Hjerteforeningen

Gem side | Send | Print | Del

Danske hjerteforskere har fundet den bedste bypass

Af Mette Stougård. Udgivet onsdag den 18. november 2009

Operation på bankende hjerte eller brug af hjertelungemaskine er lige sikre metoder ved bypassoperation. Det fastslår ny dansk forskning, som Hjerteforeningen har støttet med 5 millioner kroner

De mere end 2.000 danskere, der hvert år gennemgår en bypassoperation, behøver ikke at bekymre sig om, hvorvidt de bliver koblet på en hjertelungemaskine eller ej under operation. Begge metoder er nemlig lige sikre. Det konkluderer danske hjertekirurger i dag på en kongres i Florida arrangeret af den amerikanske hjerteforening.
 
Risikoen for at dø, hvis lægerne anvender en hjertelungemaskine, er 1,8%, mens risikoen for at dø er 1,6% hos de patienter, der har gennemgået en bypass uden en hjertelungemaskine. Ved operation med hjertelungemaskine bliver patienten koblet til en maskine, der overtager hjertets og lungernes funktion. Under operation uden tilkobling til maskine holdes hjertet i ro af særlige sugekopper.
 
-  Vi har fået bekræftet vores fornemmelse af, at begge metoder i lige høj grad sikrer ældre patienters overlevelse. Hidtil har vi ikke haft særlig megen viden om, hvilken metode var sikrest og dermed bedst for disse patienter, siger Kim Houlind, hjertekirurg og en af initiativtagerne til DOORS-projektet.

I fem år har hjertekirurger fra fire hjertecentre fulgt 900 patienter over 70 år for at finde den bedste bypassoperation til ældre, som udgør en stor del af bypasspatienterne i dag.Operationsmetoden er fastlagt ud fra lodtrækning.

Det nye banebrydende danske studie viser, at patienter har lidt større risiko for at få en blodprop i hjernen, hvis de har været koblet på en hjertelungemaskine. Til gengæld får patienter, opereret uden brug af hjertelungemaskinen, i lidt højere grad en blodprop i hjertet.
 
For nylig viste en lignende undersøgelse med flere end 2.000 patienter, at risikoen for at få en ny operation eller ballonudvidelse er større blandt de patienter, der gennemgik en operation uden en hjertelungemaskine. Resultaterne er netop offentliggjort i det anerkendte tidsskrift New England Journal of Medicine. Men patienterne i det udenlandske studie var yngre end patienterne i det danske studie.
 
 - Aldersgennemsnittet i vores studie svarer i højere grad til situationen på hjerteafdelingerne, hvor størstedelen af patienterne har passeret de 70 år. Til trods for, at vi har undersøgt færre patienter, er vores resultater pålidelige, siger Kim Houlind.
 
Deltagerne i DOORS-studiet er også blevet spurgt, om de oplever gener, og hvordan de klarer tilværelsen tre år efter operationen. Disse resultater vil lægerne nu analysere på for at få ny viden om, hvordan det går patienterne på længere sigt efter operationen.  
 
Om DOORS:
Fire danske sygehuse – Skejby, Odense, Gentofte og Aalborg - har deltaget i DOORS (Danish On-pump Off-pump Randomisation Study). Alle patienter er over 70 år, og gennemgik en bypassoperation for første gang. DOORS har haft et budget på 7,6 millioner kroner. Heraf har Hjerteforeningen doneret 5 millioner kroner.

Læs også: