Frivillige søges

Frivillige med lokalkendskab søges til projekt Parat til hjertestart i Frederikshavn Kommune
Gør en forskel og red liv! Kom og hør nærmere om at være frivillig i projekt Parat til hjertestart i Frederikshavn Kommune, som skal udbrede kendskabet til livreddende førstehjælp blandt kommunens borgere.

Hver dag rammes 10 danskere af hjertestop uden for hospital. Kun 10 procent overlever. Går der 10 minutter eller mere, inden der gives livreddende førstehjælp, overlever kun ganske få.

Den kedelige kurve kan knækkes
En øget civil indsats og uddannelse i livreddende førstehjælp er løsningen, der kan være med til at redde liv:

”Chancerne for at overleve et hjertestop uden for hospital er ikke gode i dag. Men jo hurtigere hjælp og jo flere, der gør en aktiv indsats og hjælper, jo større er chancerne for at overleve et hjertestop uden for hospital. Chancen for at overleve et hjertestop uden for hospital stiger helt op imod 200-300 procent, hvis genoplivningen efter et hjertestop kommer i gang med det samme, siger frivillig konsulent Tove Hansen fra Hjerteforeningen, som er med til at rekruttere frivillige hjælpere til projektet.

Parat til hjertestart i Frederikshavn Kommune, som lanceres den 1. april 2012, er et samarbejdsprojekt mellem Frederikshavn Kommune, Region Nordjylland, Hjerteforeningen og TrygFonden.

Ildsjæle søges
Projektet Parat til hjertestart i Frederikshavn Kommune har som formål at uddanne så mange borgere som muligt i livreddende førstehjælp, så flere kan træde til og handle, hvis de er vidne til, at en person får hjertestop. For at udbrede kendskabet til projekt Parat til hjertestart i Frederikshavn Kommune, søges der frivillige ildsjæle, der brænder for at gøre en forskel og som er villige til at lægge kræfter i projektet, der både omfatter praktiske og administrative opgaver. Der er brug for frivillige i alle aldre – mænd og kvinder.

Interesserede kan komme og høre mere på informationsmøder, der bliver afholdt:
Sæby
- Tirsdag den 17. januar kl. 19: SPAR NORD Vestergade 3, 1. sal
Skagen - Mandag den 23. januar kl. 19: Kulturhuset Kappelborg Skolevej 5
Frederikshavn- Tirsdag den 24. januar kl. 19: Det Musiske Hus Rådhus Allé 98


Om projektet Parat til hjertestart i Frederikshavn Kommune

Parat til Hjertestart er et samarbejdsprojekt mellem Frederikshavn Kommune, Region Nordjylland, Hjerteforeningen og TrygFonden. Formålet med projektet er at øge chancerne for overlevelse efter hjertestop uden for hospital i Frederikshavn Kommune. Det gøres ved at styrke de første led i overlevelseskæden, hvor borgere skal oplyses og uddannes til at reagere hurtigt og i gangsætte hjertelungeredning, hvis de ser en medborger falde om med hjertestop, og uddanne kommunens kørende hjemmeplejepersonale til at yde hjertelungeredning og bruge hjertestarter. Projektet lanceres i april 2012 og afsluttes i oktober 2013. En endelig rapport vil foreligge i foråret 2014.

Fakta om hjertestop uden for hospital
Hjertestop

  • Hjertestop uden for hospital er en meget alvorlig tilstand med høj dødelighed.
  • Hjertestop kan skyldes ekstrem hurtig eller manglende hjerterytme. Ved et hjertestop pumper hjertet ikke længere blod rundt i kroppen. Det betyder, at kroppens organer ikke får ilt og derfor begynder at tage skade. De fleste vil få varige skader eller dø, hvis ikke de får hjælp inden for få minutter.
  • Efter 4-6 minutter begynder hjernen at dø. For hvert minut der går uden livreddende førstehjælp, reduceres chancen for at overleve med ca. 10 procent .
  • Går der 10 minutter, inden der gives livreddende førstehjælp, overlever kun ganske få.
  • Heldigvis er det nemt og effektivt at give livreddende førstehjælp. Og patienten kan redde livet, hvis der så hurtigt som muligt gives basal genoplivning.

By-størrelsen er afgørende for overlevelse af hjertestop udenfor hospital

  • By-størrelsen bestemmer chancen for at overleve et hjertestop. Der er markante forskelle på overlevelse af hjertestop uden for hospital i forhold til, hvor hjertestoppet sker. Den seneste geografiske opgørelse viser, at chancen for at overleve et hjertestop er ca. dobbelt så stor i hovedstadsområdet i forhold til, hvis hjertestoppet sker i et landområde .
  • Landområder og byer med under 20.000 indbyggere har en lavere 30 dages overlevelse end hovedstadsområdet, viser den seneste opgørelse .
  • Et nyere studie bekræfter, at overlevelsen er højere i hovedstaden i forhold til gennemsnittet . Mulige årsager til en dårligere overlevelse i mindre byer og landområder er, at andelen, der har bevidnet hjertestop og andelen med stødbar rytme er lavere end i hovedstadsområdet. Derudover er varigheden af hjertestoppet til hjælpen kommer fremlængere for de mindre byer og landområder .

For yderligere information om informationsmøderne kontakt:
Frivilligkonsulent Tove Hansen på E-mail: thansen@hjerteforeningen.dk, telefon 21 75 56 68.

For yderligere oplysninger om projekt Parat til hjertestart i Frederikshavn Kommune  kontakt:
Region Nordjylland:
Præhospital leder Poul Anders Hansen, poah@rn.dk, tlf. 20 66 03 70.

Frederikshavn Kommune:
Karin Rasmussen, kara@frederikshavn.dk, tlf. 30 76 38 86

TrygFonden:
Pressechef Christina Lopes, cl@trygfonden.dk, mobil 30 22 90 91

Hjerteforeningen:
Caroline Broge, cbroge@hjerteforeningen.dk, tlf. (direkte) 33 67 00 06, mobil 23 39 36 48

bliv medlem gratis