Hurtig hjerterytme

Hurtig hjerterytme kaldes også takykardi. Alle kan opleve tilfælde med kortvarig hjertebanken, uden at det skyldes sygdom. For eksempel kan for meget kaffe, for meget alkohol eller nervøsitet udløse anfald af hurtig hjertebanken.

Hurtig hjerterytme er en tilstand, der opstår pludseligt og oftest i anfald. Hvis anfaldene gentager sig eller varer mere end få minutter, eller du føler dig alment påvirket, bør du kontakte din læge eller henvende dig på skadestuen, hvor dit hjertes elektriske impulser kan blive undersøgt.

Symptomer
Nogle mærker, at hjertet banker væsentlig hurtigere end normalt, andre fornemmer en uro og sitren i brystet i forbindelse med hurtig hjerterytme.

Hurtig hjerterytme kan også opleves som en mathedsfornemmelse eller let åndenød, som kan være ledsaget af en angstfølelse.

Du bør søge læge eller skadestue, hvis den hurtige hjerterytme medfører svær utilpashed, eller hvis der kommer gentagne anfald.

Undersøgelser
Får man konstateret for hurtig hjerterytme, vil lægen typisk vurdere situationen ved at overvåge hjerterytmen og hjertets elektriske impulser.

Det gøres ved at måle et elektrogardiogram (EKG). Elektrokardiogrammet kan enten måles, mens man er indlagt på hospitalet, eller mens man er der hjemme ved brug af Holter-monitorering, som er en optagelse af EKG ved hjælp af en lille monitor.  

Behandling
Nogle mennesker har ikke brug for behandling efter et kortvarigt anfald af hurtig hjerterytme, mens andre kan behandles med medicin.

Der kan være tale om forskellige medicinske behandlinger – fra en enkelt dosis medicin til en længerevarende behandling med antiarytmisk-medicin.

Der kan også være behov for at afbryde rytmeforstyrrelsen ved at give et elektrisk stød. Stødet gives, mens man er i fuld bedøvelse.

Ved tilbagevendende generende hurtig hjerterytme vil man overveje at fjerne rytmeforstyrrelsen med radiofrekvensablation, hvor man forsøger at ødelægge de celler, som udsender de ekstra elektriske signaler i hjertet.

Ved farlige, hurtige rytmeforstyrrelser, der kan føre til hjertestop, er den almindelige behandling medicin og implantation af en defibrillator, også kaldet en ICD-enhed.

bliv medlem gratis