Overarbejde skader hjertet
Af Jette Kingod. Udgivet tirsdag den 1. juni 2010
Tre-fire timers dagligt overarbejde øger risikoen for hjertekarsygdom markant
Overarbejde er sundhedsfarligt. Det fastslår et stort engelsk studie blandt 6.000 offentligt ansatte i regeringskvarteret Whitehall. I 11 år har forskere fra bl.a. University College i London fulgt 4.262 mænd og 1.752 kvinder. Resultaterne er nu offentliggjort i European Heart Journal, og der er ingen tvivl: dagligt overarbejde i timevis øger risikoen for at få hjertekarsygdom.
Studiet viser klart, at jo flere timer man arbejder over, jo højere er risikoen for hjertekarsygdom i form af åreforsnævring, der kan føre til dødelige blodpropper i hjertet, mindre blodpropper eller hjertekrampe. Har man tre-fire timers dagligt overarbejde, er risikoen for at få hjertekarsygdom 60 procent større, end hvis man overholder sit timetal eller arbejder en til to timer over dagligt.
Forskerne mener, at en lille del af forklaringen kan ligge i, at folk, der arbejder meget over, har et bevægelsesmønster, som er kendt for at øge risikoen for hjertekarsygdom. De er også mere tilbøjelige til at gå på arbejde, selv om de er syge, og tidligere undersøgelser har vist, at det øger risikoen for blodprop i hjertet.
Forklaringen kan også være, at ansatte med meget overarbejde er mere fremfarende, anspændte og konkurrencelystne end andre. Det kan føre til depressioner, søvnløshed og angst, og de ansatte oplever dermed et arbejdsrelateret stress, som over en længere periode kan skade kroppens stofskifte.
Sig fra
Hjerteforeningens stressekspert, overlæge, dr. med. Bo Netterstrøm, Bispebjerg Hospital, giver udtryk for, at personer, der har så meget overarbejde nok ikke har lært at prioritere deres liv og har svært ved at sige fra.
- Derfor løber de en risiko for at blive stressede, siger han.
Dagligt langvarigt overarbejde (mere end 500 timer/år) har i japanske undersøgelser vist at øge risikoen for metabolisk syndrom, der igen øger risikoen for hjertesygdom.
- Det er nok den manglende restitution, der er ansvarlig for sygdomsrisikoen. Så det gamle krav om 8 timers arbejde, 8 timers privatliv og 8 timers søvn er således også fornuftigt set fra et sundhedsmæssigt synspunkt, fastslår Bo Netterstrøm.
Kontrol af risikofaktorer
Hjerteforeningens sundhedschef Charlotte Kira Kimby påpeger, at arbejdspladsen har et medansvar for de ansattes sundhed.
- Når vi er ude at hjælpe virksomheder, hvor medarbejderne konstant har deadlines – fx journalister – oplever vi, at de ud over lange arbejdsdage også typisk har en livsstil med dårlig kost og manglende motion. Det er en rigtig farlig cocktail, hvor der er grund til at råbe vagt i gevær over for ledelsen. Som et minimum bør arbejdspladser, som pålægger deres ansatte meget overarbejde, tilbyde ordninger, som kan hjælpe med at kontrollere risikofaktorerne for tidlig hjertesygdom, fx motionsordninger, rygestopkurser, sund kantinemad og løbende helbredstjek, siger Charlotte Kira Kimby.
- 02/09-2010
Over 1 million kroner gik til den gode sag - 31/08-2010
Hver femte dør trods effektiv behandling - 31/08-2010
Syv nye råd om alkohol - 31/08-2010
Tusinder af hjertepatienter skal have ny pacemaker - 29/08-2010
Ny medicin redder hjertesvigtpatienter fra at dø


