Nyt fra ESC: Store blodpropper i hjertet rammer nu yngre kvinder
Af Mikael Schneider, Hjerteforeningen. Udgivet tirsdag den 28. august 2012
Færre dør af store blodpropper i hjertet. Men flere af dem, der rammes, er kvinder under 60 år
Bliver du ramt af en stor blodprop i hjertet, kører ambulancen dig straks til ballonudvidelse på et hjertecenter. En helt ny dansk doktordisputats dokumenterer, at det virker. Blodpropperne dræber færre.
Den hurtige indgriben har nu også vist sin gode effekt i Frankrig. Hvor det før var hver niende, der døde kort efter en stor blodprop i hjertet, er det nu mindre end hver tyvende. Det er konklusionen på et studie af 6.707 franske patienter. Resultaterne blev præsenteret ved ESC, og er netop publiceret i tidsskriftet JAMA.
Men kvinderne står for skud
Den dårlige nyhed er, at kvinder under 60 år nu udgør en dobbelt så stor andel af dem, der rammes af de store blodpropper i hjertet. I 1995 var 11,8 procent af ramte franskmænd kvinder under 60. I 2010 var tallet 25,5 procent.
Overvægt og rygning lader til at være skyldnerne for den uheldige udvikling. Mere end hver fjerde kvinde under 60 år, der blev ramt af en stor blodprop i hjertet i 2010, var svært overvægtig. Næsten tre ud af fire af dem var rygere – det er dobbelt så mange som i 1995.
De franske forskere understreger derfor, at der er særligt brug for at målrette forebyggelse mod netop kvinder under 60 år.
| Hurtig indgriben er fuldstændig afgørende for, om man overlever en stor blodprop i hjertet, det der i fagsprog hedder STEMI, fordi de stopper al blodtilførsel til hjertets muskulatur. Det kan hjertet kun klare i ganske kort tid |
Flere nyheder fra ESC-kongressen
