Hjerteforeningen har modtaget 58 indstillinger til prisen som Årets hjerteredder 2017. Alle indstillinger (historier og begrundelser) kan læses i anonymiseret form her

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Alle hjerteredderne og de mennesker, de har reddet, er inviteret til et stort hyldestarrangement fredag den 24. februar. Her vil tv-vært og skuespiller Peter Mygind omtale hver enkelt redning og hylde hjerteredderne.

Den 24. februar bliver det desuden offentliggjort, hvilke tre af hjerteredderne der bliver nomineret til at modtage prisen som ”Årets hjerteredder”. Den redning, der efterfølgende får flest stemmer på hjerteforeningen.dk/givliv modtager den ultimative hyldest i Charlies Hjertegalla, der sendes live på TV 2 CHARLIE lørdag den 18. marts kl. 21.


Nr. 1 Redning den 15. januar 2016 (Værløse)
40-årige CB fra Værløse redder SB på 50 år. Ved mødestedet finder CB SB liggende livløs på stien

Indstillede:
40-årige CB, Værløse

CB og SB løber sammen to gange om ugen. De løber rundt om Søndersø i Værløse og mødes ved 2 km-pælen kl. 05:35.

Fredag den 15. januar 2016 havde det sneet, og SB kom som sædvanlig til mødestedet lidt før 5:35 og stod og ventede på CB.

Da CB kommer kl. 5:36 finder han SB liggende livløs på stien. Da han ikke kan få kontakt med SB, konstaterer han, at der er svag vejrtrækning men ingen puls.

CB begynder hjertemassage, mens han ringer 1-1-2 via appen på sin iPhone. CB får instruktioner, og der bliver sendt en ambulance fra Falck i Ballerup. Da SB ikke er faldet om på en adresse, har ambulancen vanskeligt ved at finde SB, selvom appen burde have løst det problem.

Efter cirka 20 minutter ankommer redderne til stedet. I hele den mellemliggende tid har CB givet hjertemassage, mens han har talt med alarmcentralen. Der er ret mørkt og ensomt ved Søndersø på det tidspunkt af døgnet, og vejret taget i betragtning er det helt naturligt, at der ikke kom andre løbere eller hundeluftere forbi.

Redderne benytter hjertestarter fem gange uden det ønskede resultat og monterer derfor et Lucas brystkompressionssystem, mens de tilkalder forstærkning for at kunne få SB båret op ad den stejle og glatte sti til ambulancen.

Hjertet kom i gang igen i ambulancen.

SB lå i koma på intensiv på Gentofte Hospital i fire dage og på hjerteafdelingen i cirka en uge, inden SB blev overført til Rigshospitalet for at få en tredobbelt bypassoperation, og herefter kom SB retur til Gentofte Hospital for at få en ICD installeret.
Den reddede:
50-årige SB, Værløse, var i alt indlagt i 22 dage, men er sluppet fra oplevelsen uden mén.


Nr. 2 Redning den 28. marts 2016 (Hjørring)
KCFG og JM (begge 33 år) og HBG på 55 år redder HCP på 53 år, da han får hjertestop under en gåtur i skoven med kæresten HBG

De indstillede:
33-årige KCFG, Hjørring
33-årige JM, Hjørring
55-årige HBG, Vanløse

HCP og kæresten HBG gik en tur i skoven i Hjørring 2. påskedag den 28. marts 2016. HCP fik det pludselig dårligt og falder om med hjertestop. HBG skyndte sig at ringe efter hjælp hos familien – KCFG og JM, som er få minutter derfra. Herefter ringede hun 1-1-2. KCFG og JM kom hurtigt løbende og påbegyndte livreddende førstehjælp.

JM gav hjertemassage, og KCFG gav kunstigt åndedræt. HBG talte hele tiden beroligende til HCP og holdt øje med ambulancen. Der var ikke hjertestarter i nærheden. Ambulance og lægeambulance ankom og overtog redningen og roste det meget fine arbejde, som KCFG, JM og HBG havde udført.

HCP blev lagt i kunstig koma og blev kølet ned. Efter nogle meget hårde dage med megen angst fik HCP det bedre og bedre, og otte dage efter var han helt sig selv. Det er et mirakel, at HCP overlevede og ikke har fået mén, og det skyldes helt den meget hurtige og korrekte livreddende førstehjælp fra KCFG, JM og HBG.

HCP er KCFG, JM og HBG evig taknemmelig, og de vil altid have en speciel plads i HCP’s hjerte.

Den reddede:
53-årige HCP, Valby, har lige gennemgået en tredobbelt bypass og er i bedring. Han kommer sig helt uden mén.


Nr. 3 Redning den 2. januar 2015 (Nykøbing F)
55-årige sygeplejerske SH og KJA redder den 26-årige MHH, da han bliver svimmel i træningscentret på løbebåndet og falder om med hjertestop

De indstillede:
55-årige SH, Nykøbing F
KJA

Den 2. januar 2015 havde MHH lige været på arbejde og kørte hjem og besøgte sine forældre, men skulle hurtigt hjem fordi MHH ville ud at løbe en tur. Da MHH kom hjem, besluttede han sig for at tage træningscentret på løbebåndet i stedet for landevejen, da det regnede. Det gik fint, han havde fået nogle minutter i benene, og på et splitsekund blev MHH meget svimmel. MHH kunne ikke se sit spejlbillede i vinduet foran ham, så MHH stod ud på siden af båndet. Herefter er det fortælling, inden MHH vågner op i ambulancen.

MHH vågner op i ambulancen, hvor redderen fortæller ham, at han har haft hjertestop. Det hele kører rundt i hovedet på MHH, som om han var beruset. MHH kommer ind og bliver undersøgt og derefter lagt på intensivafdelingen i Nykøbing Falster. Næste morgen kommer en sygeplejerske ind, som MHH ikke har snakket med før og spørger, hvordan han har det.

Det viser sig, at det var hende, der løb på løbebåndet ved siden af MHH i træningscentret. SH løb af båndet og så til MHH og begyndte at give ham hjertemassage, mens K, som var i receptionen løb efter en hjertestarter. På daværende tidspunkt havde træningscentret ikke en hjertestarter (hvilket de fik efterfølgende). K vidste, at den nærmeste hjertestarter var i Hollandsgård cirka 200-300 meter fra centret.

Da han kom tilbage, satte de hjertestarteren på MHH, og den gav MHH stød to gange uden at få liv i ham. Ambulancen var dog lige i nærheden, så den kom heldigvis hurtigt. De satte deres hjertestarter på MHH og fik til MHH’s held gang i hans hjerte igen efter omkring seks-otte minutter.

Hvis det ikke havde været for SH’s og K’s indsats, så havde MHH muligvis ikke været her i gang, og det er MHH dem evigt taknemlig for.

Den reddede:
26-årige MHH, Nykøbing F, har fået indopereret en ICD og lever i bedste velgående. MHH fejler ikke noget og har aldrig gjort det, han har bare været vanvittig uheldig. MHH træner og løber dagligt og er glad for at leve.


Nr. 4 Redning den 13. september (Ganløse)
SMC på 35 år redder SA på 60 år, da han falder om med hjertestop på badmintonbanen

Indstillede:
35-årige SMC, Lyngby

Min far, SA, var taget til sin vanlige onsdagsbadmintontræning i Ganløse Hallen. Efter ganske kort træning (15-20 minutter) oplever hans medspillere, at han bliver konfus, fjern og falder til jorden med hjertestop.

De er på hans alder og ved ikke, hvad de skal gøre, men får dog råbt på hjælp.

Den ene medspiller løber ind i den nærliggende håndboldhal, da de ved, at håndboldpigerne er til træning. Der får han fat i en håndbold spiller, SMC. Hun holder hovedet koldt og følger med ind, hvor forløbet starter.

Hun får på vej mellem de to haller en hjertestarter med, den påmonterer hun min fars bryst og begynder den livgivende førstehjælp. Efter hvad jeg har forstået, så skal der et par stød til, før de ser en reaktion på ham.

Ud over brugen af hjertestarter, så giver hun ham hjertemassage. Da min far er tidligere bypassmodtager kan dette ikke være en helt let opgave. Senere hen har vi fået fortalt af sygeplejesker på Gentofte Hospital, at det var gjort til et 12 tal.

Hans kammerater ringer 1-1-2, mens hun får liv i ham igen. Så meget så han kan svare på, hvad han hedder, og hvem der skal kontaktes, når ambulancen kommer og henter ham.

Han bliver puttet i en ambulance, hvor de tager over, og min mor bliver kontaktet og drager mod Gentofte Hospital.

Min far kommer til sig selv i ambulancen, men husker ikke meget fra forløbet og har siden hen fået det genfortalt af sine holdkammerater og SMC.

Efter forløbet har hun og min far været i pressen for at fortælle om forløbet set fra deres synspunkt.

Link:
Frederiksborg Amts Avis: https://sn.dk/Egedal/Zara-reddede-Steens-liv/artikel/605655
Lokal Avisen Egedal: https://egedal.lokalavisen.dk/steen-snoed-doeden-det-saetter-en-massetanker-i-gang-/20160913/artikler/709139149/1045

Desuden medvirkede de et i indslag i forbindelse med Hjertestarterdagen i TV2 Nyhederne, og jeg håber hendes heltemod har været med til at sætte snakken i gang omkring tilgængelige hjertestartere, da det netop var sådan en, der blandt andet gjorde forskellen.

Det skal nævnes, at jeg har fået alt dette genfortalt af min far, så jeg kan desværre ikke være så detaljeret.

Den reddede:
60-årige SA, Farum, er kommet helt ovenpå og er påbegyndt badminton og job igen.

Dog kan jeg som pårørende godt mærke, at det har været en oplevelse ingen af os glemmer, men han bearbejder den på bedste måde. Han lever nu med en pacemaker, har fået en helt ny respekt for hjertestartere, og hvor skrøbeligt livet er.


Nr. 5 Redning den 5. april 2016 (København)
GG redder en 27-årig kvinde, da hun falder om med hjertestop på Det Kongelige Bibliotek i København

Indstillede:
GG

En ung kvinde falder ned fra sin stol, da hun sidder i læsesalen på Det Kongelige Bibliotek. Hun er gået i kramper, der kunne ligne et epileptisk anfald, og kvinden har fråde fra munden. Der kommer mennesker fra læsesalen til for at hjælpe kvinden med at holde hendes hoved til siden, så hun ikke bliver kvalt i fråden.

Det hele går lidt hurtigt samtidig med, at folk skal finde ud af, hvem der gør hvad, samt hvad der skal gøres. Alle arbejder virkeligt godt. Nogle har ringet til 1-1-2, nogle har tilkaldt bibliotekets vagter, og andre bliver omkring kvinden. En person kalder ud i rummet efter en læge eller medicinstuderende. Lidt efter kommer en mand (GG) løbende og tager over. Resten af tiden giver GG på skift hjertemassage og kunstigt åndedræt. Samtidig er en kvinde i kontakt med 1-1-2, der giver rolige instrukser over telefonen.

