Kvinder tøver ofte, når de er vidne til et hjertestop
Der er markante forskelle på, hvordan mænd og kvinder reagerer, når de er vidne til et hjertestop. Kvinder tøver oftere end mænd, og lader mere kompetente træde til. Mænd handler dobbelt så ofte som kvinder, og tøver ikke med at give hjertemassage eller ringe 1-1-2
Kun to ud af 10 kvinder gav hjertemassage, da de var vidne til, at en person faldt om med hjertestop. Det viser ny befolkningsundersøgelse lavet af Hjerteforeningen. Dobbelt så mange af mændene gav hjertemassage, da de overværede et hjertestop. Her svarer fire ud af 10, at de gav hjertemassage, da de overværede et hjertestop.
Samtidig lod 35 procent af kvinderne andre, mere kompetente træde til, mod kun 17 procent af mændene, der lod mere kompetente træde til og hjælpe ved hjertestop. Kun 36 procent af kvinderne ringede 1-1-2 mod over halvdelen af mændene (56 procent), som ringede 1-1-2. Tallene tyder på, at kvinder er mere tilbageholdende med at yde en aktiv indsats end mænd, hvis de er vidne til et hjertestop.
Kvinderne tøver
Hjerteforeningens administrerende direktør, cand.med. Inge Vestbo er overrasket over kvindernes tilbageholdenhed og opfordrer kvinderne til at reagere og handle aktivt, hvis de bliver vidne til et hjertestop:
- Vi vil så gerne have fat i kvinderne også, når det gælder om at yde livreddende førstehjælp ved hjertestop. Og vi mener netop, at vores meget enkle læringssæt 'Lær at starte et hjerte igen' med TrygFondens genoplivningsdukke kan være med til at afhjælpe myten hos kvinderne om, at det er svært at give hjertelungeredning (hjertemassage). Tværtimod er det meget let, og man kan ikke gøre noget forkert. Vi tror, at det er fordi kvinderne er bange for at gøre noget forkert, at de er mere tilbageholdende end mænd, siger Hjerteforeningens direktør Inge Vestbo.
Hjerteforeningen opfordrer alle til gå ind på www.gørnogetforhjertet.dk, og i grupper af 10 personer bestille læringssættet 'Lær at starte et hjerte igen'.
Se Fakta om hjertestop her