Gode råd til efterbehandling

Under din indlæggelse
Allerede under indlæggelsen er det en god idé at sørge for at få en plan for dit rehabiliteringsforløb. Planen bør ligge klar, inden du bliver udskrevet. Nogle hjertekarpatienter oplever, at forløbet ligger klar til dem allerede i starten af indlæggelsen, mens andre først oplever at modtage tilbud om rehabilitering længe efter udskrivning. Tilbydes du ikke rehabilitering under din indlæggelse bør du derfor henvende dig hos sygeplejersken. Du bør desuden:

  • Spørge, hvor du henvender dig for at starte din genoptræningsplan og rehabiliteringsforløb
  • Stille krav om at få et navn på den kontaktperson, som er tovholder på dit rehabiliteringsforløb enten på sygehuset eller i kommunen
  • Spørge, hvilken medicin du skal have, hvorfor du skal have den, om der er bivirkninger forbundet med at tage den? Du skal også vide, hvor længe du skal tage medicinen
  • Sørge for, at næste trin i din genoptræning og rehabilitering altid er aftalt, inden du forlader en af de behandlere, der tager del i forløbet. På den måde er du med til at sikre, at rehabiliteringen fortsætter, som den skal, og ikke drukner midt mellem sygehus, kommunen og din praktiserende læge

Hjælp efter hjemkomst
Efter hjemkomst fra hospitalet vil mange have vanskeligt ved at huske alle de råd og vejledninger, de modtog under indlæggelsen. De fleste oplever tiden på hospitalet som turbulent og sidder tilbage med masser af spørgsmål. Inden du forlader hospitalet, er det en god idé at spørge, hvem du kan kontakte med dine spørgsmål og problemer. For at få svar på spørgsmålene kan du også henvende dig hos din praktiserende læge eller Hjerteforeningens lokale rådgivningscenter

Første besøg hos lægen efter du er udskrevet
Mange patienter har et stort behov for at få svar på de mange spørgsmål, der naturligt opstår efter et sygdomstilfælde. Det kan være alt fra spørgsmål om selve operationen til spørgsmål om angst og psykiske reaktioner. Inden du besøger din praktiserende læge er det en god idé at skrive dine spørgsmål ned. Desuden kan det være en god idé at have en pårørende med til samtalen, sådan at I er to om at huske lægens svar og henvisninger. Brug eventuelt denne tjekliste som inspiration, når du skal formulere dine spørgsmål, sådan at du får det hele med. Det vil være naturligt at spørge til:

  • Behandlingen på hospitalet
  • Medicin
  • Rehabiliteringstilbud
  • Hvordan du kan få hjælp til rygestop, kostomlægning og motion
  • Dit sexliv
  • Angst, psykiske problemer, dine overvejelser om alvorlig sygdom og de tanker der naturligt nok følger med
  • Dine muligheder for at vende tilbage til jobbet efter sygdommen

Se mere om Før lægebesøget

Hold styr på medicinen
Vær omhyggelig med at tage din hjertemedicin. Hvis du har haft en blodprop i hjertet, skal du tage medicinen hver dag, ellers har du større risiko for igen at blive syg.

Du kan selv være med til at sikre dig, at du får den rigtige medicin. Du får bedst overblik, når du kender lidt til den medicin, du tager, hvorfor du får præparatet og hvordan det virker. Det er desuden altid en god idé at kende de eventuelle bivirkninger af den medicin, du tager. Det er også vigtigt, at du ved, at alkohol, naturmedicin og visse madvarer i nogle tilfælde kan forstyrre medicinens virkning. Hvis du er i tvivl, bør du tage en snak med din læge.

Læs mere om både medicin og naturlægemidler

bliv medlem gratis