Hver 10. dansker har oplevet et hjertestop
Alle kan blive vidne til et hjertestop. Men det er langt fra alle, der ved, hvordan man redder liv. Det viser ny undersøgelse fra Hjerteforeningen, der vurderer, at op imod 500 mennesker kunne reddes om året. Ny kampagne skal i løbet af fem år uddanne danskerne i livreddende førstehjælp og samle penge ind til forskning i hjertestop.
11 procent af alle danskere har været vidne til et hjertestop. I to ud af tre tilfælde var det en fremmed, der faldt om med hjertestop og kun en ud af tre nævner, at det var en person de kendte, et familiemedlem, en ægtefælle eller en kollega. Det viser ny befolkningsundersøgelse fra Hjerteforeningen.
Knap halvdelen kan ikke redde liv
40 procent af danskerne har ikke taget et kursus i livreddende førstehjælp, og mange i undersøgelsen svarer, at de ikke ved, hvad de skal gøre, hvis de bliver vidne til, at en person rammes af hjertestop. De fleste ville ringe 112, men det er ikke altid nok, når det er få minutter, der afgør liv og død. Hjerteforeningen opfordrer til, at alle danskere lærer livreddende førstehjælp.
Medborgerindsats redder liv
- Ofte er det medborgerindsatsen, og om der ydes livreddende førstehjælp, der afgør forskellen mellem liv og død, når et menneske rammes af hjertestop uden for hospital, understreger Inge Vestbo adm. direktør, cand.med. i Hjerteforeningen og tilføjer:
- Chancerne for at overleve et hjertestop uden for hospital er desværre meget ringe i dag. Og tre gange så mange mennesker kunne redde livet, hvis flere turde tage et ansvar og give livreddende førstehjælp, hvis de er vidne til et hjertestop. I dag overlever kun en ud af 10 et hjertestop uden for hospital. Antallet af overlevende kunne tredobles ved en styrket medborgerindsats. Det svarer til, at 500 flere mennesker kunne reddes om året”, siger Inge Vestbo.
På den baggrund lancerer Hjerteforeningen den 7. november kampagnen Gør noget for hjertet, som over en femårig periode skal uddanne alle danskerne i livreddende førstehjælp, fordoble antallet af danskere, der hjælper, hvis de er vidne til et hjertestop og samle penge ind til forskning i hjertestop. TrygFonden har doneret 100.000 genoplivningsdukker med tilhørende lærings-dvd, der uddeles gratis til danskerne. Genoplivningssættet kan bestilles i pakker af 10 styk på www.gørnogetforhjertet.dk fra den 7. november, 2011.
Se Fakta om hjertestop her