Følg hjertesygs togt over Atlanten

Uddannet ingeniør Henning Böhm, 58 år og far til 3 sønner og 5 børnebørn, besluttede efter lægens dom, hvor han med 75 procent sikkerhed ville få en ny blodprop inden for et år og kun havde 50 procent chance for at overleve, at rejse alene med sin kat Felix over Atlanten. Henning Böhm har tidligere haft fire blodpropper og har et hjerte, der pumper på nedsat kraft. Henning har over 30 års erfaring med kapsejlads.


 

_______________________________________________________________

Vi bringer uredigeret  Henning Böhms rejseoplevelser
 
Følg også Henning tur på Facebook ”Yacht JOY’s venner”.

Mit navn er Henning Böhm, og jeg har haft 4 blodpropper i hjertet. Dette har medført at der kun er 25% kapacitet tilbage.
Fik min sidste blodprop i oktober 2011.
Var så træt af livet dengang, at da jeg mærkede blodproppen på vej, ikke ringede efter en ambulance, men i stedet ringede til min ex. kæreste og bad hende sige farvel til min familie og mine elskede 3 sønner.
Imidlertidigt tog hun fusen på mig, for imens hun talte med mig i mobil, ringede hun så fra sin fastnet telefon efter en ambulance.
Så imens jeg stadig talte med hende, trådte så en læge og 2 ambulancefolk ind i min stue, og jeg blev lidt hårdhændet bedt om at afbryde samtalen.
Blev så fløjet til Riget, hvor jeg så fik min 3. stents.

Da jeg så kom hjem fra Riget, kunne jeg ikke magte noget som helst. Boede i en lejlighed på 2. sal, hvilket var en kamp at bare komme op af de trapper!
Fik så i november bevilget førtidspension. Hvilket havde været en "kamp", imod kommunen igennem 2 år, og har nu da også papirer på hjerneskade, på korttidshukommelsen, og koncentration evnen. (er nu rart at have som undskyldning for min nogen gange mærkelige opførsel)?

Jeg gik til ugentlig kontrol hos egen læge, og på et tidspunkt spurgte jeg ham så om hans oprigtige mening, uden forbehold om hvorledes han så min helbredsmæssige fremtidsudsigt?

Hans svar var, at han vurderede at jeg med 75 % sikkerhed, formodentlig ville få en blodprop inden for et år, og 50% chance for at overleve denne!!
OK. På en anden udregningsmåde, er dette ensbetydende med 33% chance for at overleve endnu et år??

Så med denne lidt rystende fremtidsudsigt, ville jeg ikke bare sidde i min lejlighed, glo ud af vinduerne, eller ligge på sofaen og se på TV.
Jeg har sejlet sejlbåde og kapsejlads i over 30 år. Så jeg besluttede mig at købe en sejlbåd i USA, og singlehanded sejle denne ned til Caribien.
Hvis Vorherre ville ha mig, så skulle jeg da i det mindste have nogen positive oplevelser inden!
Denne beslutning medførte at jeg fik livsmodet tilbage, min depression forsvandt som dug for solen, og jeg ville leve og nyde livet igen, så længe det kunne lade sig gøre.

Jeg gjorde imidlertid mit liv op med mig selv. Vidste faren ved denne tur, og konsekvenserne at hvis jeg fik en blodprop ude på havet, ja så ville jeg dø!
Men hvad var alternativet jo? Et liv uden indhold, i ensomhed på 2.sal i ghettoen i Slagelse.

Så jeg købte for en hævet kapitalpension en 36 fods ældre sejlbåd i Connecticut, USA.

Fik drøftet det hele med mine 3 elskede sønner, som nu ikke ligefrem var begejstrede for ideen, men dog støttede mig i min beslutning.
Fik også nedskrevet min sidste vilje, så de ikke skulle stå i en situation at ikke vide hvad de skulle gøre hvis jeg nu skulle gå hen og stille træskoene!

Rejste så i november 2011 over til båden, medbringende min kat Felix.

Desværre var båden ikke helt som beskrevet af mægler (den skurk), så måtte ofre omkring 25.000,- kr., på at få den gjort klar til turen.
Lettede så fra Connecticut marts 2012, med kursen sat sydpå til varmere himmelstrøg.