På et tidspunkt vender kvinden rundt med venstre arm faldende ud til siden og hovedet ligeså. Hendes ansigt er helt blåt, øjnene helt udspillede og stirrende, og blikket er dødt, og ansigtet helt stille. Det ser ud som om, hun har fået hjertestop.

Efter nogle minutter kommer bibliotekets vagter med en hjertestarter, og denne forsøges tilsluttet. Det ser ud til, at GG fortsætter med den livreddende behandling, mens vagterne er der. Jeg hører på et tidspunkt, at hjertestarteren giver signal til ikke at blive anvendt, så jeg tror ikke, den blev brugt. I alt giver GG livreddende behandling i måske fem-syv minutter.

Da ambulancefolkene kommer til, og kvinden lægges på en båre, bevæger hun sig, og ansigtet har normal farve igen.

Den reddede:
Ukendt 27-årig kvinde, skulle vist have overlevet. Hendes tilstand kendes ikke.


Nr. 6 Redning den 26. december 2013 (Brønderslev)
JNC på 23 år redder sin mor, JSC, på 64 år i eget hjem i Brønderslev

Indstillede:
23-årige JNC, Støvring

JNC kom hjem om formiddagen og skulle bare ind for at pakke gaver ind til en julefrokost, som hun skulle til. Besøget var ikke planlagt, og JNC gik ind, som hun plejer og fandt gavepapir frem og begyndte at stresse rundt for at pakke gaverne ind. JNC kunne godt se, at JSC havde det skidt, da JSC bare lagde sig på sofaen. JSC’s mand havde ikke registreret, at hun var dårlig og mente, at JSC havde tømmermænd fra julefrokosten dagen forinden.

JNC satte sig ned ved siden af JSC på sofaen og prøvede at snakke med hende, og der gik det op for JNC, at der var noget galt. JNC har studeret til sosu-hjælper og kunne kende tegnene på et hjertestop, og hun agerede hurtigt og ringede 1-1-2. Hun sad ved JSC og prøvede at være i kontakt med JSC hele tiden og prøvede at holde gang i snakken.

JSC var meget slap og gik ind og ud af bevidsthed flere gange. JSC fik hjertestop. Ambulanceredderne kom og bruge hjertestarter en gang.

JNC er årsagen til, at JSC sidder her i dag og nominerer hende. JNC har haft det svært siden, og derfor synes JSC, at hun fortjerner det her.

Den reddede:
64-årige JSC, Brønderslev, har det efter omstændighederne meget fint i dag. JSC har fået pacemaker og får hjertemedicin.


Nr. 7 Redning den 3. juni 2016 (Harzen)
GRC på 46 år redder ES, da han under en cykeltur i Harzen får hjertestop

Indstillede:
46-årige GRC, Ulfborg

Ulfborg Cykelmotion på cykeltur i Harzen. På anden dagen efter endt cykeltur cykler de hen til bussen for at spise.

GRC og ES cykler sammen, da ES beder GRC om, de lige kan stoppe, så ES lige kan få luft.

De stopper op, og ES støtter albuen på sadlen, hvorefter han vælter over styret på hovedet ned i en grøft med cyklen.

ES har fået en blodprop i hjertet og har hjertestop.

GRC er straks klar over, den er helt gal. Han får ES frigjort fra cykel og hjelm og starter livreddende førstehjælp. En tysk redder kommer tilfældigt forbi på motorcykel, og kommer GRC til hjælp og får yderligere tilkaldt ambulance og lægehelikopter.

Der bliver stødt to gange, hvorefter ES er stabil nok til at blive fløjet med helikopteren til hospitalet i Nordhausen.

Takket være GRC’s hurtige indsats er ES i live i dag.

Den reddede:
ES, Ulfborg, er efter seks dage i koma, tre ballonudvidelser og 17 dages indlæggelser på tre forskellige hospitaler igen hjemme og klar til at starte på genoptræning den 5. juli.


Nr. 8 Redning den 9. maj 2016 (Stubbekøbing)
LK på 46 år redder sin mor, GF, på 69 år, da hun falder sammen over telefonen midt i en samtale med lægehuset

Indstillede:
46-årige LK, Stubbekøbing

GF er 69 år og rask bortset fra lidt astma, men har natten til den 9. maj 2016 haft det lidt skidt med ondt i brystet og mellem skulderbladene. Hun har derfor denne morgen uden held forsøgt at komme igennem til sin læge i telefontiden. Det lykkes hende senere at komme igennem til lægens sekretær.

GF’s datter, LK, som bor i nærheden, skal møde på arbejde midt på formiddagen. Før hun tager af sted, ringer hun til sine forældre for lige at sige, at et af hendes børn bliver hjemme fra skole. Ikke noget de skal gøre noget ved. De skal bare vide, at barnet er alene hjemme.

I telefonen opfanger LK fra nogle ord vekslet mellem forældrene, at hendes mor skal have fat i lægen, og hun beslutter sig for lige at smutte forbi dem på vej til arbejde. Da hun kommer ind ad døren hos forældrene, er GF i telefonen med lægehuset. Under samtalen siger GF pludselig, at hun kan mærke, at nu går hun bort, og hun falder sammen på gulvet i sin stue.

LK konstaterer, at moren ikke trækker vejret og er bevidstløs. Hun får ringet 1-1-2 og går i gang med hjertemassage efter løbende instruks fra 1-1-2. Efter instruks fra 1-1-2 holder hun pause ind imellem for at se, om moren er begyndt at trække vejret, men da der ikke er tegn på dette, må hun fortsætte. Undervejs kan hun både mærke og høre, at der knækker ribben.

LK har i mange år arbejdet som småbørnspædagog og har derfor hvert andet år været til undervisning i genoplivning, men ifølge hende selv har hun altid tænkt, at dette ville hun aldrig kunne i virkeligheden. LK fortæller, at hun kort inden morens hjertestop var kommet forbi et sted i sundhedsvæsenet, hvor personalet var i gang med hjertemassage, og at de glimt, hun lige fik der, kommer tilbage til hende undervejs som en hjælp.

LK’s far har ingen træning i eller viden om genoplivning og kan ikke rigtigt hjælpe.

Fra lægehuset har man sendt en ambulance, da man under samtalen opfatter, at GF bliver dårlig, så der er anmodet om hjælp via to separate opkald.

Efter omkring 10 minutter ankommer Falck og overtager. De sætter elektroder på, konstaterer at der er mulighed for at støde og støder GF’s hjerte tilbage til normal rytme. GF begynder at trække vejret, og da ambulancen en lille halv time senere ankommer til Nykøbing Falster sygehus, er hun så vågen, at hun kan genkende den redder, som sidder hos hende, og som er fra lokalområdet.

I dagene efter hjertemassagen er GF’s største gene smerter fra knækkede ribben og træthed. Hun har overhovedet ikke problemer med at huske, koncentrere sig eller andet, som kunne tilskrives periode med iltmangel i hjernen.

GF får de efterfølgende dage undersøgt sit hjerte, og man konstaterer, at der er flere forkalkede hjertekar. Stent er ikke muligt. Den 25. maj 2016 får hun foretaget en tredobbelt bypass på Odense Universitetshospital, og senere får hun anlagt en pacemaker på Roskilde sygehus.

Alt dette forløber fint og komplikationsfrit, og efter en måneds tid er GF tilbage i sit hjem

LK har efterfølgende haft det svært, fordi hun for sit indre blik bliver ved med at se sin mor ligge livløs på stuegulvet og genkalde sig lyden af ribben, der knækker. Det kniber også med at sove om natten. Men det bliver stadigt bedre.

I dagene efter morens hjertestop ringer LK’s læge dagligt til hende, men ellers har hun ikke fået hjælp til at overvinde oplevelsen.

I forbindelse med denne indstilling er GF blevet opmærksom på Hjerteforeningens rådgivningstjeneste og har informeret LK om muligheden.

Den reddede:
69-årige GF, Stubbekøbing, har det fint.

Hun er stadig træt, men er i gang med hjertegenoptræning og er langsomt ved at genoptage sine sædvanlige gøremål. Hun er dybt taknemlig over at have fået livet tilbage. I forbindelse med sin 70 års fødselsdag sagde hun om ønsker og gaver, at hun havde fået den største gave et menneske kan få. Men hun kæmper med angst for at være alene.


Nr. 9 Redning den 23. marts 2016 (Glamsdalen) (Ullerslev)
KK på 51 år redder sin mand, SBH på 56 år, da han falder om midt under en galladans med sin datter på Glamsdalens Efterskole

Den indstilllede:
51-årige KK, Ullerslev

SBH har fået en ny hjerteklap seks uger inden denne episode, hvor min søster KJ redder sin mands liv ved at gribe lynhurtigt ind.

SBH er med sin familie: datter K, to sønner J og E og hustru KK til gallafest for datteren K. SBH danser med datteren K, da hustruen KK kan se, at SBH bliver dårlig og falder om midt i dansen.

Episoden foregår blandt 200-300 mennesker på Glamsdalens Efterskole. Hustruen KK springer ind mellem folk og råber, at der skal kaldes 1-1-2, og der skal skaffes en hjertestarter.

Husturen KK har i tankerne efter operationen forestillet sig, hvad hun ville gøre, hvis SBH fik hjertestop.

SBH har hjertestop (ventrikelflimmer viser det sig senere). KK begynder at udføre hjertemassage. Hjertemassagen overtages af andre, og der bliver skaffet en hjertestarter. SBH stødes, og hans hjerte begynder at slå igen.

Inden for fire minutter ankommer Bios, som overtager behandlingen, og SBH kommer på Odense Universitetshospital, hvor han senere får en biventrikulær pacemaker.

Den reddede:
56-årige SBH, Ullerslev, er stadig hjertesyg, men i live uden andre mén end hjertesygdommen.


Nr. 10 Redning den 29. juli 2016 (Vamdrup)
47-årige JAAN, 44-årige ASN og 69-årige ISN redder OSN på 69 år, da han falder om i eget hjem

Indstillede:
47-årige JAN, Dragør
44-årige ASkN, Dragør
69-årige ISN, Vamdrup

Mine forældre (OSN og ISN) havde besøg af min storebror, JAAN, hans hustru ASN og deres fire sønner. De havde samme morgen fejret den yngste søn, JO’s 7 års fødselsdag sammen med min søn, S og svigerdatter M med hyggelig morgenmad og fødselsdagssang. Min storebror og familien bor i Dragør og var på sommerferievisit hos mine forældre.

Min søn og svigerdatter kører cirka kl. 10, og min storebror og familien vil pakke sammen for at køre videre til fødselsdagsfejring hos noget familie i Vejle. Min storebror overvejer at cykle til Vejle, men på grund af vejret (regn) dropper han det.

Mine forældre bor på et nedlagt landbrug med mange bygninger. Imens de pakker bilen går vores far rundt i laden og rydder op og ser sig lidt omkring. I gangen står en masse tasker med tøj og håndklæder til familien, der skal af sted.

