Gem side | Send | Print | Del

Kvindehjerter hårdest ramt af rygning

Af Lars Hübertz. Udgivet onsdag den 15. august 2012

Stort internationalt studie påviser, at cigaretrygning er 25 procent mere skadeligt for kvinders hjerter end for mænds. Samtidig viser ny undersøgelse fra Hjerteforeningen, at fire ud af ti kvinder ikke ved, at rygning skader hjertet

Hjerteforeningen anslår, at 3.000 af de mere end 7.500 kvinder, der årligt dør som følge af hjertekarsygdom, direkte kan kædes sammen med, at de har røget.

- Rygning er den enkeltfaktor, der har størst indflydelse for udvikling af fx blodprop i hjertet, og det nye studie understreger vigtigheden, ikke mindst for kvinder, af at kvitte smøgerne, siger Inge Vestbo, administrerende direktør i Hjerteforeningen

Den iøjnefaldende konklusion stammer fra en amerikansk metaanalyse af 86 studier med i alt 2,4 mio. personer. Korrigeret for andre risikofaktorer fandt man, at rygende kvinder havde 25 procent øget risiko for iskæmisk hjertesygdom end rygende mænd sammenlignet med ikke-rygere. Der var ikke forskel på tidligere rygere og ikke rygere, hvilket understreger, at det aldrig er for sent at stoppe med cigaretterne.

Hjertekarsygdom er sammen med kræft den største dødsårsag blandt danske kvinder. Hvert år dør mere end 7.500 kvinder af en hjertekarsygdom, og rygning er den enkeltfaktor, der har størst indflydelse på udvikling af fx blodprop i hjertet. 

Mange kvinder ved ikke at rygning dræber
På denne kedelige baggrund har Hjerteforeningen foretaget en rundspørge blandt 1.521 danske kvinder i aldersgruppen 40-74 år, blandt andet med det formål at afdække, hvilke faktorer de mener, er med til at give hjertekarsygdom som fx blodprop i hjertet.

39 procent af de adspurgte kvinder nævner ikke rygning blandt de tre største risikofaktorer. Dette til trods for at rygning uden sammenligning er den risikofaktor, der er værst for hjertet.

- Elsk hjertet kampagnen er et opråb til alle danske kvinder om, at de skal passe godt på deres hjerter. Hjerteforeningen har en vision om, at der i 2020 skal være 25 procent færre kvinder, der dør af hjertekarsygdom – det svarer til, at vi vil redde fem kvindeliv om ugen. Derfor samler vi ind til forskning i kvinders hjerter og oplyser kvinder om, hvordan de kan passe på sig selv, afslutter Inge Vestbo


bliv medlem gratis