Denne tur har været meget oplevelsesrig. Har haft flere uheld på denne tur, end de 30 års sejlererfaring tilsammen!

Første uheld var at jeg efter at have krydset på Atlanterhavet, udenfor Long Island nordkyst, virkede autopiloten så pludseligt ikke? Hmmm.
Havde checket og afprøvet denne før afgang?
Så jeg måtte sidde ved rattet i 55 timer, uden søvn.
Ramte så tillige en storm om natten, som varede ca. 6 timer, men den gav hverken mig eller båden nogen problemer. Dog var jeg nu ekstrem træt og noget dehydreret!
Pludseligt foran stævnen på båden, midt ude på Atlanterhavet, stod så en far, mor og to børn holdende hånd??
Jeg gik fuldstændig i panik, og drejede på rattet som en afsindig for at undgå en kollision!!

Gik op for mig, at dette naturligvis ikke kunne være rigtigt, og konkluderede at jeg havde hallucinationer?
Så jeg satte mig godt tilrette og bare nød, hvad hjernen nu ellers kunne fremkomme med spændende ting.
Jeg så kirsebærtræer, kunne endda dufte dem?
Hvilken fantastisk oplevelse. Var dybt imponeret over hvad hjernen kunne frembringe på denne måde. Det var så tydelige og klare billeder!
Det sidste var at der viste sig 6 ukendte ansigter i lugen ned til kahytten, som stirrede på mig!
Hvordan kan en hjerne fremkalde 6 ukendte ansigter, det fattede jeg nu ikke?
Men var nu lidt træt af de "billeder", så råbte til disse ukendte personer, at i stedet for at stå der og glo på mig, så gå for helvedet ned og lav mig noget kaffe!!!

Vinden forsvandt nu helt, og jeg lå nu helt stille midt på Atlanterhavet.
Gik ned og lavede mig noget kaffe og fik noget varmt at spise.
Havde nu ikke sovet i små 63 timer??

Da jeg så kom op til rattet igen, ja så var jeg mega træt!!
Da jeg så skulle sætte mig bag rattet, tog jeg fat i overkanten af dette, og pludselig stod jeg så med rattet i hænderne.

Lidt underlig fornemmelse at befinde sig her ude på Atlanterhavet med rattet i hånden, og ikke have mulighed for styring!
Der var jo heldigvis ingen vind, og jeg var på ca. 30 meter vand!
Så op på dækket, tog sejlene ned og droppede mit anker.
Tænkte hvad nu????
Var jo ikke andet at gøre end for 1. gang nogensinde i mit liv at bruge min radio, og kalde "MAYDAY, MAYDAY, MAYDAY"

Efter 15 min. fik jeg kontakt med US Coast Guard, som efter nogen snak, sagde de ville komme ud og hente mig ind?

De trak mig så ind til en lille fiskeri-havn, hvor jeg dog måtte ligge udenfor, idet min båd ikke kunne komme ind grundet sin dybgang?
Fik skiftet en dum bolt på rattet, som var knækket og årsagen! Oprindelige bolt var af plast, hvilket jeg bandede lidt over, men omvendt, ja så har den siddet der og holdt siden 1979, hvor båden blev bygget!

Sov nu i 30 timer, og lettede så 2 dage efter med mål og kurs imod New York.
Havde nu også fået lavet min autopilot igen, hvilket viste sig at kun være en løs el-forbindelse.
Ankom så til New York, og ville have nogle rigtige gode billeder af Frihedsgudinden.
Checkede min GPS og ekkolod, og ville sejle så tæt som muligt på denne statue, som absolut ikke er så stor som jeg syntes at have set på film.
Bang?
Sad så pludselig på grund på 1,40 meter vand?
Min GPS havde sagt der skulle være 2,50 meter vand, men korrekt sagde mit ekkolod nu pludseligt også denne ringe dybde?
Forklaringen var at ca. 100 meter nord for hvor jeg nu stod på grund, var en kæmpe sandsluger i gang med at arbejde.
Dette havde så medført at sandbankerne havde flyttet sig.