Mine forældre befinder sig cirka kl. 11 i gangen i deres hus, da de vil hjælpe familien med at få al bagage ud i bilen. Pludselig knækker vores fars ben sammen, og han falder om. Vores mor er hos ham og kalder på min storebror og ASN, der kan høre, det er alvorligt. Vores far lander oveni al bagagen, så han lander heldigvis blødt.

Min storebror får ham trukket helt ned på gulvet og river hans skjorte op og begynder hjertemassage med det samme. Vores far er allerede blå fra brystet og op. Vores mor sidder ved hans side og kalder på ham. ASN, min svigerinde ringer 1-1-2.

Da de kommer igennem til vagtcentralen får vores mor telefonen, da hun bedre kan fortælle om fars helbred. Min storebror fortsætter hjertemassagen. Han hører blandt andet to gange, at ribbenene knækker, men fortsætter massagen.

ASN sidder ved siden af og taler til far. Fortæller ham, vi alle elsker ham, og at han ikke skal dø endnu. Det er JO’s 7 års fødselsdag (deres yngste søn). Du må ikke dø i dag, farfar. ASN fortsatte bare med at snakke og snakke til ham.

Ud af øjenkrogen ser min storebror deres ældste søn H på 12 år stå og se på. Han får sagt til ham, at han skal gå ind i stuen med sine små brødre, imens han giver vores far hjertemassage.

Vores far begynder pludselig at trække benene til sig, men er ikke ved bevidsthed, men det giver min storebror mod på at blive ved. Redderne når frem og fortæller min storebror, at det er super godt, det han gør. Han skal blive ved, imens de gør hjertestarteren klar.

Vores mor ISN er helt fantastisk under det hele, tager alt stille og roligt og kan svare på alle spørgsmål redderne har.

De støder min far fire gange, før hjertet kommer helt i gang, og de kan få ham ud i ambulancen. De kører først efter 25 minutter, hvor de får ham gjort klar til køreturen til Odense. Min mor får lov at køre med i ambulancen.

Min far havde hjertestop. I dag her en måned senere kan de endnu ikke forklare, hvorfor han fik hjertestop. Han skal dog til yderligere undersøgelser i de næste uger. Han har fået indopereret en ICD pacemaker, som skal støde ham, hvis det sker igen.

I dag har han det godt igen. Det, han har mest ondt i, er hans ribben, som min storebror brækkede under hjertemassagen, men alternativet havde været, at vi ikke havde haft vores far i dag.

Med til denne historie hører, at mine nevøer satte sig ind i stuen. H på 12 år sagde til sine brødre, H og K på 10 år og JO på 7 år, at de sammen skulle bede til Gud om, at farfar skulle overleve. Så de tog hinanden i hånden og bad til Gud, englene og Elvis om, at de måtte beholde deres farfar.

Mine forældre græder, når vi taler om denne del af historien.

Vi er alle glade og taknemmelige for, at min storebror, ASN og mor reagerede, som de gjorde. De har reddet hans liv…

Jeg bor i Sønderjylland, imens vores lillebror og hans hustru bor i Bangladesh. Vi fik den barske besked igennem telefonen, men heldigvis, at far stadig var i live og i gode hænder på Odense Sygehus.

Den reddede:
69-årige OSN, Vamdrup, har det godt. Han har som skrevet før fået en ICD pacemaker opereret ind. Indtil videre har han ikke mærket til den. Han har stadig ondt i hans ribben, men det går fremad.

OSN og ISN har lige været på ferie i Skagen sammen med gode venner. OSN er meget taknemmelig for stadig at være her og kunne leve livet næsten som før. JO mener, at han næste år skal have otte lys i lagkagen, imens farfar OSN skal have et lys den 29. juli 2017.


Nr. 11 Redning den 15. december 2015 (Rødekro)
31-årige JN redder EP på 79 år, da han får hjertestop midt under en cykeltur til Super Brugsen

Indstillede:
31-årige JN, Rødekro

Beskrivelse af EP’s hjertestop.

EP bor i Rødekro og var den 15. december 2015 på vej til Super Brugsen på cykel. På Hærvejen i Rødekro fik EP hjertestop, og øjenvidner har fortalt, at EP kørte tværs over vejen og væltede direkte på hovedet ned i asfalten. Ved styrtet fik EP svære læsioner i ansigtet. Han brækkede næsen, knuste sine briller, flækkede underlæben og fik ødelagt nogle fortænder. Cykelstyret ramte EP i leveren, som også tog skade. Blodet flød både fra næse og mund.

Føreren af en bil, som kom imod EP ringede 1-1-2. En kvinde kom cyklende og lagde sin jakke under hans hoved. En ung mor kom forbi i bil med sine to små børn på to og fire år. Selvom der var mennesker omkring EP, og hun havde små børn i bilen, satte hun resolut bilen og sagde til børnene, at de skulle sidde pænt, da hun lige skulle hjælpe en mand, som var blevet dårlig. Professionelt og uselvisk gik hun i gang med at give EP hjertemassage, indtil ambulancen ankom og brugte hjertestarter. Efter sigende fik EP et stød.

Den unge mor forsvandt fra ulykkesstedet i al ubemærkethed.

EP har heldigvis fundet frem til hende via efterlysning på Facebook. Det var JN, Rødekro, og EP vil derfor gerne indstille hende til Hjerteforeningens pris som årets livredder.

Lægerne har fortalt, at det var hjertemassagen, som reddede EP’s liv. EP vil derfor gerne indstille JN til Hjerteforeningens hjerteredder pris for hendes uselviske og resolutte handling.

EP vågnede på Odense Universitetshospital i Odense to dage senere og har den 21.december 2015 fået lavet en ballonudvidelse, og den 28.december 2015 fik EP indopereret en ICD pacemaker.

EP er 79 år og har aldrig været syg og havde heller ingen symptomer den pågældende dag.

EP har efterfølgende haft besøg af JN, som var meget interesseret i, hvordan EP havde det efter sit hjertestop. Hun var meget glad for at se resultatet af hendes hjælp.

Den reddede:
79-årige EP, Rødekro, har det efter omstændighederne godt nu og lever en næsten normal tilværelse. Den efterfølgende gennemgang af forløbet med JN har været med til at gøre hverdagen lettere.

TELEFON-INTERVIEW
D
en 15. december 2015 redder 31-årige JN den 79-årige EP, da hun ser ham ligge blødende i asfalten

JN har lige hentet sine to børn på henholdsvis to og fire år og er på vej hjem. JN ser en mand ligge i asfalten – han er helt blodig i ansigtet.

Der står flere omkring ham, men JN vurderer, at hun skal stoppe og gå hen og se, om hun kan gøre noget. JN er på daværende tidspunkt ansat som sygeplejerske i akutafdelingen. JN siger til sine børn, at de skal blive siddende i bilen.

Der er nogle, der siger, at manden trækker vejret. JN vurderer selv, at det gør han ikke og går i gang med hjertemassage. Han har meget blod i munden, så JN giver udelukkende hjertemassage. Der går nok cirka fire minutter, så kommer ambulancefolkene og tager over.

JN forsvinder ubemærket fra ulykkesstedet – hjem med sine børn.

Da JN arbejder på akutafdelingen, spørger hun næste dag til manden, hun reddede. Han overlevede. Det bliver JN glad for at høre.

Den reddede:
EP har det efter omstændighederne godt nu og lever en næsten normal tilværelse. EP har haft besøg af sin redder, JN, som var interesseret i, hvordan han havde det efter sit hjertestop. JN var meget glad for at se resultatet af hendes hjælp.


Nr. 12 Redning den 12. juni 2016 (Horsens)
13-årige EK redder sin mor, AK på 40 år, da hun falder om med hjertestop på køkkengulvet i deres hjem

Indstillede:
13-årige EK, Horsens

Søndag den 12. juni 2016 var de stået lidt tidligere op end vanligt, da AK’s 11-årige søn og mand skulle deltage i et stort beachhåndboldstævne i Horsens, hvor de bor. AK skulle hygge sig sammen med sin søn på 13 år og sin datter på syv.

Det var planen, at de alle skulle komme til håndboldstævnet omkring middagstid og se nogle kampe. Men de planer blev ændret drastisk.

Kort efter at de var cyklet af sted, faldt AK om på køkkengulvet med hjertestop og kan først huske noget igen en uge senere.

Men de har stykket et hændelsesforløb sammen på baggrund af AK’s børns forklaringer og på baggrund af et besøg hos Responce, hvor de snakkede med de to reddere, der var her.

AK’s ældste søn på 13 år lå på sit værelse og læste, imens AK’s datter sad i stuen. Hun hørte AK falde om og gik ud i køkkenet, hvor hun fandt AK. Hun var lynhurtig til at finde sin storebror, selvom hun blev bange og nervøs ved at finde AK livløs på gulvet. Sønnen EK konstaterede hurtigt, at han ikke kunne få kontakt med AK, hvorefter han ringede 1-1-2, og efter kyndig guidning af personale på vagtcentralen gik han i gang med hjertemassage.

AK’s datter fik besked på at gå ud og lukke døren op, så ambulancen kunne se, hvor de skulle ind, og det klarede hun rigtig flot på trods af, at hun kun er syv år. Så allerede fire minutter efter alarmopkaldet kunne ambulancefolkene tage over. De har fortalt AK, at de gav hjertemassage i 10 minutter, førend hun var stabil nok til at blive flyttet. Redderne brugte hjertestarter, AK ved ikke, hvor mange gange de stødte.

AK har efterfølgende været til genoptræning på Hammel Neurocenter, hvor en neuropsykologisk undersøgelse har fastslået, at AK ikke har kognitive følger efter sit hjertestop, hvilket AK kan takke sin søn for. Hvis ikke han havde haft modet til at gå i gang med hjertemassage, ville verden nok have set anderledes ud for AK, idet der havde været stor risiko for hjerneskade på grund af iltmangel.

AK’s søn har lært førstehjælp i skolen, og herhjemme har de prøvet at give hjertemassage på en lille førstehjælpsdukke, som AK’s anden søn havde med hjem i forbindelse med svømmeundervisningen. Der medfulgte en DVD, og de prøvede alle samme flere gange.

De er meget stolte af, at han kunne handle, da det var nødvendigt, og AK vil altid være ham dybt taknemmelig.

TELEFON-INTERVIEW

Søndag morgen tager EK’s far af sted med EK’s lillebror. De skal til et stævne.
EK er gået ind for at lave lektier. EK’s lillesøster er på sit værelse og EK’s mor i køkkenet.

Pludselig hører EK lillesøsteren råbe. EK tænker, at det nok er, fordi hun leder efter deres mor.

EK’s lillesøster tror, at EK er udenfor, så hun går ud og råber. EK åbner vinduet og hører:

– Mor er faldet om.

EK skynder sig ud i køkkenet. AK ligger på gulvet. EK rusker i hende. Griber den første telefon, han kan finde. Det er morens. Ringer 1-1-2. Får fat i Alarmcentralen. En dame fra alarmcentralen fortæller mig, hvad EK skal gøre.

Hun spørger, om EK kan give hjertemassage.

