Bivirkninger
Ikke alle får bivirkninger af medicin, og der er flere ting, du kan gøre for at undgå det
Din egen læge eller lægen eller sygeplejersken på den hospitalsafdeling, du er tilknyttet, kan fortælle om mulige bivirkninger ved medicinen.
Der er langt fra alle, som får bivirkninger af medicin. Sørg for at få den rigtige dosis medicin på de aftalte tidspunkter. Lægen starter ofte med en lille dosis for at se, om du kan tåle medicinen. Senere skal dosen tit øges for at få den fulde effekt, ikke fordi du er blevet mere syg.
Hvis du skal behandles for andre sygdomme af andre læger, er det vigtigt at gøre opmærksom på den medicin, du får. Enkelte medicinske præparater kan påvirke hinanden i uheldig retning.
Tager du flere slags medicin på en gang, kan du hos Lægemiddelstyrelsen se, hvordan de påvirker hinanden.
Se hvordan forskellige slags medicin påvirker hinanden
Oplever du bivirkninger ved din medicin? Så kan du eller dine pårørende selv melde dem på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.
Det betaler sig at gøre Lægemiddelstyrelsen opmærksom på eventuelle bivirkninger, hvis du tager medicin. Styrelsen vurderer løbende de indberetninger om bivirkninger, de får. I sidste ende kan det fx betyde, at beskrivelsen af, hvordan du skal bruge medicinen, bliver ændret.
Selvom du nu har mulighed for at melde dine bivirkninger, anbefaler Lægemiddelstyrelsen, at du kontakter din læge, hvis du oplever bivirkninger ved din medicin. Det gælder både bivirkninger, som er beskrevet i indlægssedlen, der følger med medicinen og bivirkninger, som ikke er beskrevet i indlægssedlen.