Kom nu fri efter ca. 1 times tid, idet jeg blot satte alle sejl og krængede båden af grunden, hoppede dog fra sandbanke til sandbanke.
Lagde båden ind i Newport NJ, hvor jeg så blev i en uges tid.
Fik set New York som turist, og fik for øvrigt lagt blomster på Ground Zero.

En nat, var det en smule køligt, så jeg tændte min lille varmeblæser for natten.
Klokken 03.00 om natten sagde den så pludselig PUF, og flammerne stod nu op af denne!
Den var af plastik, så det gik stærk med at flammerne hurtigt fik fat og blev højere og højere, og røgen var tyk og rev frygteligt i halsen.
Fik hurtigt åbnet lugen og trak noget frisk luft. Kæmpede en kamp med at få min ildslukker gjort fri af sin holder. Gav op og bare flåede den fri.
Flammerne var nu omkring 1 meter høje og der var nu også ild i gulvtæppet. Fik nu hurtigt slukket ilden med pulverslukkeren, men alt var nu ombord dækket at sod og hvidt pulver!!!
Tog mig 2 dage, at gøre båden ren igen!!!

Sejlede nu igen sydover, var inde i Point Pleasant Beach, Ocean City og Atlanta og kom så til Hampton, Norfolk.

Lettede så derfra en tidlig morgen, vejrudsigten havde desværre sagt vinden i snuden, så måtte krydse. Krydsede så i 3 døgn, dog med rimeligt søvn og forplejning.
Vejrudsigten varslede nu kraftig vind, hvilket jeg nu ikke så som noget problem.
Båden er en ældre "One Tonner Class" kapsejladsbåd. Designet af den kendt Doug Petersson. Ekstrem velbygget, solid og hurtig.

Men som forudsagt, så friskede vinden til kraftig vind, men da solen gik ned blev dette nu til en fuld storm, på grænsen af orkan.
Vinden var omkring 31 m/s, og natten var fuldstændig sort.
Det var så mørkt at jeg ikke engang kunne se mit storsejl, og måtte sejle ved at lytte til sejlene, som piskede som et maskingevær i stormen.
 
Hvert andet minut blev jeg overskyllet, ikke af en spand med vand, men nærmest med et badekar fyldt.
Jeg blev kastet rundt i cockpittet, min krop blev slynget imod cockpittet sider, med ekstreme kræfter.
Flere gange skreg jeg faktisk op i himlen, at NU ER DET NOK!!!
Mine luge ned til kahytten var ikke blevet lukket, men jeg turde simpelthen ikke forlade rattet, for jeg ville blive skyllet overbord, selv med livline på!
Lagde mig så ned i bunden af cockpittet, med rattet over mit hoved.
Lå i konstant vand til over brystet, og takker min skaber og mine 30 års erfaring, for at jeg kunne sejle på at lytte til sejlene som jeg stadig ikke kunne se.
Jeg har ALDRIG oplevet så mærkelige bølger?
De var omkring 9 meter høje, stejle og brækkede i toppen. Dette kan normalt simpelthen ikke lade sig gøre??
Det var som af køre rutschebane med bind for øjnene, og for første gang i mit liv var jeg bange, bange for at dø?

Da det endeligt blev lyst igen, så jeg hvilket inferno jeg befandt mig i.
Kunne stadig ikke fatte hvad der foregik, med de bølger og den måde de opførte sig på?
Men vinden flovede langsomt, jeg kunne igen sidde bag rattet uden at blive hamret imod cockpit siderne.
Efter et par timer, kunne jeg endda sætte autopiloten, og gå ned i kahytten.
Et mindre chok fik jeg så!
Der stod ca. 30 cm., vand i bunden over dørken (gulvet). Felix, som jeg var meget urolig for, lå på en hylde i klædeskabet og gloede først på vandet, der skvulpede fra side til side, og så derefter ligesom spørgende på mig. "Skal der være så meget vand her"?

Jeg gik i gang med at tømme vandet ud med en spand! 386 spande af 10 liter., ja det svarer til 3,86 tons!!!
Hele min krop var dækket af kæmpe blå mærker, og jeg besluttede at returnere til Hampton, Norfolk.
Ankom tilbage dertil efter 2 døgn, hvor jeg dog fik hvilet mig undervejs og fik spist regelmæssigt.

