Gem side | Send | Print | Del

Hård motion sænker blodtrykket

Af Mette Stougård. Udgivet torsdag den 19. juli 2012

Ny dansk forskning viser, at du kan sænke blodtrykket markant, hvis du øger tempoet på fx cyklen

Det har længe været kendt, at motion kan være med til at nedsætte blodtrykket, men hidtil har anbefalingerne til personer med forhøjet blodtryk været motion i moderate mængder. Den nye forskning fastslår imidlertid, at højintens træning er mere effektiv end motion i moderat tempo, når blodtrykket skal sænkes. Det skriver Københavns Universitet på deres hjemmeside.

- Blodtrykket faldt så meget i gruppen med forhøjet blodtryk, at flere af deltagerne måtte trappe deres medicin ned eller helt droppe den. Én af deltagerne gik fra at have svært forhøjet blodtryk til at have et helt normalt tryk efter blot otte uger med træning. De var så glade for at slippe for at tage medicin, da de ofte oplever mange bivirkninger, fortæller Ph.d.-studerende Lasse Gliemann Jensen fra Institut for Idræt på Københavns Universitet, som er af hovedmændene bag projektet.

Omkring 500.000 danskere lider af forhøjet blodtryk, men kun omkring halvdelen af os ved det, selv om forhøjet blodtryk er en kendt risikofaktor for at få hjertekarsygdom.

Intensiv træning
Projektet gik ud på, at undersøge virkningen af otte ugers intensiv træning på 10 mænd og kvinder, som i gennemsnit var 46 år, med meget højt blodtryk og 11 personer med normalt blodtryk. Forsøgspersonerne deltog fast i to spinningtimer om ugen. Udover det gik, cyklede, svømmede eller løb deltagerne 1-2 gange om ugen på egen hånd. Og det viste sig, at flere af de personer med forhøjet blodtryk fik det meget bedre og oplevede et fald i deres blodtryk på helt op til 9/11 mmHg på henholdsvis det systoliske og diastoliske blodtryk. Efterfølgende kunne de skære ned i deres medicinforbrug efter de otte uger med regelmæssig og intensiv træning.

Årsagen til blodtryksfaldet skal findes i de mindre blodkar, der fordeler blodet ud i de enkelte kropsvæv. Diameteren på disse blodkar er afgørende for blodtilførslen til kroppens organer, men også for det generelle blodtryk.

- Vi opdagede, at relativt lidt træning indenfor kort tid, dog med meget høj puls, øgede deltagernes evne til at producere de stoffer, der er med til at udvide de små blodkar, hvilket tyder på, at det er en væsentlig faktor til at sænke blodtrykket, siger Lasse Gliemann Jensen.

Projektet er støttet af Hjerteforeningen.

Så meget må dit blodtryk højst være
•Hvis du er rask uden øget risiko for hjertekarsygdom, skal dit blodtryk være 140/90 
•Hvis du har åreforsnævringssygdom i hjertet, diabetes, nyresygdom, blodprop i hjernen eller hjertesvigt, skal dit blodtryk være 130/80


bliv medlem gratis