Nu skal der mindre salt i din mad

Af Mette Stougård. Udgivet fredag den 30. marts 2012

Op mod 1.000 menneskeliv kan spares årligt, hvis saltindholdet i din daglige kost skæres ned med tre gram pr. dag. En sejr for folkesundheden mener Hjerteforeningen 

Helt nye tal fra Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed viser, at op mod 1.000 menneskeliv kan spares årligt, hvis saltindholdet i din daglige kost skæres ned med tre gram pr. dag. Udover menneskeliv vil det spare milliarder af kroner.

Derfor skal det i det kommende år gøres meget nemmere at få mad med mindre salt. Da over 70 procent af deres saltindtag kommer fra fødevarer som brød, pålæg, færdigretter og ost er fødevareindustrien en vigtig våbenfælle i kampen for at sænke forbrugernes saltindtag.

Salt dræber
Et partnerskab bestående af forskere, myndigheder, brancheforeninger og interesseorganisationer har arbejdet med at definere de indsatsområder, der kan være med til at skrue det daglige saltforbrug ned på 5-6 gram, sådan som de officielle anbefalinger lyder. Partnerskabet har netop færdiggjort et arbejde der skal give mindre salt i maden. Det sker med en vejledning til producenterne med mål for reduktion af salt i en lang række madvarer, som fødevareproducenter vil arbejde hen imod til november 2013.
 
- For meget salt dræber. Derfor sætter vi nu ind på flere fronter. Et meget vigtigt indsatsområde er at sænke saltindholdet i de fødevarer, hvor vi ikke selv drysser salt på. Altså det skjulte salt. Her sætter aftalen med reduktionsmål for salt ind. Herudover har saltpartnerskabet en række tiltag blandt andet forbrugeroplysning, bedre mærkning på fødevarerne og en opfordring til både professionelle og private om at skrue ned for saltindholdet i de fødevarer de sælger eller serverer, siger Mette Gjerskov.

Et lavere saltforbrug har stor effekt på bl.a. antallet af blodpropper og hjertekarsygdomme. Fagfolk skønner, at et markant lavere saltforbrug kan skære mellem fem og femten procent af antallet af hjerte-karsygdomme og samtidig spare de offentlige kasser for udgifter på mellem en og to milliarder kroner.

- Er vi i stand til at nedsætte vores saltforbrug, er det ganske enkelt en sejr for folkesundheden, som vil spare liv. Hvis vi spiser mindre salt, falder vores blodtryk, som betyder færre tilfælde af hjertekarsygdom . Det vil ikke koste noget for den enkelte at skære i saltindtaget, men det vil til gengæld have en kæmpe gevinst på sundhedskontoen, siger Gorm Boje Jensen, forskningschef i Hjerteforeningen.

Se saltlisterne for de enkelte fødevarekategorier

Læs Hjerteforeningens tema om salt

CMS - Content Management System by SiteLoom