Fik talt med nogle lokale om min oplevelse, som forklarede at det sted jeg havde ramt orkanen "Alberta", var ud for "Cape Hatteras".

Cape Hatteras, kaldes også Atlanterhavets kirkegård, med flere tusinde skibsvrag???
Sidste offer for Cape Hatteras, er fregatten ”Bounty”!

Det er det værste sted på hele Atlanterhavet, idet den nordlige havstrøm lige her rammer golfstrømmen, hvilket netop medfører at bølgerne her er total uforudsigelige!
Desuden kan der være grundt vand, helt ud til 20 sømil fra land, idet disse sandbanker konstant flytter sig, grundet strømforholdene!!!
Så at jeg overlevede dette, var en bedrift, fik jeg trøstende at vide!
Desværre var min lænsepumpe, al elektronik, mine to kameraer og min laptop, nu ødelagt af havvand.
Desuden var min gummibåd, jeg havde haft på slæb, forsvundet? Havde kun håndtaget og rebet den var blevet trukket i tilbage. Så gummibåden lå nok nu på bunden ved Cape Hatteras?

Min mave havde det underligt, og jeg konstaterede at jeg havde lidt blod i afføringen?

Efter et par dage, besluttede jeg mig for at lette igen, men denne gang tage "The Intra Coastelway".
Dette er simpelthen en tur inde i landet, igennem floder, gravede render og søer. På denne måde kunne jeg så undgå Atlanterhavet, som nok havde sat et grimt mærke i min bevidsthed!

En fantastisk tur igennem sumpområder, med hejre der stod så tæt at man næsten kunne røre dem. Gik igennem 20 broer og sluser, som flot åbnede sig, når man nærmede sig.
Sejlede hovedsageligt på motor, og satte kun sejl når større søer skulle krydses.
Gik dog på grund 4 gange, selv om jeg sejlede lige i midten af kanalerne, hvilke jeg dog hver gang kom fri af, uden problemer og for egen motorkraft.

Min mave blev dog værre og værre, og jeg havde fået tynd mave.  3 gange, må jeg indrømme, nåede jeg faktisk ikke ned på toilettet, og måtte skifte bukser???
Jeg kom på et tidspunkt til en bro der hedder Alligator River. Sejlede igennem denne, og så husker jeg ikke mere?

Jeg vågnede op nede på køjen i kahytten, split hamrende nøgen?
Gloede på mig selv, og tænkte "hva' helvede har du gang i"?

Kunne mærke at båden lå stille, der var ingen vind, og stak så hovedet op igennem lugen.
Til højre sump, bagud sump og til venstre sump???
Jeg besluttede at det hele må være et mareridt og gik tilbage i køjen og sov videre.
Vågnede så ca. 4 timer senere, gik op i cockpittet og konstaterede at båden stod grund på en gammel træstub under vandet, men der var klart vand i stævnen.
Konstaterede tillige at det var ebbe og satte mig så bare til at vente på højvande skulle komme igen!
Efter 3-4 timer, ja så sejlede båden igen og jeg begyndte som det mest naturlige i verden, at krydse igen imod vinden.

Jeg havde ingen fornemmelse hvor jeg var på vej hen?
Pludselig så jeg den samme bro jeg havde sejlet igennem den foregående dag, og måtte konkludere med mig selv, at den var helt galt med hjernefunktionen?

Bad om hjælp af en amerikansk båd der trak mig igennem broen igen, og hjalp mig ind til en marina der lå lige op af broen.

Tror denne båd også har tænkt, han er rablende skør, for efter kun ½ time fortøjret her i marinaen, fik jeg "besøg"  igen af US Coast Guard.
De talte med mig, og helt "uforståeligt for mig", tilkaldte de en læge?
Lægen konstaterede at jeg var stærkt dehydreret og led af kraftig blodmangel, formodentligt fra indre blødninger.

Fik nu ingen behandling, ud over at jeg nok skulle blive her i marinaen og komme til kræfter igen.

Sammenfaldende med dette ophold, konstaterede jeg at mit Mastercard her blev afvist hele tiden.
Jeg vidste der var penge på kontoen, ikke mange, men penge var der da på kontoen?

