Transplanterede høstede medaljer
Af Mette Stougård. Udgivet fredag den 6. juli 2012
24 unge tog 16 guld-, 11 sølv- og 8 bronzemedaljer ved de europæiske sportslege for hjerte- og lungetransplanterede i Holland
Rasmus Kristensen, Casper Pedersen, Sanne Støjko Jensen, Cathrine Villaume og Natasja Christensen var fem af i alt 24 danskere, som kom på podiet flere gange ved de europæiske sportslege for hjerte- og lungetransplanterede i den hollandske by Apeldoorn i slutningen af juni måned.
Unge hjerte- og lungetransplanterede i alle aldersgrupper fra hele Europa var samlet for at dyste i traditionelle discipliner som længde- og højdespring og løb, men også volleyball, svømning, golf og tennis var på programmet. Danmark stillede med det hidtil største antal deltagere og det glædede Peder Lervad, formand for Hjerteforeningens Hjerte og Lungetransplantationsklub.
- De unge indhentede imponerende tider til trods for, at de oplever fysiske begrænsninger på grund af deres transplantation og den medicin, de tager. Legene giver dem en værdifuld selvtillid, siger Peder Lervad.
