Storstilet jagt på hjertets selvforsvar
Af Hjerteforeningen. Udgivet onsdag den 12. december 2007
Læger på Skejby Sygehus arbejder sammen med forskere i Canada og England om at finde det stof, der beskytter hjertemusklen mod at blive ødelagt af blodprop
Med opbakning fra en fransk forskningsfond på 35 millioner kroner er et internationalt team af læger på sporet af et stof, som kroppen selv producerer, når den stresses på grund af iltmangel. Stoffet menes at beskytte hjertemusklen mod ødelæggelser efter blodprop i kranspulsårerne.
Læger på Skejby Sygehus er gået ind i jagten på stoffet med et kontrolleret projekt, som skal omfatte 240 patienter. Undervejs i ambulancen får patienter med blodprop i hjertet stoppet blodforsyningen i en kort periode med en blodtryksmanchet om overarmen. Den kortvarige iltmangel, der opstår, menes at stresse kroppen til at producere et stof, der formentlig ligner det, der udskilles ved motion. Teorien er, at stoffet beskytter hjertet og er årsag til, at hjertemusklen hos nogle mennesker kun skades ganske få procent efter en blodprop, mens der kan være tale om halvtreds procent ødelæggelse af musklen hos personer, der formentlig ikke udskiller stoffet.
- Hvis metoden virker så godt, som de foreløbige resultater tyder på, kan den formentlig bruges til at behandle en række andre sygdomme og ikke kun blodpropper i hjertet. Effekten kan sikkert også opnås i hjernen, lunger, lever og nyrer, siger professor Hans Erik Bøtker, Århus Universitetshospital Skejby.
Indtil videre har 130 patienter været omfattet af den kontrollerede undersøgelse, som forventes afsluttet til maj. Selve projektet løber over de næste fire år.
Det er den franske forskningsfond Leducq Fondation, der har gjort det storstilede forskningsprojekt muligt. Læger i Toronto arbejder på at identificere stoffet i forbindelse med operation på børn. I Oxford kigger man på, om stoffet også beskytter karrene og ikke kun musklerne mod skader.
- Målet med forskningsprojektet er ikke alene at forbedre chancerne for patienter med blodprop i hjertet, men også at forstå mekanismerne bag. Derfor omfatter projektet ud over patientundersøgelser og dyreforsøg også komplicerede undersøgelser helt ned på celleniveau. Det endegyldige mål er at finde det konkrete stof, som kroppen brug i sit selvforsvar, fortæller Hans Erik Bøtker.
Hjerteforeningen støtter et delprojekt om ny metode til at måle hjertefunktionen
Læs om projektet
- 08/09-2010
Folkeskoler svigter undervisningspligt i førstehjælp - 02/09-2010
Over 1 million kroner gik til den gode sag - 31/08-2010
Hver femte dør trods effektiv behandling - 31/08-2010
Syv nye råd om alkohol - 31/08-2010
Tusinder af hjertepatienter skal have ny pacemaker