Tog mig 3 dage at finde ud af at min kære bank, havde udsendt nye Mastercard, og mit gamle hermed var blevet annulleret?

Flot service!!
Min bank vidste jeg var i USA, og alligevel havde de sendt kortet til min gamle adresse?

Levede nu her i marinaen på kredit, og ventede 3 uger på et nyt Mastercard, som endeligt kom via min ældste søn.
Var kommet til kræfter igen, som i starten var meget svage og jeg kunne næsten ikke gå de 200 meter op til cafeteriet, for at få noget at spise.

Lettede så efter de ca. 3 uger igen sydpå, uden nogen problemer. Var inde i marinaen Belhaven, hvor der var golfvogne til gratis benyttelse af os sejlere.
Ankom så til Oriental i North Carolina.
Et mekka for sejlere.
Byen har 3 gange så mange både registreret som beboere? Vejret fantastisk imellem 25 - 40 graders varme.
Der er gratis cykeludlejning for os sejlere, så indkøb kan klares nemt og behageligt.
En aften jeg skulle op og handle på cykel, blev jeg pludselig dårlig og måtte sætte mig ned på fortovet, lige udenfor restauranten ”The Trawl” (Mit andet hjem).
Fik det dårligere og dårligere. Sveden simpelthen sprang ud af alle mine porer. Tænkte den er gal???  Kæmpede mig kravlende op af de udvendige trapper til restauranten.
Folk kom løbende og hjalp mig op, og fik mig placeret ind på toilettet, hvor der var aircondition, for temperaturen var omkring 40 grader, så alle mente jeg nok havde fået et hedeslag?
Efter ½ time, havde jeg det så bedre, fik noget koldt at drikke. Fik nu ikke handlet ind men spiste her på restauranten.

Dagen efter vågnede jeg om morgenen på min køje i kahytten. Havde det underligt og var svimmel. Hver gang jeg forsøgte at rejse mig op, følte jeg at jeg ville besvime.
Så blev liggende her på køjen helt til aftenen. Klokken var nu omkring 20.00, og jeg måtte erkende at den igen var helt galt og jeg nok skulle have noget hjælp.
Så kravlede nærmest hen af molen (ca. 200 meter), hen og op at trapperne til restauranten, hvor jeg så bad servitricen, tilkalde en ambulance!
En samaritter i byen, som tillige var blevet tilkaldt, ankom først og tog mit blodtryk.
Kikkede undrende på mig, og sagde "Du burde være død"???
Ambulancen kom så, og jeg blev kørt på hospitalet i New Bern.
Her gentog historien sig med blodtrykket?
Fik fortalt om mine tidligere blodpropper, men også om mine indre blødninger og tidligere blod i afføringen.

Så nu en anden undersøgelse med kikkert ned i maven. Jo, jeg havde 2 blødende mavesår og fik sammenlagt 4 liter blod her på hospitalet.
Havde den "morsomme" oplevelse, at nok omkring 10 læger fra andre afdelinger, lige skulle hilse på "den danske viking", der skulle have, men ikke ville dø!!!

Ja det var så en kort fortælling om min lange oplevelsesrige tur til Caribien.

Jeg befinder mig stadig i skrivende stund her i Oriental NC. Har det nu igen fantastisk. Har ikke haft så mange kræfter i mange år som jeg har nu p.t.
Har bl.a., hjulpet en herboende dansker med flytning, uden problemer?
Til en havnefest her i byen, ja der udvalgte jeg så festens smukkeste kvinde, og havde den fantastiske oplevelse, at kunne danse med hende hele aftenen, uden at blive forpustet og stakåndet?

Har nu også fået udskiftet alt det ødelagte elektronik ombord, inkl. en brugt laptop, samt en ny gummibåd og påhængsmotor.

Jeg elsker simpelthen livet igen, og har det helt fantastisk vidunderligt.

Jeg letter herfra Oriental NC, om ca., en uge, og turen går stadig sydover ned til azurblåt vand, palmeøer og bananskørt klædte jomfruer?
(lad mig nu blive i troen)
Til februar / marts går turen så til Porto Rico, og derefter over Atlanterhavet til enten Azorerne eller de Kanariske Øer, alt efter vindretningen til den tid?
Derfra langs kysten tilbage til lille Dannevang, hvor jeg forventer at ankomme til Juli / August 2013.

