Pårørende til en hjertesyg
Det kan være belastende at se de ændringer, der sker, når ægtefælle, forældre eller andre af dine nærmeste bliver syge
Hos de fleste fremkalder det mange følelser og tanker. For det er ikke kun den hjertesyge, der bliver ramt. Det gør den øvrige familie også.
Det kan være svært at få arbejde, familie og det sociale liv til at fungere i tiden lige efter sygdommen, hvor hele situationen let kan opleves som kaotisk. Både familiemedlemmerne og den hjertesyge kan hver især føle sig ensomme.
De pårørende reagerer også på presset
I den første tid vil du naturligt nok som pårørende have fokus på den syge og på at få hverdagen til at fungere. Men når der falder lidt mere ro over det hele, kommer reaktionen ofte som en helt naturlig ting i forlængelse af det chok, som sygdommen er. Du kan reagere såvel fysisk som psykisk.
Måske oplever du fysiske symptomer som hjertebanken, rysten, sveden, svimmelhed og anspændthed. Måske svinger dit humør rigtig meget. Du kan have svært ved at koncentrere dig. Selv dig med det rolige temperament kan opleve at blive irriteret over de mindste ting. Og det er ikke usædvanligt, at du på grund af magtesløshed føler vrede mod den syge og behandlingssystemet.
Når sygdommen dominerer livet
Sygdommen kan let komme til at dominere hele jeres hverdag. Derfor er det vigtigt, at du også forsøger at give dagene et andet indhold. At føle med din nærmeste er ikke nødvendigvis det samme som at lide med ham eller hende, og at du ofrer dig helt og holdent er ikke altid til fælles bedste.
Som pårørende er det vigtigt, at du holder fast i, hvor din grænse går. Husk - det er ikke dig, der er blevet syg. Du har brug for at tage en pause og dyrke dine egne interesser.
Vær åben over for den hjælp, som familie, venner og kolleger tilbyder. Skab også mulighed for at kunne sætte dine egne ord på den angst og usikkerhed, som der følger med sygdommen.
Hvis tankerne bliver for mange og kaotiske, kan det være en god idé at søge professionel hjælp. Som pårørende har du mulighed for via sygesikringen at få tilskud til samtaler hos en psykolog, når du får en henvisning fra din praktiserende læge.
Du kan også kontakte Hjerteforeningens rådgivningscenter, hvor du kan få individuelle samtaler eller kontakt til andre pårørende.