Gem side | Send | Print | Del

Er du sund, mand?

Af Hjerteforeningen. Udgivet mandag den 11. juni 2012

Selskab for Mænds Sundhed markerer i denne uge Men’s Health Week. I år er fokus rettet mod mænds sundhed i hverdagen

Mellem 2.500 og 3.000 flere mænd end kvinder dør årligt før 65-årsalderen. Danske mænd ligger helt nede på en 19. plads i levetid i Europa.

– Den statistik kan ændres ved at give målrettede tilbud til mænd i forhold til ændring af livsstil, risikoadfærd og brug af sundhedsvæsnet. Sundhedsvæsnet skal møde mændene der, hvor de er - særligt på arbejdspladsen og i lokalområderne med let adgang til information og helbredstjek, siger Svend Aage Madsen, formand for Selskab for Mænds Sundhed

Gik rundt med hjertefejl og
forhøjet blodtryk uden at vide det

Netop sundhedstjek og måling af værdier som fx blodtryk kan gøre en forskel. Frank Wiese overlevede en revnet hovedpulsåre og en defekt hjerteklap. Han arbejder på fuld tid som elektronikmekaniker hos
Brüel & Kjær i Nærum.
Læs hans historie her:

– Jeg var 41 år gammel, levede sundt og løb maraton. Derfor kom det som
et chok, da jeg en dag på arbejdet
blev skidt tilpas, diffus og fik smerter i ryggen. Mine kollegaer ringede efter
en ambulance, og det viste sig at
være en god idé. Hjertets hovedpulsåre var revnet, og jeg havde en defekt hjerteklap.
Jeg havde gået rundt med en hjertefejl og forhøjet blodtryk uden at vide det. Den ni timer lange operation, hvor jeg fik skiftet både pulsåre og hjerteklap, var en traumatisk oplevelse for min kone, og ingen kunne være sikre på, at jeg ville overleve. Indgrebet var vellykket, og efterfølgende betød det alt for mig at føle mig rask og komme til at leve som før. Det er utroligt, at man takket være udviklingen kan udskifte så vitale dele af kroppen. Et halvt år efter operationen arbejdede jeg igen på fuld tid og havde gennemført et halvmaraton.

Om mænd og hjertekarsygdomme, blodtryk og sundhed

  • Hvert år rammes 23.600 mænd i Danmark af en hjertekarsygdom
  • Omkring 225.000 danske mænd lever med en hjertekarsygdom
  • Hvert år dør omkring 7.200 mænd af hjertekarsygdomme
  • Af de personer, som i 2005 døde af hjertekarsygdom, var 4.071 endnu ikke fyldt 75 år. Heraf var 67 pct. mænd og 33 pct. kvinder 
  • Mænd rammes af hjertekarsygdom 8-10 år tidligere end kvinder 
  • Mænd 35-64 år med basis uddannelse har over dobbelt så høj dødelighed af iskæmisk hjertesygdom som deres jævnaldrende med lang videregående uddannelse 
  • Omkring 460.000 mænd i Danmark lider af forhøjet blodtryk
  • Hjertesyge mænd mener i højere grad end hjertesyge kvinder, at deres hjertesygdom skyldes deres måde at leve på
  • Mænd rapporterer generelt, at de er ved bedre helbred end kvinder, og de går mindre til den praktiserende læge og andre specialister end kvinder. Det kan tyde på, at de venter med at henvende sig med sygdomme, til de er akut syge
  • Hver tredje mand, der har haft hjertesygdom, ser sig selv som rask, og mænd bekymrer sig mindre for at blive syge igen end kvinder 
  • Blandt de hjertesyge, som ikke startede eller som afbrød efterbehandlingen, angiver ca. 50 pct. af mændene, at de hellere selv vil finde en måde at komme sig på, og 40 pct. af mændene mener ikke, at de har behov for mere efterbehandling 
  • 51 pct. mænd mod 32 pct. kvinder mener, at deres sexliv er blevet dårligere pga. hjertesygdommen


bliv medlem gratis