Tror jeg må være en direkte efterkommer af de danske vikinger, er kun kommet til USA med en senere båd?

At jeg har kunnet klare alle disse forhindringer, overlevet at mangle 4 liter blod, med kun 25% hjertekapacitet, er jo fantastisk og vidunderligt, ikke?

Tror at netop dette at blive "tvunget" til at være aktiv ombord på en sejlbåd, har givet mig kræfterne tilbage, har givet mig et indhold i livet, og givet mig en livsglæde og humør, man ikke kan købe for penge?

Så jeg tilbyder jeg alle i hjerteforeningen, medarbejdere, eller medlemmer med dårligt hjerte. I er alle velkommen her ombord, vil ikke koste en krone, kun egen fortæring og naturligvis transport hertil  båden!
Båden hedder JOY, og mere rammende kan det vel heller ikke være?

I øvrigt har jeg en side på Facebook, der hedder : ”Yacht JOY’s venner”, her kan man følge min tur og mine oplevelser. Alle er naturligvis velkommen her.
HVOR ER LIVET IGEN VIDUNDERLIGT DEJLIGT!!!

Lige nu befinder jeg mig i Cape Canaveral. Du ved derfra de sender raketter op fra ? LOL.
 
Jeg fejrede Jul her og bliver her til den 31. Dec, hvor turen så går til Miami, kun en dagstur herfra !
Juilen var hård følelsesmæssigt, og for 1. gang følte jeg vemod og ensomhed, når man befinder sig så langt væk fra mine elskede sønner og mine børnebørn.

 
Her i marinaen, er intet WI-FI, og jeg har derfor ikke haft mulighed for at komme på nettet. I skrivende stund står jeg inde i badeværelses her på marinaen, og har fået lov at gå på Deres lokale net, som de har ladet været åbent for natten.
 
Havde den uhyggelige oplevelse, at jeg var meget tæt på at blive smidt ud af USA, idet mit Visa er udløbet. Det underlige var at jeg 4 gange har haft kontakt med US Coast Guard, som hver gang har set mit visa og sagt det ikke havde nogen betydning, "Jeg var jo dansker, en allieret".
Nu pludseligt var det en stor forbrydelse ???
 
Jeg fik aller-nådigst mit visa forlænget, af "menneskelige hensyn", men skal faktisk være ude af USA den 31. Dec.
 
Så jeg krydser fingre for jeg ikke løber på myndighederne i Miami ??? LOL.


Turen hertil gik som sædvane med uheld.
Ramte selvfølgelig lige en storm, som flænsede min genoa !!! Så ville min motor ikke køre mere, og så efter 2 dage på vandet, ikke mere strøm på mine batterier !
Ingen strøm, intet GPS system !!!
 
Så sejlede tæt på kysten, og så pludseligt en sand-rev foran mig ?? Så i let vind bare udaf væk fra revet og med lidt bankende hjerte, kom jeg da også forbi og fandt indløbet her til havnen.
 
Nu har jeg selv repareret min motor, som viste sig udelukkende at være et filter i dieseltanken der var forstoppet af møg !!!
 
Generelt ved godt mod, kun lige Julen har sat sit mørke mærke i mit sind !

23. januar 2013
Lige nu befinder jeg mig i Fort Lauderdale, i det sydlige Florida.
Bliver nødtvunget nødt til at vente på næste pensionsudbetaling, for Felix skal gen-vaccineres imod rabies, jeg skal have købt en ny chip til min GPS over Bahamas, Cuba og Caribien, hvilket min nuværende chip i GPS's ikke dækker!
Slutteligt så koster det 150 $, bare at få lov at komme ind i Bahamas ?
 
Har foldet mit Dannebro sammen, for hvis jeg bliver bordet af "Custom Control" her i Fort Lauderdale, ja så har jeg store problemer. Skulle jo have været ude af USA, inden den 01. Jan, hvor mit forlængede Visa udløb !!!
Så sidder lidt bekymret her generelt og krydser fingre for de ikke får øje på mig!!! LOL.
 