– Ja, det kan EK godt.

EK begynder at give sin mor hjertemassage. Damen fra alarmcentralen taler hele i tiden i telefonen og siger, at EK skal tælle højt. Hun fortæller, at de er på vej og siger, at EK skal bede sin lillesøster om at åbne døren, så redderne kan komme ind, når de kommer.

Ambulancefolkene tager over. Der bruges hjertestarter.

En af ambulancefolkene taler med EK’s lillesøster og spørger, om de har nogle bekendte i nærheden, som de kan ringe til. EK fortæller, at EK’s mormor og morfar bor her i byen. De tilkaldes.

EK’s morfar er kørt ud for at hente EK’s far og lillebror. EK’s mormor kommer.

Ambulancen kører til Aarhus Hospital.

Det hele gik så hurtigt, at EK ikke nåede at tænke på noget.

EK holdt fri fra skole en dag, hvor han besøgte sin mor på hospitalet.

De var efterfølgende en gang hos psykologen, der vurderede, at de ikke havde behov for mere end denne ene gang.

Den reddede:
40-årige AK, Horsens har det godt og har fået indopereret en ICD, men har ellers ingen mén efter hjertestoppet.


Nr. 13 Redning den 17. juni 2016 (Tommerup)
70-årige SW og 53-årige PFR redder NK på 34 år, da han får hjertestop midt under sin styrketræning i eget hjem

Indstillede:
70-årige SW, Tommerup (svigerfar til NK)
53-årige PFR, Tommerup (nabo til NK)

Min mand, NK, var i gang med styrketræning i kælderen, mens jeg gik ude i haven. På et tidspunkt stak jeg mig på en tjørn, da jeg klippede roser og gik ned i kælderen for at vaske såret. Da jeg kom ned i kælderen, kunne jeg i kældergangen se på N’s fødder, at han lå ned. Det undrede mig, og jeg tænkte, om han mon var blevet træt oven på træningen. Jeg gik ind for at tjekke og fandt ham livløs med åbne øjne, uden vejrtrækning og puls. Derefter ringede jeg 1-1-2, og imens vi ventede på en ambulance, påbegyndte min far, SW, hjertemassage med guidning fra alarmcentralen.

Det tog enormt lang tid, inden ambulancen kom, så på et tidspunkt løb jeg ind til naboen, da alarmcentralen mente, det var for længe for min far at give hjertemassage alene. Herefter overtog PFR hjertemassagen, mens min far fortsatte med at give mund-til-mund.

Det tog nok i alt cirka 20-25 minutter, inden ambulancen nåede frem, og herefter blev der brugt hjertestarter en til to gange af ambulanceredderne. Inden han blev båret ud i ambulancen, var han stabiliseret.

Efterfølgende viste det sig, at NK havde fået hjertestop højst sandsynligt på grund af arytmi.

Den reddede:
34-årige NK, Tommerup, lever i dag sit liv næsten ligesom før hjertestoppet. Han har nu haft ICD i 2½ måned. Ifølge Odense Universitetshospital var det den hjertemassage, SW og naboen gav ham, der reddede hans liv. Ud over at hans venstre ben er lidt følelsesløst til tider (dog stadig fuldt funktionelt), så har han ingen mén efter hjertestoppet. Hjertet er stærkt og pumper selv. Han var til ICD kontrol den 16. august 2016, som viste at ICD’en slet ikke har været i brug – hjertet gør alt arbejdet selv. NK tager ingen medicin efter hjertestoppet.


Nr. 14 Redning den 20. august 2015 (Jyllinge)
JJH på 46 år og hans kone, TBG på 44 år, redder deres 48-årige nabo PB, da han får hjertestop i eget hjem

Indstillede:
46-årige JJH, Jyllinge
44-årige TBG, Jyllinge

PB’s kone vågnede ved, at PB sagde mærkelige lyde, og hun kunne ikke få kontakt til PB. Det viste sig, at PB havde fået hjertestop, mens han sov. Hun ringer til naboen, da hun ved, at nabokonen er uddannet sygeplejeske. Nabokonen og hendes mand kommer ind og begynder på hjertemassage og kunstigt åndedræt.

De fortsætter i 15 minutter, indtil ambulancen ankommer, hvorefter redderne giver stød og PB’s hjerte går i gang – dog noget uregelmæssigt. PB bliver efterfølgende kørt på Roskilde sygehus, hvor han bliver lagt i kunstigt koma i 48 timer. Da PB bliver vækket, har det vist sig, at han lider af atrium flimmer, og PB’s hjerte derved var forstørret. Efter en måneds indlæggelse og indsættelse af en ICD – samt en ablation. Tre måneder efter sidder PB i dag uden mén.

PB fik fortalt af sin hjertelæge på Roskilde sygehus, at det er ret usædvanligt ikke at få mén efter sådan en oplevelse, og at det primært skyldes naboernes konstante førstehjælp, som bevirkede, at ilten stadigvæk blev transporteret rundt. Det synes PB befordrer en medalje.

Den reddede:
48-årige PB, Jyllinge, har fået ICD, men har ingen mén.


Nr. 15 Redning den 23. august 2015 (Ærøskøbing)
23-årige KJ, 49-årige RTJ, 41-årige LJ og 39-årige RBJ redder KIS på 71 år, da de under en gåtur ser KIS ligge for foden af et stillads i en blodpøl. KIS har fået hjertestop

Indstillede:
23-årige KJ, Maribo
49-årige RTJ, Slagelse
41-årige LJ, Høng (uddannet instruktør i førstehjælp)

39-årige RBJ, Høng

Den 23. august 2015 var KIS i gang med at sætte et stillads på gavlen af sit og sin kones hus, da han skulle kalke væggen dagen efter.

Solen skinnede, og KIS’s kone sad i haven og læste en bog, da hun hørte et brag, hun registrerede det, men reagerede ikke før et øjeblik efter, hvor hun tænkte: K.

Hun løb ud af haven og fandt ham liggende for foden af stilladset i en blodpøl, ubevægelig med stirrende øjne. Hendes telefon lå i haven, og hun løb ind efter den, men hun kunne ikke finde ud af at ringe 1-1-2. Hun stod bare med den i hånden, da der kommer fire mennesker løbende. I det samme kommer deres nabo og spørger om, hun har ringet 1-1-2, og hun ryster bare på hovedet, hvorefter naboen ringer 1-1-2.

De fire mennesker, LJ, RTJ, KJ og RBJ, der var ude at gå tur, går i gang med det samme. LJ erfarer, at der ikke er puls og starter hjertemassage, RTJ holder KIS’ hoved, KJ løber efter en hjertestarter, og RBJ løber ind på et par caféer i gaden og råber, om der er en læge til stede.

Da KJ, der er løbet efter hjertestarteren, kommer med den, er der kommet puls, og LJ fortsætter med hjertemassage, indtil ambulancen kommer. RTJ, der holder KIS’ hoved, tager med i ambulancen, stadig holdende hans hoved.

De bor på Ærø, hvor de har et lille sygehus, og KIS bliver kørt dertil, og hurtigt efter kommer helikopteren og flyver ham til Odense Universitetshospital, hvorfra han overflyttes til Aarhus Universitetshospital, hvor KIS ligger i knap fire måneder på intensiv afdeling, indtil han udskrives i begyndelsen af 2016.

KIS havde fået et ildebefindende på stilladset og styrtede ned fra 1. sals højde på hovedet og brækkede 1. og 2. halshvirvel.

Efter KIS kom hjem, fandt de ud af, hvem der var hans redningsmænd. Det viser sig, at familien, der var ude at gå tur, var på Ærø for at besøge deres søn og nevø, som er kok på et af hotellerne i Ærøskøbing.

Faderen RTJ holdt KIS’ hoved, onklen LJ, som er uddannet instruktør i førstehjælp, gav hjertemassage, sønnen KJ, som bor i Ærøskøbing, løb efter hjertestarter, og fasteren RBJ var den, der løb ind på caféerne for at få hjælp. Fantastiske mennesker, som altid vil være en del af KIS’s og hustruens liv.

Det skal også tilføjes, at KIS indtil foråret 2015 var formand for Hjerteforeningen på Ærø og hustruen sekretær. I begyndelsen af 2015 afholdt de et kursus i førstehjælp og brug af hjertestarter, hvor både KIS og hustruen deltog – og selvom hustruen havde været på kursus og vidste, hvad hun skulle gøre, var hun ikke i stand til at reagere. Meget tankevækkende.

Den reddede:
71-årige KIS, Ærøskøbing (tidligere formand for Hjerteforeningen Ærø – hustruen var sekretær)
KIS har tetraplegi efter bruddet i nakken, men hjertemæssigt har han det godt.


Nr. 16 Redning den 19. september 2015 (Fredericia)
49-årige TJ redder sin genbo HN på 73 år, da han får hjertestop på genbrugspladsen

Indstillede:
49-årige TJ, Fredericia (genboer til Helge)

En dejlig sensommerdag bliver genboerne TJ og HN enige om at køre på genbrugspladsen med haveaffald. HN’s kone synes, at de er meget længe om at komme hjem, og da TJ kommer ørende alene tilbage, spørger hun til sin mand, HN.

TJ fortæller, at HN faldt om og var helt væk på genbrugspladsen, men gudskelov kan TJ hjertemassage, og genbrugspladsen har en hjertestarter. TJ siger til HN’s kone: ”H, jeg kunne ikke komme her tilbage og sige til dig, at HN ikke er mere, så jeg har både kysset ham, og slået ham og sagt ”Kom nu, H kan ikke undvære dig.””

Zarling akutlæge og ambulance er der hurtigt.

Inden HN bliver kørt til Odense Universitetshospital, kan han sige sit navn og personnummer.

Den reddede:
73-årige HN, Fredericia

HN har fået indopereret en stent og har ingen hukommelse om, hvad der er sket. HN ligger på sygehuset en måneds tid. Han har fået syet sine to hjerteklapper op – en fold på hjertet fjernet – da der derunder kunne dannes blodpropper, og 11 dage efter blev en ICD sat ind.

HN er igen på sit lille pensionistjob, fungerer på alle måder som før, på nær en middagslur, som er dejlig.


Nr. 17 Redning den 11. juni 2016 (Klampenborg)
23-årige IJ redder PM på 86 år, da han får hjertestop på dyrehavsbakkens parkeringsplads på vejen til Ulvedalene

Indstillede:
23-årige IJ, Hvidovre

PM fik hjertestop på dyrehavebakkens parkeringsplads på vej til skuespil i Ulvedalene. PA’s familie var gået i forvejen.

IJ, der var på vagt på dyrehavebakkens Røde Kors vagtstation, lykkedes på forunderlig måde – trods den relativt store afstand – at nå frem så hurtigt, at hun med effektiv, dygtig og kyndig hjertemassage og brug af medbragt hjertestarter fik genstartet PA’s hjerte efter flere forsøg og holdt det i gang, til ambulancen og læge kom frem og tog over og fik PA bragt til Rigshospitalets traumecenter til videre behandling.

