Hjerte-MR

Hjerte-MR er en undersøgelse, hvor man oftest vurderer hjertemusklen eller hjerteklapperne, men man kan også vurdere andre forhold ved hjertet

Undersøgelsen foregår som alle andre MR-skanninger. Det vil sige, at du ligger på et leje, som kører igennem skanneren samtidig med at der tages billeder. Ved hjerte-MR er der dog nogle særlige udfordringer, idet brystkassen med hjertet hele tiden bevæger sig. Dels når du trækker vejret, og dels når hjertet slår. For at mindske bevægelsen på billederne, så skal du ofte holde vejret, imens skanneren tager billederne.

Samtidig sætter man elektroder på brystkassen, så skanneren kan følge din puls, og dermed tage billederne på det tidspunkt, hvor det er mest hensigtsmæssigt i forhold til det, som man vil fremstille. Hvis ikke pulsen er tilstrækkelig langsom, eller du ikke kan holde vejret, så bliver billederne uskarpe og dårlige.
 
MR-skanneren siger høje bankelyde, imens den tager billederne. Det larmer en del, og du vil blive tilbudt at få ørepropper i ørene.

MR-skanneren er en meget kraftig magnet, derfor må der ikke komme metalting ind i MR-skanningsrummet. De kan simpelthen blive suget hen til skanneren af magneten. Før MR-skanningen vil du blive spurgt, om du har indopererede metaldele eller andre metalting i kroppen, hvilket kan være problematisk.

En særlig udfordring med MR-skanning er, at selve skanningsrøret, som lejet kører ind i, er langt og forholdsvis trangt. Det betyder, at der er nogle, som får klaustrofobi i forbindelse med skanningen. Klaustrofobien kan dog ofte forebygges med lidt beroligende medicin. Det betyder også, at hvis du er alt for overvægtig, så kan undersøgelsen ikke gennemføres.

Undersøgelsen bruges til følgende
  • Vurdering af forskellige former for sygdomme i hjertemusklen og hjerteklapperne
  • Ved mistanke om eller kontrol af medfødt hjertesygdom
Der bliver forsket i mange andre anvendelser af hjerte-MR.
bliv medlem gratis