Styrk din kropsholdning
Af Hjerteforeningen. Sidst opdateret 15.06.2010
Pilates er en træningsform med fokus på styrke, smidighed og åndedræt. Pilates foregår i roligt tempo med øvelser på gulvet. Både små og store muskelgrupper styrkes med særligt fokus på kroppens muskelkorset (mave, ryg og lænd)
Det rolige tempo og fokus på åndedrættet hjælper til at glemme hverdagens travlhed og øger opmærksomheden på, hvordan du bevæger sin krop.
Pilates øger styrken. Ikke på en kraftfuld og eksplosiv måde som træning med tunge vægte gør det. Du får ikke svulmende overarme, men holdningen og hele kroppen bliver stærkere og kan holde til mere i dagligdagen, hvilket kan gavne velværet gevaldigt. Det er et velegnet supplement til konditionstræning for alle målgrupper; yngre, ældre, kvinder og mænd. Pilates er desuden velegnet, når du har ledskader, fordi du træner så kontrolleret og kan opbygge styrke omkring et svagt led.
Du kan gå til pilates i særlige pilatesstudier, som efterhånden findes flere steder i hele landet. Det er forholdsvist dyrt, typisk over 100 kr./træningsgang, hvilket trækker ned på vores vurdering af tilgængelighed. Der findes et hav af dvd’er til hjemmetræning (priser omkring 130 kr.), så er du til maveøvelser på stuegulvet, kan du træne på egen hånd.
Her kan du læse Hjerteforeningens motionseksperter vurdering af, hvor stor effekt pilates har på kondition, styrke og tilgængeligheden i at udøve den.
Styrke 3![]()
Kondition 1
Tilgængelighed 3![]()
Kondition:
Kondition bliver vurderet i forhold til, hvordan motionsformen påvirker dit kredsløb og hvor let, det er at blive forpustet og dermed forbedre dit kondital.
Styrke:
Styrke bliver vurderet i forhold til, hvordan motionsformen involverer og belaster din muskulatur i hele kroppen.
Tilgængelighed:
Tilgængelighed vurderes i forhold til, hvor stort et netværk af udøvere, der er i Danmark eller hvor den kan udføres. Kravet og behovet for motionsudstyr og økonomi samt tidspunkt vurderes også.