PA er senere blevet forklaret, at det kun med IJ’s ihærdige og stædige indstats gjorde det muligt for hospitalet efterfølgende at bringe PA helt tilbage til livet, så han i dag – tre måneder efter – med en ICD pacemaker som hjælp næsten har genvundet dagligdagen uden større mén.

PA har senere gennem sin familie takket IJ for hendes indsats, men vil meget ønske, at hun kan komme i betragtningen som årets hjerteredder 2017.

Den reddede:
86-årige PM, Virum
Det er kun med IJ’s ihærdige og stædige indsats, der gjorde det muligt for hospitalet efterfølgende at bringe PM helt tilbage til livet, så han i dag – tre måneder efter – med en ICD pacemaker som hjælp, næsten har genfundet dagligdagen uden større mén.

PM har senere gennem sin familie takket IJ for hendes indsats.


Nr. 18 Redning august 2016 (Nivå)
30-årige LPC redder KEC på 53 år, der ligger livløs ved siden af sin bil

Indstillede:
30-årige LPC, København S

LPC kommer kørende sammen med en kammerat langs en skovvej i Nivå, da han ser en bil holdende i den forkerte vejbane med en åben fordør og en livløs mand liggende ved siden af bilen i grøften.

Et ældre ægtepar har hevet KEC ud i grøften, efter at de har set ham ligge livløs ind over rattet på bilen.

Efter flere minutters hjertemassage og kunstigt åndedræt er der stadig intet liv at spore, men til sidst lykkes det at få liv i KEC, som efterfølgene bliver kørt til hospitalet.

Den reddede:
53-årige KEC, Nivå

Han har det super godt, er i fuld vigør igen. Han kører mountainbike i fritiden. Og KEC er yderst taknemlig over for LPC.

KEC har meldt sig ind i Hjerteforeningen.


Nr. 19 Redning den 12. juli 2016 (Fårup)
25-årige SSP redder JT på 5 år, da hun hopper ud af en forlystelse i Fårup Sommerland, da bøjlerne går op, og hun falder livløst om

Indstillede:
25-årige SSP, Gandrup

Med mindre end en time til lukketid ligner den 12. juli en sommerdag som så mange andre i Fårup Sommerland. SSP, som er afløser og operatør i Fårup, afløser en tissetrængende operatør ved Orkanen – en af Fårups største forlystelser.

Efter en endt tur går bøjlerne op, og en norsk pige på fem år hopper ud af sædet, hvorefter hun falder livløst om. Hendes mor løfter hende op og giver hende forsigtigt et par lussinger, mens hun panisk råber ”J”. SSP spotter hurtigt den paniske mor og griber resolut ind. Han forsøger at finde puls på håndled såvel som hals. Det lykkes, men ganske kort efter mister hun puls, samtidig med at vejrtrækningen forsvinder. Pigen på kun fem år har fået hjertestop.

SSP’s kollega, L alarmerer hurtigt Fårups Driftskontor, hvor jeg arbejder. Første melding går på en bevidstløs person, hvorefter jeg alarmerer vores førstehjælpsteam. For en sikkerhedsskyld tager vi en hjertestarter med. Da jeg ringer forlystelsen op få øjeblikke efter for at få en status, går meldingen på hjertestop. Herfra alarmerer jeg omgående alarmcentralen, mens vores førstehjælpere er på vej til stedet.

Alarmcentralen sender tre biler, en ambulance, en lægebil og paramediciner. Ambulancen er fremme på ni minutter – de minutter blev brugt på at lukke parkeringspladsen ned og sørge for frie adgangsveje helt ind til forlystelsen – noget som kræver handling når 8000 gæster søger mod udgangen inden lukketid.

Ved Orkanen fik SSP omgående hjælp fra et par gæster, som ligeledes kunne yde livreddende førstehjælp. SSP sidder med JT’s hoved i sine hænder og blæser hende i munden mellem stødene. Efter førstehjælpsteamet ankommer med hjertestarteren bliver den koblet på pigens bryst, og først efter andet stød kommer der liv i hende. Ved ambulancens ankomst hjælper SSP hende i ambulancen og kører med den det første stykke ud af parken, indtil ambulancen mødes af en lægebil.

Dagene efter fik vi flere tilkendegivelser fra Falck og lægen fra lægeambulancen, som påpeger, at arbejdet, der er gjort fra Fårup Sommerlands side, er altafgørende for udkommet af ulykken. Det var en dag, vi næppe glemmer foreløbigt – men hvor vi gjorde en forskel. De fleste mennesker lever i rigtig mange timer og minutter. Nogle gange får man muligheden for i sekunder at træffe et valg, der viser, hvad man er gjort af. Det gjorde SSP her, og derfor nominerer jeg ham til årets hjerteredder 2017.

Mine kollegaer, men i særdeleshed SSP er skyld i, at JT lever den dag i dag. Det var hans redning, der fra start betød, at hun fik den nødvendige livreddende førstehjælp få sekunder efter, at hun fik hjertestop. Ydermere er SSP’s store drøm at blive Falckredder, hvilket jeg inderligt håber lykkes. Han har i hvert fald bestået praksis.

Episoden fik i de følgende dage stor mediebevågenhed, og det tager ikke mange sekunder at søge sig frem til et hav af artikler herom. Her er et par af artiklerne:
https://ekstrabladet.dk/1-1-2/fem-aarig-fik-hjertestop-i-faarup-sommerland-ansatte-og-gaester-genoplivede-hende/6187355
https://www.tv2nord.dk/artikel/hjertestop-i-faarup-femaarig-pige-reddet-af-hurtig-hjaelp

Specielt sidste artikel er sigende i forhold til vigtigheden af Sebastians arbejde.

Den reddede:
5-årige JT, Norge, er i dag i bedring, og sidst Fårups Driftskontor snakkede med hendes mor, skulle hun have pacemaker. Hun var født med en hjertefejl, som ingen kendte til.


Nr. 20 Redning den 14. juni 2016 (Osted)
54-årige HJ, 43-årige AM, 50-årige FBM, 58-årige EM, 48-årige BS og 47-årige LBA redder VQN på 77 år, da han får hjertestop i Osted Frikirke

Indstillede:
54-årige HJ, Hvalsø
43-årige AM, Borup
50-årige FBM, Lejre
58-årige EM, Borup
48-årige BS, Lejre
47-årige LBA, Borup

VQN var sammen med sin kone til møde i Osted Frikirke, da han pludselig under mødet synker sammen. Han har fået hjertestop.

Redningen fandt sted i Osted Frikirke, Lejre.

Meget hurtigt efter VQN var besvimet/sunket sammen/gledet ned på gulvet iværksatte og koordinerede HJ førstehjælp med hjertemassage, der fortsatte indtil ambulancen ankom.

AM og FBM foretog hjertemassage på skift.

EM og BS foretog indblæsning af luft på skift.

LBA holdt VQN’s hoved, så hovedet ikke gled om på siden, og derved hele tiden var klar til indblæsning af luft.

Der blev ikke brugt hjertestarter, idet der ikke er hjertestarter i kirken, og de hjertestartere, der fandtes i nærområdet, befandt sig i lukkede og aflåste lokaler. Først da ambulancen ankom, var der hjertestarter til rådighed.

Blev bragt til Rigshospitalet og behandlet med PCI og ”Stent” m.v.

Diagnose – Rigshospitalet – ifølge journal:  Hjertestop med vellykket genoplivning.

Vagn har det godt i dag. Fuldt funktionsdygtig på alle måder. Der er ikke blevet konstateret skader på hjertet el. andet.

Den reddede:
77-årige VQN, Borup, har det i dag helt fint. Han har ingen mén efter hjertestoppet, takket være de gode mennesker som hjælp ham. 


Nr. 21 Redning den 6. april 2016 (Blåvand)
BNK redder LN på 68 år, da han falder om med hjertestop på golfbanen

Indstillede:
BNK, Blåvand 

LN faldt rundt med hjertestop på golfbanen.

En noget chokerende oplevelse ved sæsonstart af Onsdagsklubben den 6.april 2016.

Efter der var trukket lod om, hvem der skulle på hold sammen, gik de ud på banen lidt før klokken 9. På det hold, BNK var på, var MJ, MK og LN. De to første kendte BNK lidt, men det var første gang, KNK var på hold med LN.

De slog ud på hold 17. Det gik godt for alle, og selv BNK fik nogle point på kortet. (Ikke for at undskylde, men selv om BNK har været med i Onsdagsklubben i seks år, har han kun været ude at spille nogle få gange). De næste huller gik det godt for de tre øvrige, medens BNK mildest talt spillede dårligt og kun fik få point.

Efter hul 3 talte BNK for første gang med LN, efter han gik og skældte ud på sig selv over sit spil. LN sagde på en sød og venlig måde, at han godt kunne se, at det ikke rigtig lykkedes for BNK og sagde: ”Ærgerligt, for dine første 2-3-slag går jo fint, men ved indspil og putning kan jeg godt se, du har problemer.”

De spillede videre på hul 4, hvor BNK bemærkede, at LN lavede et super fint indspil til green hen over en bunkers. På vej over til hul 5 gik LN bagerst, og pludseligt hørte de et mærkeligt hult bump. De vendte sig om og så LN ligge på jorden cirka tre meter bag dem. De skyndte sig hen til LN, vendte ham om og så, at han lå med stirrende øjne og gispede. De talte til ham, men fik ikke nogen egentlig reaktion. BNK havde heldigvis sin mobiltelefon i baggen og ringede 1-1-2. Efter BNK havde fortalt om situationen, og hvor de var, bad manden i røret ham blive ved telefonen, idet der ville komme en sygeplejerske til telefonen for at give vejledning.

Medens BNK talte med alarmcentralen, hørte han MJ råbe over til holdet på hullet ved siden af, om der var nogle, der kunne give førstehjælp. Han bemærkede, at ingen svarede, og gav så telefonen til MK, således at han kunne tale med sygeplejersken på alarmcentralen. BNK gik så straks (nok indenfor 1-1 ½ minut efter LN var faldet om) i gang med hjertemassage og kunstigt åndedræt mund-til-mund.

Der blev ringet op til klubhuset efter en hjertestarter, og cirka fem minutter efter kom én af de ansatte i Golfklubben med hjertestarteren, fik den monteret og gav stød. Intet resultat og BNK fortsatte med livgivende førstehjælp. Efter nogle minutter blev der igen givet stød, men fortsat intet mærkbar resultat.

Nogle gange under hjertemassagen gispede LN men ingen mærkbar puls. På et tidspunkt kastede LN lidt op, og de vendte ham om på siden for, at opkastet kunne komme ud. Blot 10-15 sekunder efter skiftede LN’s ansigt farve og blev lidt blå og rød, og BNK skyndte sig at få han om på ryggen for at fortsætte hjertemassagen, og ansigtet fik igen ”normal” farve. BNK brugte så fingrene til at få resten af opkastet ud af mundhulen så godt, som det var muligt.

