Spis fisk fremfor kapsler
Af Mette Stougård. Udgivet mandag den 29. oktober 2012
Fisk er bedre end fiskeoliekapsler, hvis du vil forebygge hjertekarsygdom. Kapsler kan være et alternativ for hjertesyge, der ikke bryder sig om fisk
Spis fisk to gange om ugen. Det er sundere end at spise kapsler – især hvis du er hjertepatient. Fiskeoliekapsler kan dog være et alternativ, hvis du har en hjertekarsygdom og ikke bryder dig om fisk. Sådan lyder anbefalingen fra Hjerteforeningen, selvom en ny undersøgelse konkluderer, at fiskeolie som tilskud ikke nedsætter dødeligheden af hjertekarsygdom. Græske forskere har fulgt over 70.000 patienter, som har spist fiskeolie som tilskud. Og de er ikke i tvivl; Resultaterne af undersøgelsen retfærdiggør ikke brugen af omega-3 som kosttilskud som forebyggelse mod nye blodpropper for personer, der har været ramt af hjertekarsygdom.
De nye resultater får dog ikke Hjerteforeningen til at ændre på sine anbefalinger.
- Vi mener stadig, at fiskeolie svarende til en til to kapsler om dagen kan have en gavnlig effekt for hjertepatienter, da andre studier har vist, at omega-3 kan nedsætte risikoen for pludselig død som følge af blodprop i hjertet. Det bedste er dog at spise fisk som en del af din kost - gerne fede fisk, da de indeholder mere omega-3 fedtsyrer, siger Kirsten Sonne Pedersen, klinisk diætist i Hjerteforeningen.
Vi har samlet den nyeste viden om fiskeolie. Få overblik over hvordan fiskeolie virker, mod hvilke hjertesygdomme, og hvilke bivirkninger du kan få.
