Åreforsnævring i halspulsårerne

Halspulsårerne løber på hver side af halsen og fører blodet til ansigtet og hjernen. Dele af fedtaflejringerne (åreforsnævringen) i halspulsårerne kan løsne sig og føre til blodprop i hjernen. I nogle tilfælde, hvis åreforsnævringen er svær, kan det også medføre, at der ikke kommer blod nok til hjernen.

Symptomer
Åreforsnævring i halsens pulsårer kan som regel ikke mærkes. Åreforsnævring i halspulsårerne opdages ofte først, hvis du får en blodprop i hjernen. Symptomerne på en blodprop i hjernen kan være lammelser eller føleforstyrrelser i dele af kroppen, synsforstyrrelser eller talebesvær evt. kun forbigående i få minutter.

Undersøgelser
Åreforsnævring i halspulsåren kan ses ved en ultralydsundersøgelse. I forbindelse med ultralydsundersøgelsen kan lægen måle, hvor svær forsnævringen er.

Behandling
Åreforsnævring i halspulsåren kan behandles med operation og med medicin. Da der under en operation er en lille risiko for, at du får en blodprop i hjernen, tilbyder man som regel kun operation til patienter, der har haft blodprop i hjernen og som har en sværere forsnævring på halspulsåren. Derudover kan mindre svære forsnævringer med fordel opereres, hvis operationen kan gennemføres indenfor 2 uger. Operationen kan nedsætte risikoen for en ny blodprop i hjernen.

Den medicinske behandling er kolesterolsænkende medicin og behandling med blodfortyndende medicin som clopidogrel eller acetylsalicylsyre.

Åreforsnævring kan forebygges eller du kan forhindre at det bliver værre med de generelle råd om forebyggelse af åreforsnævring.

bliv medlem gratis