Træn din depression væk
Af Mikael Schneider, videnskabsjournalist, cand.scient. ph.d. Udgivet onsdag den 31. oktober 2012
Motion kan virke lige så godt som medicin mod depression hos hjertepatienter, viser ny forskning

Depression og hjertekarsygdom går ofte hånd i hånd. Omtrent hver femte, der lider af åreforsnævring i hjertet bliver ramt af depression. Samtidigt kan depression fordoble risikoen for at få en hjertekarsygdom.
Nu viser amerikansk forskning, at motion kan være den helt rette behandling til de patienter, der både lider af depression og hjertesygdom.
Motion slår måske medicin
101 patienter, der alle led af åreforsnævring i hjertet og depression, blev delt i tre forskellige grupper. Den ene gruppe blev behandlet med antidepressiv medicin (sertraline, Zoloft), den anden gruppe blev i stedet for sat i et motionsprogram med træning 3 gange om ugen i 30 minutter, og den tredje gruppe fik blot placebopiller uden virkning.
Både medicinen og motionen virkede. Fire måneder efter de forskellige typer behandlinger var startet, var patienternes grad af depression faldet markant, og effekterne af den medicinske behandling og motionsprogrammet var lige gode.
Blandt de patienter, der led af den sværeste grad af depression, var motion endda bedre end medicin. 40 procent af denne gruppe patienter blev kureret for deres depression med motion, hvor det kun gjaldt 10 procent af dem, der fik antidepressiv medicin.
Også når det kommer til bivirkninger, kan der være en fordel i at vælge motion frem for medicin. Patienter på den antidepressive medicin følte sig langt mere trætte og havde flere problemer med sexlivet, end dem, der motionerede i stedet for. Dem, der fik motion som behandling mod depressionen, kom desuden i bedre form.
De undersøgte var i snit 64 år, overvejende mænd og ret veluddannede.
30 minutter om dagen
Forskningsstudiets resultater peger i samme retning som tidligere forskning: motion hjælper mod depression. Men studiet er det første, der har sammenlignet effekten af medicin og motion på hjertepatienters depression, og vist at motion er lige så godt som antidepressiv medicin.
Hjerteforeningens motionsekspert, fysioterapeut Martin Walsøe, er glad for de nye resultater.
- Vi ved, at motion beskytter mod hjertekarsygdomme. Det er også tidligere vist, at motion virker godt mod depression blandt ellers raske personer. Med det nye studie er der nu endnu en god grund til at motionere for hjertekarpatienter, der lider af depression eller som blot har problemer med humøret, siger Martin Walsøe.
Forskningsstudiet har ikke undersøgt, om de tre gange 30 minutters træning om ugen er den bedste mængde. Martin Walsøe opfordrer os derfor stadig til at være aktive mindst 30 minutter om dagen, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Også hvis du er hjertekarpatient.
- Motion er mindst lige så vigtigt for dit hjerte og dit kredsløb som medicin. Du forbedrer dit kredsløb og styrker dine muskler. Begge dele er vigtigt for, at du kan fungere i dagligdagen. Hvis man lider af hjertekarsygdom og depression, handler det om at komme ud og bevæge sig og komme i gang med noget motion, der giver mening for en selv, siger Martin Walsøe.
