Gem side | Send | Print | Del

Hjertepatienter får farlig medicin mod smerter

Af Mikael Schneider, videnskabsjournalist, cand.scient. ph.d. Udgivet tirsdag den 25. september 2012

Smertestillende medicin som Voltaren, Celebra og Ipren øger risikoen for nye hjertetilfælde hos hjertepatienter flere år efter, de har fået en blodprop i hjertet. Det viser nyt dansk forskningsstudie. Lægerne bør følge retningslinjerne og vælge anden behandling, mener forskerne bag


Har du haft en blodprop i hjertet, bør du undgå smertestillende medicin af den type, der kaldes NSAID, som fx Voltaren, Celebra og Ipren. De øger din risiko for at få endnu en blodprop, og i værste fald for at dø. Og risikoen rammer efter kun kortvarig behandling.

Sammenhængen mellem NSAID-behandling og hjertepatienters forøgede risiko for et hjertekartilfælde har været kendt i flere år. Alligevel har 43.608 danske patienter, der har været ramt af en blodprop i hjertet mellem 1997 og 2009, fået udskrevet NSAID-medicin. Den behandling har givet patienterne over 50 procent større risiko for at dø i perioden.

Stadig farligt 5 år efter blodprop i hjertet

De markante tal kommer fra et dansk forskningsstudie af næsten 100.000 hjertepatienter, der netop er offentliggjort i det førende tidsskrift for hjertekarforskning, Circulation.

Med det nye studie står det klart, at behandling med NSAID-præparater kan være farlig flere år efter patienterne er blevet ramt af en blodprop i hjertet, mener læge og ph.d.-studerende Anne-Marie Schjerning Olsen fra kardiologisk afdeling på Gentofte Hospital, der står bag forskningsstudiet.

 - Vi har længe vidst, at der er en særlig stor risiko for et nyt tilfælde af blodprop i hjertet, hvis patienten får NSAID-behandling i tiden efter den første blodprop i hjertet. I vores nye studie kan vi nu vise, at den særlige risiko følger patienten i flere år. Så selv 5 år efter en blodprop i hjertet giver NSAID-behandling 63 procent større risiko for endnu et hjertekartilfælde og 59 procent øget risiko for at dø, siger Anne-Marie Schjerning Olsen.

Sammen med sine kollegaer har Anne-Marie Schjerning Olsen sammenholdt data for indløste recepter på NSAID-medicin med data for indlæggelser som følge af blodprop i hjertet. Det er derfor kun de receptpligtige præparater, at forskerne har kunnet undersøge effekten af. Risikoen ved det Ipren, man kan købe i håndkøb, er ukendt.

Undgå risikoen - følg retningslinjerne

Anne Marie Schjerning Olsen undrer sig over, at lægemidlerne stadig er flittigt brugte til hjertepatienter. De danske retningslinjer for smertestillende behandling, udgivet af Dansk Kardiologisk Selskab i 2009, er klare og har NSAID-præparaterne som sidstevalg for hjertekarpatienter efter bl.a. fysioterapi, Panodil og Kodein.

 - Retningslinjerne fraråder tydeligt NSAID til hjertekarpatienter. De giver også lægerne en klar beskrivelse af behandlingsvalget, så vi kan sagtens smertestille de fleste patienter godt nok uden at bruge NSAID-præparater. Men det er som om, budskabet ikke kommer ud til lægerne. Der var hele 44 procent af de patienter vi undersøgte i vores studie, der havde fået NSAID. Jeg forstår ikke, hvorfor brugen af NSAID-præparaterne ikke falder, siger Anne-Marie Schjerning Olsen.

Hjerteforeningens forskningschef, Gorm B Jensen, støtter op om Anne Marie Scjerning Olsens opfordring til lægerne.

 - NSAID præparater er ikke sikre lægemidler for hjertekarpatienter. Der er derfor ikke tvivl om, at man bør lade være med at give det til patienter, der tidligere har været ramt af en blodprop i hjertet. Panodil vil altid være et sikrere valg, siger Gorm B. Jensen.

Tal med din læge

Det er vigtigt, at du ikke stopper med at tage din medicin, uden at have talt med en læge. Hvis du er i behandling med NSAID-præparater og er i tvivl om, hvad du skal gøre, anbefaler Hjerteforeningen, at du kontakter din læge, så I sammen kan vurdere, om du skal have anden behandling. Husk også, at du altid er velkommen til at kontakte Hjerteforeningens rådgivningscentre.


bliv medlem gratis