Efter cirka 8-10 minutter (tidsangivelsen er efter bedste skøn) kom en læge i akutbilen fra Oksbøllejren. Han spurgte BNK, om han kunne holde til at fortsætte med hjertemassage m.v., hvilket BNK bekræftede. Lægen havde diverse måleudstyr med og en anden hjertestarter. Lægen gik i gang med målinger, gav indsprøjtninger og gav stød med hjertestarteren.

Efter yderligere nogle minutter kom ambulancen fra Varde med to mand. De havde også udstyr med, som blev gjort klar, medens BNK fortsatte med at give hjertemassage. Nogle minutter efter ambulancens ankomst tog redderne over og fortsatte med hjertemassage samt diverse undersøgelser, indsprøjtningen og drops.

Efter yderligere cirka 10 minutter kom lægehelikopteren med to mand. I mellemtiden havde redderne og lægen fået sat et apparat på LN, der gav automatisk hjertemassage. LN blev behandlet på stedet af lægen fra Oksbøllejren, ambulanceredderne og helikopterpersonalet i endnu et stykke tid, før han blev fløjet af sted med helikopteren.

Efter BNK sluttede med livgivende førstehjælp, må KBK indrømme, at han var træt, meget træt, og ked af og berørt over, at det ikke var lykkede at få hjertet i gang igen. Efterfølgende spekulerede BNK en del på, om han nu havde givet den korrekte hjertemassage og mund-til-mund kunstigt åndedræt.

De fik fortalt på sygehuset, at LN blev stødt seks-syv gange med hjertestarter.

På familiens vegne mener HW, at BNK fortjener at blive indstillet til Årets hjerteredder for sin flotte indsats. Havde det ikke været for BNK’s hurtige effektive indsats, havde LN ikke været her i dag.

Den reddede:
68-årige LN, Oksbøl, har det efter omstændigheder godt og har været ekstrem heldig. Går til hyppige kontrol og genoptræning, som snart afsluttes. LN var indlagt på intensiv på Odense Universitetshospital i fire uger efter hjertestoppet. Lægerne gav ikke meget håb for overlevelse, men LN overraskede alle. Lægerne kalder forløbet en solstrålehistorie. LN har efterfølgende fået en ICD pacemaker.

TELEFON-INTERVIEW
Var lige gået på golfbanen, da LN, som BNK ikke kendte i forvejen, faldt om cirka kl. 10.30.

BNK havde bemærket indtil hul 4, at LN spillede fint.

På vej over til hul 5 gik LN bagerst, og pludseligt hørte de et mærkeligt hult bump. De vendte sig om og så LN ligge på jorden cirka tre meter bag dem. De skyndte sig hen til LN, vendte ham om og så, at han lå med stirrende øjne og gispede. De talte til ham men fik ikke nogen egentlig reaktion. BNK havde heldigvis sin mobiltelefon i baggen og ringede 1-1-2. Mens han var på telefon, råbte en af de andre rundt på banen, om der var nogen, der kunne førstehjælp. Ingen svarede, så BNK gav telefonen til en af de andre, så han kunne tale med sygeplejersken på alarmcentralen.

BNK gik så straks (nok inden for 1-1 ½ minut efter at LN var faldet om) i gang med hjertemassage og kunstig åndedræt mund-til-mund. Der blev ringet op til klubhuset efter en hjertestarter, og cirka fem minutter efter kom én af de ansatte i Golfklubben med hjertestarteren, fik den monteret og gav stød. Intet resultat og BNK fortsatte med livgivende førstehjælp. Efter nogle minutter blev der igen givet stød, men fortsat intet mærkbar resultat.

Nogle gange under hjertemassagen gispede LN men havde fortsat ingen mærkbar puls. På et tidspunkt kastede han lidt op, og de vendte ham om på siden for, at opkastet kunne komme ud. Blot 10-15 sekunder efter skiftede LN’s ansigt farve og blev lidt blå og rød, og BNK skyndte sig at få han om på ryggen for at fortsætte hjertemassagen, og ansigtet fik igen ”normal” farve. BNK brugte så fingrene til at få resten af opkastet ud af mundhulen, så godt som det var muligt.

Efter 10 minutter (tidsangivelsen er efter bedste skøn) kom en læge i akutbilen. Han spurgte BNK, om han kunne holde til at fortsætte med hjertemassage m.v., hvilket BNK bekræftede. Lægen havde diverse måleudstyr med og en anden hjertestarter. Lægen gik i gang med målinger, gav indsprøjtninger og gav stød med hjertestarteren. Efter yderligere nogle minutter kom ambulancen med to mand. De havde også udstyr med, som blev gjort klar, mens BNK fortsatte med at give hjertemassage. Nogle minutter efter ambulancens ankomst tog redderne over og fortsatte med hjertemassage samt diverse undersøgelser, indsprøjtningen og drops.

Efter yderligere cirka 10 minutter kom lægehelikopteren med to mand. I mellemtiden havde redderne og lægen fået sat et apparat på LN, der gav automatisk hjertemassage. LN blev behandlet på stedet af lægen, ambulanceredderne og helikopterpersonalet i endnu et stykke tid, før han blev fløjet af sted med helikopteren.

For 15 år siden har BNK deltaget i et førstehjælpskursus på sin arbejdsplads. Dengang hed det 16 tryk – to pust, men han huskede i situationen, at han havde hørt og læst, at det nu hed 30 tryk – to pust, så det var det, han rettede sig efter.
Ikke givet hjertemassage før.

Ringede med det samme til 1-1-2, og kom først efterfølgende i tanke om, at han har 1-1-2-appen på sin telefon. Den ville BNK gerne have brugt, fordi den giver nøjagtig lokalitet. Oplevede, at folk omkring ham var bange, og at ingen reagerede på spørgsmålet, om der var nogen, der kunne førstehjælp.

Da BNK trådte til og handlede, var han med egne ord helt kold og rolig. Han handlede bare. Men efter indsatsen blev BNK meget træt og meget berørt.

Efter BNK sluttede med livgivende første hjælp, må BNK indrømme, han var træt, meget træt, og ked af og berørt over, at det ikke var lykkede at få hjertet i gang igen. Efterfølgende spekulerede BNK en del på, om han nu havde givet den korrekte hjertemassage og mund-til-mund kunstigt åndedræt.


Nr. 22 Redning den 9. marts 2016 (Holstebro)
57-årige ILGA, 44-årige HNS og 45-årige JB-N redder EGF på 5 år, da han under leg i Wagnerhus Børnehave pludselig får hjertestop

Indstillede:
57-årige ILGA, Holstebro
44-årige HNS, Holstebro
45-årige JB-N, Holstebro

EGF var i børnehave og legede på legepladsen. Han løb sammen med et par børn og en voksen og faldt pludselig sammen. Pædagogen tog straks EGF op, og flere voksne kom til. De undersøgte om, han havde fået noget galt i halsen, hvilket han ikke havde. De bar EGF hurtigt ind i børnehaven, hvor han stoppede med at trække vejret.

Lederen af børnehaven ringede 1-1-2, og to pædagoger begyndte med hjertemassage og kunstigt åndedræt, hvilket de fortsatte med, indtil Falck og lægen kom. Her blev EGF stødt tre gange inden hjertet gik i gang.

ILGA og HNS gav skiftevis hjertemassage og kunstig åndedræt. JB-N ringede 1-1-2 og koordinerede redningen.

EGF blev lagt i koma og fløjet med lægehelikopter til Aarhus. Han var en tur omkring traumestuen på Nørrebrogade, da der i starten var uvished om, hvorvidt han først havde slået hovedet, eller om han var bevidstløs, inden han faldt. Herefter blev EGF overflyttet til børneintensiv på Skejby Universitetshospital, hvor han lå nedkølet i 2 ½ døgn. På intensiv fik han yderligere to hjertestop.

EGF var indlagt i 10 dage. Under indlæggelsen fandt man flere hjerterytmeforstyrrelser og lang QT-syndrom. Han fik indopereret en ICD og får betablokkere.

Efterfølgende har lægerne ved gentests fundet en sjælden genmutation CALM1 som årsag til hjertestoppet. Forældre og to brødre er udredt, men kun EGF har genmutationen. EGF er i forvejen kendt med ADHD og lettere grad af mental retardering.

Efter falckredderne og lægernes udsagn havde pædagogerne udført korrekt førstehjælp og fik ros herfor. De havde selv været i tvivl, eftersom de ikke kunne få hjertet i gang. I børnehaven har episoden naturligvis påvirket personalegruppen og med al tydelighed vist vigtigheden af fokus på førstehjælp, og at der også kan være behov selv i en børnehave. Vi er dem evigt taknemmelig for deres indsats.

Der blev ikke brugt hjertestarter.

Den reddede:
5-årige EGF, Holstebro, har det rigtig godt. Han har ingen mén efter hjertestoppet formentlig på grund af den hurtige indsats.


Nr. 23 Redning den 10. september 2016 (Hornbæk)
72-årig kvinde (KH) redder sin 74-årige mand (JH), da han pludselig falder om midt i en samtale i deres sommerhus

Indstillede:
72-årige KH, Fredensborg

KH og JH var i sit sommerhus i Hornbæk, da JH falder om ved sofaen. KH handlede hurtigt. De havde begge for et par år siden været på førstehjælpskursus. Der blev ringet til 1-1-2 og JH fik hjertemassage i 20 minutter af KH med support fra alarmcentralen, til ambulance og lægebil kom. Læge og paramediciner kæmpede i 50 minutter og med 5 stød blev JH stabil nok til transport med helikopter. På turen til Rishospitalet blev JH stødt 2 gange til. Fremme på Rigshospitalet fik JH en KAG-undersøgelse, hvorefter han blev lagt i koma og kølet ned. Prognoserne var dystre den første nat. De næste døgn var svære for familien. Lægen skriver ”forsigtig optimisme” og at hjertemassagen har været nyttig. Om mandagen bliver JH vækket uden mén, men med nedsat hjertefunktion. JH får indopereret en ICD uden komplikationer.

JH kalder i dag KH, som han snart har været gift med i 50 år, for ”en fantastisk kvinde”.

ICD’en fungerer fint i dag, og JH spiller golf. Han har taget imod tilbuddet om psykologhjælp, og det hjælper med at få talt hændelsen igennem.


Nr. 24 Redning den 27. august 2016 (Faxe Ladeplads)
43-årige B, 13-årige L, 10-årige S redder sammen med N og T 49-årige TJ, da han efter en løbetur får det dårligt og falder om med hjertestop

B og TJ er gift og forældre til L og S. Da ægteparret var ude at løbe den 27. august, får Torben vejrtrækningsproblemer. B kommer først hjem, og da TJ kommer beklager han sig og siger, at han har det skidt. Han falder om, raller og kan ikke få luft. B klapper ham på kinden og kan se, at situationen er alvorlig. Hun er ikke i tvivl om, at der er tale om hjertestop. B løber ud på vejen og råber på hjælp – der er ingen at se. B løber tilbage og kan se TJ begynder at blive grå. Hun får alarmeret børnene, ringer til 1-1-2 og får rettet en sammenkrummet TJ ud for at begynde hjertemassage, mens børnene bliver sendt til naboen for at hente hjælp. Naboerne N og T kommer til for at hjælpe. N overtager hjertemassagen. T snakker med 1-1-2. En anden nabo kommer til, P, og hjælper med førstehjælpen. Ambulancen ankommer og rederne overtager.

