Gem side | Send | Print | Del

Kvinder har godt af fisk

Af Mikael Schneider. Udgivet fredag den 10. august 2012

Unge raske kvinder, der aldrig spiser fisk, har tre gange større risiko for at blive ramt af hjertekarsygdomme. Det viser nyt dansk studie.

Fisk er godt for hjertet. De er fulde af omega-3 fedtsyrer, som beskytter os mod hjertekarsygdomme. Men de fleste forskningsstudier af, hvad fisk i kosten kan gøre for os, har fokuseret på mænd, ældre eller hjertesyge patienter.

Nu viser et stort dansk studie for første gang, at unge raske kvinder har godt af fisk. Kvinder i den fødedygtige alder, der slet ikke spiser fisk, har næsten tre gange højere risiko for hjertekarsygdomme, end dem, der spiser mest fisk.

Mindre fisk, højere risiko
Forskerne har spurgt 48.627 danske kvinder, der alle var gravide, og som i gennemsnit var lige knap 30 år, om, hvor meget fisk de spiser. Otte år senere har de undersøgt, hvilke af kvinderne, der i mellemtiden har udviklet hjertekarsygdomme.

De kvinder, der aldrig spiste fisk under graviditeten, havde næsten tre gange større risiko for at blive indlagt på hospitalet pga. forhøjet blodtryk, åreforsnævring i hjertet (iskæmisk hjertesygdom) eller slagtilfælde (apopleksi).

Det er ifølge forskerne omega-3 fedtsyrerne, der har været ophav til den beskyttende effekt af fisk, som kvinderne har fået. Ved at regne ud hvor meget omega-3 fedtsyre kvinderne spiste, fandt de, at der var dobbelt så stor risiko for at blive ramt af hjertekarsygdom blandt dem, der fik mindst af de gode omega-3 fedtsyrer i forhold til dem, der fik mest.

Hellere lidt fisk end ingen fisk
Selv lidt fisk er altså bedre end slet ingen fisk, siger forskeren bag studiet, ph.d. Marin Strøm fra Center for Føtal Programmering ved Statens Serum Institut:

 - Et enkelt måltid mad om ugen med fisk burde ifølge vores resultater være nok til at dække os ind mod den øgede risiko for hjertekarsygdomme. Hvis det er magre fisk, du spiser, skal der mere til, end hvis det er fede fisk.

Sushi eller karrysild
De fede fisk er fx sild, laks og hellefisk. Det er deres høje indhold af omega-3 fedtsyrer, der gør dem ekstra attraktive. Så hvorfor ikke snuppe en æske sushi med laks eller en rugbrødsklemme med karrysild til din næste frokost.

Fokus på kvinder og hjertekarsygdom i næste uge
Er du kvinde, er der desuden ekstra god grund til at holde øje med Hjerteforeningens aktiviteter de næste uger. Elsk hjertet kampagnen er på trapperne. Og med den sætter Hjerteforeningen særligt fokus på kvinder og hjertekarsygdomme.


bliv medlem gratis