Myokardiescintigrafi
En myokardieskintigrafi er en undersøgelse af blodforsyningen til hjertemusklen. Formålet er at fastlægge om der opstår iltmangel i hjertet under anstrengelse. Myokardieskrintigrafi kan betegnes som en isotop-scanning
Undersøgelsen foregår oftest på en klinisk fysiologisk afdeling på hospitalet og foretages over to forskelllige undersøgelsesdage.
På den ene dag undersøges dit hjerte, mens det er belastet. Hjertet belastes ved, at du er fysisk aktiv enten på en motionscykel eller et løbebånd eller ved at der gives medicin i en blodåre i armen. Medikamentet, dipyridamol, øger blodstrømmen til hjertet og kan således simulere en øget belastning af hjertet.
Når hjertet er belastet, indsprøjtes en lille mængde radioaktivt stof ved navn tallium i blodårerne. Sporstoffet optages i de hjertemuskelceller, der fungerer normalt.
Herefter kommer du over og ligge under et gamma-kamera, som kan følge den radioaktive aktivitet i hjertemusklen. Hvis en del af hjertet ikke får normal blodforsyning, vil det blive afsløret ved et underskud af sporstoffet tallium i cellerne i den del af hjertemusklen.
På den anden undersøgelsesdag foretages samme test, blot i hvilende tilstand, og de to undersøgelsesresultater sammenlignes.
Der er ingen bivirkninger af det radioaktive sporstof. Dipyridamol kan forårsage ubehag i form af hjertebanken, brystsmerter og åndenød. Det forsvinder dog hurtigt igen.