TJ bliver fløjet til Rigshospitalet, har fået en 3-dobbelt bypass-operation og indopereret en ICD, TJ har tilsyneladende ingen fysiske mén


Nr. 25 Redning den 1. maj 2016 (Kgs. Lyngby)
41-årige TJ redder ER på 16 år, da han under et halvmarathon i Lyngby pludselig løber i spurt over mængden af løbere og direkte ind i en busk; han har fået hjertestop

16-årige ER deltager i B.T.´s halvmarathon i Lyngby den 1. maj 2016. Den kvindelige løber og til dagligt læge, TJ, som løber lidt bagved ER, ser at han pludselig sætter i spurt tværs over mængden af løbere og direkte ud i en busk, hvor han falder om. TJ løber straks efter ham, og tror først, at han har fået krampe eller et epileptisk anfald. TJ finder hurtigt ud af, at ER har fået hjertestop, og går i gang med at give ER hjertemassage, imens TJs mand finder et vejskilt, så ambulancefolkene kan finde dem. TJ giver hjertemassage, indtil ambulancen ankommer. TJ oplever, at specielt en løber siger, at hun må ikke give ham hjertemassage, men han skal om i aflåst sideleje, så han ikke bliver kvalt i sit eget opkast. TJ er heldigvis så sikker på, hvad hun gør, at hun ignorerer dette, og fortsætter det helt rigtige, nemlig hjertemassagen, der reddede ER liv.

Da ambulancen ankommer, bliver TJ ved med hjertemassagen indtil de har gjort klar til at støde ham. ER bliver stødt to gange med hjertestarteren, hvorefter hjertet kommer i gang, men han kommer ikke til bevidsthed. Efterfølgende bliver han lagt i koma, og kørt med politieskorte til Rigshospitalets traumecenter.

ER bliver holdt i koma og kølet ned til 36 C i 24 timer, hvorefter han bliver vækket og heldigvis kommer sig 100 procent. Det viser sig, at ER er født med en fejl på forgreningen af kranspulsåren. 14 dage efter hjertestoppet bliver ER opereret, og kommer sig hurtigt og helt uden mén.

5 uger efter hjertestoppet er ER tilbage på Næsgaard Efterskole og når at få afslutningen af skoleopholdet med, hvilket betød meget for ham,


Nr. 26 Redning den 1. februar 2016 (Horsens)
26-årige GH (G) redder sin kæreste, NJ (N) på 29 år, da han kl. 8.15 får hjertestop i sengen i deres hjem

Indstillede:
26-årige GH, Horsens

NJ (N) sætter sig op i dobbeltsengen og tager sig til brystet. Ud fra hans mund lyder nogle underlige lyde. Pludselig lægger han sig hårdt ned i sengen igen. Han er gået i kramper og har fråde om munden. Hvad sker der, N, spørger kæresten, GH, mens hun klapper ham på kinderne. Men N svarer ikke. G er lige vågnet. Hun tager ved hans ben. Der er vådt, fordi han er begyndt at tisse. Nu ved hun godt, hvad klokken er slået: N har et hjertestop.

G har tidligere givet en dame hjertemassage i forbindelse med sit arbejde som social- og sundhedsassistent, så hun ved, hvor afgørende det er at give øjeblikkelig førstehjælp. Denne gang er det dog helt anderledes, det er hendes kæreste, der ligger bevidstløs i sengen. Han, som hun elsker mest. Man kan ikke give hjertemassage i en seng, tænker G.

Med besvær får hun ham møvet ned på gulvet, taster 1-1-2 på mobilen og tænder for dens højttaler. Samtidig med at hun får tilkaldt hjælp, starter hun med at give N hjertemassage. Og så tæller hun op til 30, 1, 2 osv.

Og sådan fortsætter hun i flere minutter, mens hun har en person fra alarmcentralen i øret. Hun er forpustet, og i sin iver efter at genoplive N, brækker hun to af hans ribben. Efter ca. 10 minutter kommer ambulancefolkene. De styrter ind i rækkehuset og overtager hjertemassagen fra G med deres hjertestarterudstyr.

Her kan G passivt se til i soveværelset, mens ambulanceredderne forsøger at få gang i N hjerte igen. Det er en besværlig proces, viser det sig.

2-3 gange stødes der, inden G får nok. – Jeg vil ud herfra, råber hun og går væk fra soveværelset. Væk fra de voldsomme genoplivningscener og væk fra sin bevidstløse kærste. Kl. nærmer sig 9.00. Det er tre kvarter siden, Ns hjerte stoppede med at slå.

Ambulancefolkene har i mellemtiden koblet Ns hjerte til en hjertemaskine, der skal holde hjertet i gang. De lægger ham på en båre og bærer ham ud i ambulancen.

Skat, er du der, råber G med tårerne trillende ned ad kinderne. I farten ser det ud som om, at N selv holder hjerteapparatet, så hun tror, at han er kommet ved bevidsthed.

Men det er han ikke, og i ambulancen bliver han lagt i kunstigt koma og kørt med fuld udrykning til Aarhus Universitetshospital Skejby.

Den reddede:
29-årige NJ, Horsens

N bliver lagt i koma. Tirsdag aften prøver lægerne igen, men kæresten G har ikke lyst til at opleve smertebrølet igen, så hun går ned i den anden ende af gangen med hænderne for ørerne. Pludselig får hun en prik på skulderen. – Han (N) spørger efter en, der hedder G. Er det dig, spørger sygeplejerskeren. N er vågnet.

N husker intet. Det er omkring to måneder siden, N fik et hjertestop.

I 13 dage nåede N at være indlagt på hospitalet, inden han vendte hjem til Horsens med en indopereret pacemaker. Selv husker han intet fra de dramatiske dage. Heller ikke dagene før hjertestoppet samt et par dage efter, han kom til bevidsthed igen.

Lægerne kender endnu ikke årsagen til, hvorfor Ns hjerte holdt op med at slå.

Det er en smule skræmmende. Der skal ikke meget hjertebanken til, før jeg kommer til at overveje, om det sker igen, siger N, der ikke er sluppet helt uden mén efter hjertestoppet, Han halter lidt på sit venstre ben og har svært ved at holde koncentrationen, så derfor går han til genoptræning fire gange om ugen.

Hele oplevelsen har effterladt N med en følelse af evig taknemlighed over for kæresten G. N har det godt og er sluppet næsten uden mén. N har problemer med kortidshukommelsen.


 

Nr. 27 Redning den 22. februar 2016 (Kolding)
48-årige BH (B) redder sin mand, TH (T) på 49 år, da han falder om med hjertestop på badeværelse i deres hjem

Indstillede:
48-årige BH, Kolding (hustru)

Tvillingedatteren Ps beskrivelse:

Min far har den mandag d. 22.02.2016 lidt ondt i ryggen, og i løbet af dagen får han det dårligere. Han er denne dag til kiropraktor, der råder ham til at tage til læge og blive lyttet på. Han tager til læge og bliver lyttet på, de kan ikke høre noget på ham, og han bliver sendt hjem. Omkring kl. 18 samme aften bliver han gradvist dårligere med trykken omkring kravebenet, koldsved og ubehag. Min mor B ringer til vagtlægen, der ikke kan se nogen grund til at se ham, da han allerede har været set hos egen læge og været ved kiropraktor med ryggen. Hun diskuterer lidt frem og tilbage med dem, han får til sidst en tid 19.10. Nogenlunde på samme tid går min far på toilet – min mor siger, at han ikke må låse døren, hvis han nu bliver yderligere dårlig. Min far går på toilettet og pr. automatik låser han døren. Få minutter efter hører min mor et brag fra badeværelset – og løber derud, hun kan høre ham ralle, og der er noget helt galt.

Min mor ringer 1-1-2 samtidig med at hun løber ud i min fars værksted og griber en hammer og en stige. Derefter løbet hun hen til badeværelsesvinduet og smadrer vinduet, hopper på stigen og ind over badeværelsesvinduet. Hun får hevet min far ud en normal stilling og prøver at give ham mund-til-mund, da han ikke trækker vejret – samtidig snakker hun med Falck, der sender en ambulance afsted, mens hun giver ham hjertemassage. Dette skal senere vise sig at have haft afgørende effekt.

Ambulanceredderne ankommer til mine forældres hus, de får hevet min far ud i gangen, hvor de overtager hjertemassagen. De er ikke i tvivl, han har massivt hjertestop. Min far har ikke rigtig nogen rytme, men de kan dog få lidt gang i ham. Han bliver lagt ud i ambulancen med LUCAS-maskine på samt boret adrenalinkanyler ind i benet og sendt mod Odense.

Min far får hjertemassage i alt 100 minutter. Han bliver kørt ind på OUH, hvor alle de rigtige mennesker er på arbejde denne dag.

Efter flere timers operation finder de 2 blodpropper i hans hjerte. Han får indlagt 3 stents, men de store blodpropper har gjort hans krop svag ud over de 2 timer, hvor han ikke har haft ordentlig gang i hjertet. Dette sender ham i 11 dages koma, hvor han svæver mellem liv og død.

Alt i mens min far ligger på VITA i Odense, kæmper min mor med 2 børn der er bange, fortvivlede og kede af det. Og hold kæft hun gør det godt. Hun kæmper, hun tror, hun håber og hun elsker. Hun omfavner alle reaktioner inkl. Alle andre familiemedlemmer, svigerbørn og venner med større respekt og kærlighed, end mange andre mennesker har i deres lillefinger. Alt imens hendes mand og kæreste gennem 30 år ligger og kæmper for sit liv. Et liv hun med hendes hjertemassage og instinkt har reddet.

Efter 11 dage i koma begynder min far at vågne. Vågne til en hverdag der for altid vil være anderledes. I de 11 dage har han kæmpet har hans hjerte været 50/50 på om det skulle dø. Han har haft massivt nyresvigt, hans højre ben var tæt på at blive amputeret, de vidste ikke, om hans hjerne havde taget skade, for at aflaste hans hjerte prøvede kirurgen på OUH en ny maskine på ham – en Impella, der virker som en lille motor, der skulle holde det i gang. Hans blod har været ude af kroppen for at blive iltet og kørt ind igen. Alt dette aner han intet om. Han vågner langsomt op, og han er selvfølgelig noget forvirret. Han ved jo ikke, at han er syg. Men til alles forundring kan han genkende os alle sammen, han kan tale, han kan bevæge sig, og hans hjerne fungerer.

Han kæmper sig tilbage til kræfterne. Han er indlagt i lang tid på OUHs afdeling B, hvor han også får indopereret en ICD. En profylaktisk behandling der sørger for, at han i hvert fald ikke falder om som han gjorde. Som han selv siger, der har virkelig været bud efter mig, og jeg har været død.

