Træning er godt for hjertet uanset ens vægt

Af Hjerteforeningen. Udgivet onsdag den 22. februar 2012

For hjertets skyld skal man blive ved at motionere - også selvom vægten ikke går ned

Der er mennesker, som ikke taber sig, selvom de begynder at træne. Ofte bliver de skuffede og indstiller træningen, men det er en dårlig idé. For selvom man ikke taber sig, har hjertet nemlig godt af, at man holder sig i form.

Det viser et amerikansk studie omtalt på den amerikanske hjerteforenings nyhedstjeneste, heartwire.

- Vi har lært, at folk, der træner, vil tabe sig og komme i bedre form. Men i den virkelige verden er der mennesker, som ikke taber sig, selvom de træner, siger en af forskerne bag studiet, Dr. Duck-Chul Lee fra universitetet i South Carolina, til heartwire.

3.148 raske personer indgik i undersøgelsen, som Dr. Duck-Chul Lee har stået i spidsen for. Forsøgspersonerne har mindst tre gange fået målt deres form via fysiske øvelser og fået målt deres BMI og kroppens fedtprocent.

Mere træning – mindre hjerterisiko
På den baggrund kan forskerne konkludere, at risikoen for at udvikle hjertesygdomme falder, når man kommer i bedre form. Bedst er det, hvis vægten samtidig går ned. Men også personer, der ikke taber sig – eller ligefrem tager på - har gavn af træningen, konkluderer forskerne.

Personerne i undersøgelsen fik ved alle tre undersøgelser målt blodtryk, kolesterol i blodet og det såkaldte metaboliske syndrom, som øger risikoen for at blive ramt af blodpropper i hjernen eller hjertet. Motion og træning har en betydelig gavnlig indvirkning på alle tre tilstande, der hver især er med til at øge risikoen for hjertesygdom.

Hvis man tager på, samtidig med at man kommer i bedre form, virker træningen ikke helt så godt på hjertet. Men det er stadig bedre at træne end at lade være – uanset om man kan se resultatet på sidebenene eller ej.

Svært at spise anderledes
Hjerteforeningens motionsekspert Martin Walsøe peger på tre årsager til, at vægten ikke falder, når man begynder at træne.

- Først og fremmest skyldes det, at vi har svært ved at ændre vores kostvaner. Ofte stiger appetitten, når vi begynder at træne, og så spiser vi også mere, forklarer Martin Walsøe.

Der er dog også et par andre grunde til, at pilen på vægten ikke altid begynder at pege nedad, når vi begynder at træne.

- Når man begynder at træne aktiveres muskulaturen, og man begynder at opbygge en større muskelmasse, og den forøgede muskelmasse vejer mere. Samtidig begynder kroppen at forbrænde mere, og derfor vil kroppen også lagre flere sukkerdepoter i vores muskulatur og lever. Og sukkerdepoterne vejer også ekstra, siger Martin Walsøe.

Ligesom Dr. Duck-Chul Lee opfordrer han til at fokusere på andet end vægten.

- Mange mennesker har alt for meget fokus på at tabe sig og ofte tyer de til langvarige slankekure, som vi ved folk har svært ved at overholde i længden. Det er derfor bedre at fokusere på at finde nogle motionsformer, som kan passes ind i en travl hverdag, og som man kan lide, siger han.

CMS - Content Management System by SiteLoom