Fuldkornspartnerskabet er et offentligt-privat partnerskab mellem Fødevarestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Diabetesforeningen samt en række fødevarevirksomheder. Fuldkornspartnerskabet arbejder sammen om at indfri den fælles vision om at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn. Det gøres ved at øge tilgængeligheden af fuldkornsprodukter og udbrede kendskabet til fuldkorn.

Partnerskabet og fuldkornslogoet har gjort det nemmere for danskerne at vælge fuldkorn og fødevarevirksomhederne er gået dedikeret til opgaven og har tilsat fuldkorn i en mange forskellige produkter, så forbrugerne får en nem adgang til fuldkorn både morgen, middag og aften.

Hvorfor er Hjerteforeningen med?

– Mennesker, der spiser fuldkorn, lever længere og har mindre risiko for at dø af hjerte-kar-sygdomme. Hjerteforeningen er stolte af den positive udvikling, der er sket siden starten på partnerskabet – et godt partnerskab, hvor både virksomheder, myndigheder og interesseorganisationer på sundhedsområdet bidrager med hver deres kompetencer fortæller forebyggelseschef Morten-Ørsted Rasmussen

Læs mere: Derfor skal du spise mere fuldkorn

FULDKORNSPARTNERSKABETS RESULTATER:

  • En signifikant stigning i det gennemsnitlige daglige indtag af fuldkorn fra 36 gram før kampagnen startede til 82 gram. Over halvdelen af danskerne får mindst 75 gram fuldkorn om dagen, hvor det ved kampagnes start kun var 6 %.
  • En signifikant stigning i antal fuldkornslogomærkede produkter fra 190 produkter i 2010 til over 1000 produkter i 2019.
  •  71 % af alle danskerne kender fuldkornslogoet, og 53 % af dem, der kender fuldkornslogoet, handler efter det.
  • En nettotilvækst fra 14 partnere i 2009 til 30 partnere i 2018.
  • En række fælles kampagner og events er gennemført.

Der er stadig mange, der ikke får den anbefalede mængde på 75 gram fuldkorn om dagen. Derfor fortsætter Fuldkornspartnerskabet arbejdet med at øge fuldkornsindtaget. Her vil der særligt være fokus på at øge indtaget blandt de 25 procent af befolkningen, der spiser mindst fuldkorn.

Læs mere på https://fuldkorn.dk/

Hjerteforeningens repræsentant er Natasha Selberg, som kan kontaktes på [email protected]