Oprettelse og ændring af testamente
Af Hjerteforeningen. Sidst opdateret 27.10.2009
Trin for Trin - oprettelse og ændring af et testamente
Vi har lavet en guide, der trin for trin beskriver, hvilke overvejelser man skal gøre, inden man opretter sit testamente.
1. Få et overblik over din samlede formue
Udarbejd en liste over dine værdier, herunder værdien af din bolig, boligindskud, bil, indbo, møbler, smykker, værdipapirer, livsforsikringer, bankkonti, kontante beløb, eventuel overskydende skat osv. Udarbejd derefter en liste over dine økonomiske forpligtelser, herunder boliglån, andre lån, kassekredit, eventuel restskat og andre udgifter. Til sidst kan du beregne din samlede formue ved at trække dine økonomiske forpligtelser fra dine værdier.
2. Udarbejd en oversigt over dine legale arvinger
Det er arveloven, som bestemmer, til hvem og hvordan arven efter dig fordeles. Hvis dine ønsker om, hvordan arven skal fordeles, svarer til reglerne om arvens fordeling i arveloven, behøver du ikke at oprette et testamente. Men hvis du ønsker, at arven skal fordeles på en anden måde, skal du oprette et testamente. Du bør derfor danne dig et overblik over, hvem der er dine legale arvinger, dvs. dine arvinger efter arveloven. Er du hverken gift eller har tvangsarvinger, går hele arven til staten, medmindre du har oprettet et testamente.
3. Overvej hvem du ønsker at betænke i et testamente og med hvad
Når du opretter et testamente, har du mulighed for at betænke personer eller organisationer, som betyder noget særligt for dig. Skriv en liste med navne og adresser på de personer og/eller organisationer, som du ønsker at betænke i dit testamente. Overvej hvad de skal arve. Det kan være bestemte genstande, et bestemt beløb, bestemte andele af din formue eller den resterende formue, når tvangsarv og eventuel anden arv er betalt.
4. Kontakt en advokat
Du kan i princippet selv skrive dit testamente, men Hjerteforeningen anbefaler, at du henvender dig til en advokat for at oprette et testamente. Dermed sikrer du, at dit testamente bliver tilpasset netop dine ønsker og samtidig er juridisk holdbart.
5. Når du har fået oprettet dit testamente, kan du med sindsro slappe af med den viden, at du nu har gjort alt, hvad du kan for at planlægge fremtiden og sikre dem, du holder af.
Du kan downloade en tjekliste, som kan hjælpe dig med at huske de vigtigste punkter, når du skal oprette et testamente Du kan downloade den her.