Hvis alt går vel, så letter jeg herfra den 01. Feb, med kurs til Bimini i Bahamas. Derefter har jeg intet planlagt lige p.t., men VIL se og opleve Cuba og Caribien, og især her de tidligere dansk vestindiske øer.
Ja og så går turen over Atlanterhavet, men kun til Azoerne og derfra så er det jo på det nærmeste kystsejlads langs Portugal, Frankrig, Holland, Tyskland og så hjemme i Danmark.
Dette gør det hele lidt mere sikkert, idet jeg på denne måde, kan søge havn, hvis vejret viser sig fra sin grimme side!
Turen tilbage formoder jeg at tage 2-3 måneder, og har jo lovet min familie at være hjemme til Juli/August, så er faktisk ved at komme lidt i tidsnød.


Henning Böhm

3. april 2013
Jeg har det kanon godt. Arbejder hver eneste dag på JOY, hovedsageligt med forbedringer og udskiftninger at nedslidt materiale.

Jeg har monteret en ny stor bundvandspumpe, hvilket nu gav nogle problemer, idet der ikke er en decideret sump at suge fra. Og da jeg skulle bore hul i siden af JOY for afløb, så krydsede jeg så absolut fingre for, at jeg borede over vandlinjen. Samtlige sø-ventiler er nu eftergået og enkelte slanger og flere spændebånd udskiftet. Håndvasken i toilettet har nu fået afløb, og ikke som før løb til toilettet.

Jeg har fået monteret den første solfanger, og venter nu på to mere, så jeg i alt kommer op på 165 Watt, hvilket igen skulle give mig ca. 14 Amp. Har også udskiftet i alt 240 m løbende tovværk, og venter forresten også på køleelement til mit køleskab, så jeg kan handle lidt mere fornuftigt ind og holde det koldt. Slutteligt har jeg så afmonteret alt det gamle møg, som alligevel ikke var tilsluttet og som ikke virkede. Vejret er stadig fantastisk, i dag op til 30 graders varme.

Havde dog i sidste uge det ikke så godt, idet min kat Felix tilsyneladende var syg. Han gik rundt og hostede hele tiden, sov utroligt meget, var uoplagt og havde feber. Så med bankende bekymret hjerte og rystende hænder var vi så i går til dyrlæge.

Felix fik taget røntgenbillede og blodprøve, imens jeg sad dybt bekymret i venteværelset. Til min store glæde var det nu ikke noget alvorligt, men han lider af astma. Han fik nogle indsprøjtninger og noget væske. Blodprøven var mere for at konstatere, om han skulle have hjerteorm. Ja, hjerteorm. Tilsyneladende er det meget almindeligt hernede i syden. Hjerteorm kan overføres via myg, men kan dog også helbredes, og anses ikke "farligt" her. Regningen var på næsten 3.000,- kr., som gør et godt indhug i økonomien, men uden løgn og omkostninger, så kan jeg faktisk leve for ca. 100,-kr. om ugen her.

Jeg ligger stadig for anker i Lake Sylvia her i Fort Lauderdale, Florida i USA. Det er jo trods alt gratis, så ingen havneleje.

I dag var jeg så i kirke med et vennepar, der også ligger her. De er fra New Zealand og er på vej til Portugal. Et andet vennepar, lettede her i nat, med kursen til Miami og derefter så Bahamas. Samme tur jeg snart tager, så dem møder jeg nok igen. De har været utrolig søde og hjælpsomme. Forleden kom fruen i gummibåd hen til mig med hjemmebagt kage. MUMS! Det var en kage, som mindede utrolig meget om min favorit "drømmekage" dog var denne uden kokos.

Mens I går rundt derhjemme i kulden, så tænk på stakkels mig som må ofre mig her i t-shirt og korte bukser, og arbejde som en hest :-) Det er jo helt frygteligt med den kulør, man får på hele kroppen. Er det ikke synd for mig :-)

Noget andet positivt, så taber jeg mig, YES! Er gået fra størrelse 34 til 30 i bukser, og har en helvedes masser energi. Men sixpack kan jeg nu alligevel ikke rigtigt finde. Der er nok nogen, der er stjålet den?

CMS - Content Management System by SiteLoom