Arvs vigtige betydning - historier

Med bidragene kan Hjerteforeningen fortsætte med arbejdet med at støtte forskning i hjertekarsygdomme og dermed redde liv

Jeg er taknemlig

- Jeg har, som så mange andre, oplevet, hvordan et hjerteproblem kunne forværre min livskvalitet. I fjor fik min læge overbevist mig om, at mit hjerte skulle opereres, og i dag er jeg en ny og forbedret version af mig selv. Til at begynde med var jeg bange for, at det ikke kunne betale sig at operere i et gammelt hjerte, men min læge mente ikke, det var et problem, og i dag er jeg taknemmelig for, at det blev gjort. Jeg har fået mit liv tilbage, som jeg husker det. Jeg føler mig mange år yngre nu og bliver ikke længere stakåndet, men kan få lov til at nyde mit liv og mine børn og børnebørn i fulde drag. Hjerteforeningens støtte til forskning har muliggjort teknikken til at reparere et gammelt hjerte som mit. Derfor bakker jeg op om Hjerteforeningen, som er afhængig af privatpersoners bidrag. Med bidragene kan foreningen fortsætte arbejdet med at støtte forskning i hjertekarsygdomme og dermed redde liv.

Esther Ottesen

Arv støtter forskningen

- På Sygehus Fyn Svendborg har vi gennem de seneste 10 år opbygget et forskningsmiljø, der har vundet international anerkendelse. Min stab af ph.d.-forskere og jeg har studeret, hvordan hjertet opfører sig efter en blodprop i hjertet. Hjerteforeningen har støttet os gennem alle årene. Mens man andre steder i verden primært har koncentreret sig om den systoliske funktion – når hjertet trækker sig sammen – har vi i Svendborg rettet opmærksomheden mod den diastoliske funktion – hjertets afslapningsfase. Det har vist sig, at den diastoliske funktion bedre kan angive, hvordan det går patienten efter en blodprop i hjertet end den systoliske. Hvis hjertet er dårligt til at slappe af, stiger trykket i hjertekammeret, hvilket kan give sig udslag i åndenød og nye blodpropper. Jeg er taknemmelig for Hjerteforeningens støtte, som har gjort det muligt for et provinshospital at udføre forskning af internationalt format.

Professor, dr.med. Kenneth Egstrup, Sygehus Fyn Svendborg


bliv medlem gratis