I dag har min far det godt omstændighederne taget i betragtning. Hans kognitive evne er let nedsat i form af lidt hukommelsestab og koncentrationsevnen kunne være bedre. Men han er her stadig og han kæmper, alt hvad han kan.

Takket været min mors hurtige reaktion, og bare det at hun gjorde noget instinktivt, det betyder i dag, at min tvillingebror og jeg har vores far og hun hendes mand.

Jeg har altid vidst, at mine forældre var seje, og jeg har kun endnu mere større respekt for, hvad de er, og hvad de kan. Alle burde lære førstehjælp, det burde være på skoleskemaet. Min mor havde førstehjælp for mange år siden, hun vidste ikke, om hun kunne, men hun gjorde alt, hvad hun kan – og se, hvad der resulteret i. Hun har reddet sin mands liv, og det synes jeg fortjener alt respekt i verden.

Den reddede:
49-årige TH (T), Kolding.

T har det efter omstændighederne godt. Han kæmper med koncentrationsbesvær, nedsat kraft i benene, hukommelsessvigt og træthed. Han er endnu ikke tilbage på arbejde som lastbilschauffør. Han går til genoptræning 2 gange om ugen og nyder dette, selvom det betyder, at han er meget træt dagene efter.

 


Nr. 28 Redning den 14. februar 2016 (Holte)
58-årige NM, 44-årige CC, 59-årige KH og 59-årige PG redder RL på 66 år, da hun falder om under en løbetur

Indstillede:
58-årige NM, Birkerød
44-årige CC, Allerød
59-årige KH, Charlottenlund
59-årige PG, Holte

Indsendt af RLs datter, ML, København Ø

Sted: Christians Winters sti, der løber langs Dumpedalsrenden – lige inden broen ved Furesøstien i skoven ved Holte.

Hvem gjorde hvad: CC gav hjertemassage, NM kunstigt åndedræt. Herefter KH gav hjertemassage og PG kunstigt åndedræt.

Den reddede fik hjertestop (mere end én gang efter hvad jeg kan forstå).

Der blev først brugt hjertestarter da ambulancen ankom efter ca. 15 minutter.

Jeg har valgt at indsætte forklaringer fra tre af hjerteredderne, da de har beskrevet forløbet fra hver deres egen synsvinkel og da det er svært for mig at koge det ned til én beskrivelse af redningen

NM:
Vi løber fra Langkærgårdsvej i Birkerød til Holte igennem Vaserne.  Et stykke forbi Holte Roklub går vi (RL siger, at luften føles kold i lungerne) og lidt senere beslutter vi at vende om.  Prøver at løbe en gang til hvor RL hurtigt stopper, så vi fortsætter med at gå.  Da vi kommer forbi Holte Roklub igen foreslår jeg vi kan gå derind og få B til at køre os hjem (jeg kan se hendes bil holder der). RL siger nej, så vi fortsætter med at gå hjem mod Birkerød langs Furesøen. På stien passerer vi en mand som lufter sin hund (PH).

Ca. en km fra roklubben falder RL om- hun siger ”jeg skal…” imens hun går ned i knæ – og så falder hun forover uden at færdiggøre sætningen.  Jeg lægger RL i aflåst sideleje og konstaterer hun trækker vejret – hun er fuldstændig bevidstløs og u-kontaktbar.  Jeg ringer 1-1-2 flere gange uden held (kan se der ikke har været kontakt til den grønne knap).  Jeg ser at PH kommer længere nede af stien med sin hund og vifter til ham og får ham til at ringe 1-1-2.  Vi er i Vaserne langt fra offentlig vej.  Undervejs kan jeg høre at Ps samtale med 1-1-2 er meget lang – det kræver megen forklaring at beskrive hvor vi er.  Jeg prøver at ringe til B i roklubben så hun kan komme med hjertestarteren som hænger ved klubben – hun svarer ikke. En mand (CC) kommer cyklende og kommer over til os.  Efter kort tid trækker RL ikke længere vejret.  C giver hjertemassage og jeg giver kunstigt åndedræt. RL trækker vejret igen. Efter et stykke tid trækker hun igen ikke vejret, så vi fortsætter med at give hjertemassage og kunstigt åndedræt.  Efter ca. 10 minutter kommer der en flok løbere hvor den ene – KH – fluks kommer hen til os og siger hun er sygeplejerske på traume centeret på Rigshospitalet.  KH tager over herfra med hjælp fra CC og PH så vidt jeg har forstået.  Jeg spørger nogen af løberne om de ikke kan løbe til Holte Roklub og hente, hjertestarteren der hænger bag på bygningen.

CC:
Jeg var ude at cykle en tur om formiddagen d. 14. februar. Da jeg kommer til Chr. Winthers sti ser jeg en kvinde i løbetøj (NM) og en mand (PG) med en hund stå ved noget på stien. Kvinden ser meget oprevet ud. Jeg ser der ligger en person på jorden – helt stille. Der er noget helt galt.

Jeg stopper cyklen og løber over til dem. Jeg ser der ligger en kvinde på jorden i løbetøj. Den oprevne kvinde ved siden af står og græder og siger ”RL, du må ikke dø, du må ikke dø…”

Jeg har flere gange deltaget på førstehjælpskurser tilbudt via mit arbejde. Uden at tænke nærmere over det –  ser jeg nærmest en film i hovedet over hvad jeg skal gøre. Jeg konstatere med det samme at RL har puls samt trækker vejret. Godt tegn. Får lagt RL i bedst muligt aflåst sideleje. Prøver at ruske i hende samt kalde på hende, men hun (RL) er bevidstløs.

Jeg hører fra manden med hunden at han er i kontakt med alarmcentralen og at ambulance er på vej. Der er ankommet nogle løber, som står lidt derfra og kigger. Jeg råber til dem, at de skal gå op imod Holte roklub samt i den anden retning og guide ambulancen ned imod dette sted når den kommer.

Efter et kort øjeblik ændrer RLs ansigtsudtryk fuldstændigt. Hun bliver helt bleg og ser ud som om hun ’lukker ned’. Hun ser helt forkert ud! Husker at jeg tænker og råber: ”Nu dør hun…” Jeg kan ikke længere mærke nogen puls – og ved, at vi nu skal i gang med hjertemassage.

Løbeveninden står ved siden af og græder og er helt oprevet. Jeg trækker RL om på ryggen, tørrer blodet fra hendes ansigt væk med mit jakkeærme og trækker veninden ned ved siden af mig. Instruerer hende i at puste ned i munden på RL når jeg siger til. Hun forstår med det samme sin opgave. Husker på 30 – 2 reglen og at sikre åbne luftveje. Går i gang med hjertemassagen. Er noget usikker på hvor hårdt jeg skal trykke, men det føles rigtigt og jeg kan se brystet hæve sig når veninden puster i hende. Husker hvordan jeg følte mig ekstremt fokuseret på det vi var i gang med. Efter et par ’runder’ begynder RL at få lidt kulør i ansigtet igen – det ser rigtig godt ud. Husker at jeg siger til veninden: ”Jeg tror squ vi har reddet RL. Du gør det rigtig godt!” Vi fortsætter hjertemassagen.

Efter en periode (tror 5 – 7 min) er jeg ved at være rigtig træt i armene. Der kommer en kvinde (KH) løbende ned til os. Jeg spørger om hun kan give hjertemassage hvorefter hun svare at hun er sygeplejerske på Traumecentret. Jeg huske tydeligt at jeg tænkte, at der er sendt en ’engel’. Jeg er så træt. Hun tager over på hjertemassagen og en anden mand (PG) afløser veninden med at blæse luft i RL. Jeg tager mig af veninden, som igen begynder at græde højlydt. Holder om hende og fortæller hende at hun har gjort det rigtig godt samt at der nu er en erfaren sygeplejerske hos RL. Hjertemassagen fortsætter.

Efter nye ca. 8 minutter høre vi lægeambulancen komme. Helt fantastisk lyd. Der kommer en læge og ambulancemand løbende med noget udstyr. Sygeplejersken, som giver hjertemassage kender åbenbart lægen og de går i ’arbejds-mode’. Det har de tydeligvis prøvet dette før. Der kommer også en almindelig ambulance og flere reddere til stedet.

Lægen, ambulancemanden og sygeplejersken gik i gang med behandlingen af RL. De satte en hjertemassagemaskine på hende samt monterede en hjertestarter. De bad mig om at gå lidt væk med Nina idet det ville se voldsomt ud, når de stødte til RL. Jeg trak hende lidt væk og vendte hende bort. Får NM ind i lægeambulancen og taler fortsat med hende. Fortæller at RL nu er i de bedste hænder. Husker at der kommer en redder over og tager over ift. NM.

Frem til det punkt hvor redderen tager over på NM har jeg igennem hele forløbet følt mig helt rolig. Har hele tiden vidst hvad jeg skulle gøre i de forskellige situationer. Dette er jeg sikker på skyldes de førstehjælpskurser, som jeg tidligere har deltaget på. Men, da redderen tager over på NM og jeg føler jeg er færdig – begynder jeg at ryste og føler mig iskold. Det hele virker pludselig helt uvirkeligt og fuldstændig som var jeg midt i en film. Dog var jeg klar over at jeg sammen med andre havde gjort en rigtig god indsats i forhold til måske at have reddet RL liv.

Set i bakspejlet har førstehjælpskurserne været fantastiske. Jeg vidste hvad jeg skulle – og kunne gøre det. Det har været en rigtig god oplevelse at kunne hjælpe et andet menneske i den situation. Denne oplevelse blev for alvor stærk, da jeg nogen tid efter hændelsen mødtes med RL. RL havde det godt, og vi fik sammen talt situationen igennem. Min oplevelse er blevet fortalt mange gange til interesserede, meget med det formål at tilskynde andre til at tilmelde sig de førstehjælpskurser, som ofte tilbydes.

KH:
Det var en søndag i februar – vi mødtes nede ved roklubben i Bistrup, mine løbevenner fra Birkerøddernes løbeklub. Da vi havde løbet 2 km – i vaserne et sted hvor stien deler sig – så jeg en kvinde og mand stå og overbøjet over en kvinde som lå på jorden i sideleje. Jeg løb hen for at se om alt var OK. Kvinden begynder at forklare at der er tilkaldt hjælp og de var ude at løbe og … mens hun snakker kigger jeg på kvinden på jorden, og opdager at hun har fået hjertestop. Jeg vender hende straks om på ryggen og veninden begynder at give hjertemassage. Der kommer yderlig en mand til, som overtager hjertemassagen – veninden er meget chokkeret og mine venner snakker med hende. Hvem der gør hvad hvornår husker jeg ikke helt, men jeg ender med at overtager hjertemassagen og en mand giver kunstigt åndedræt. Det er altid lidt grænseoverskridende, men jeg tørrer snot og lidt blod væk og han påtager sig opgaven uden tøven. Kvinden er spinkel og nem at give hjertemassage – mine løbevenner fra løbeklubben har i mellemtiden løbet ud for enderne af de 3 stier ambulancen muligvis kunne komme fra. Efter nogle minutter (jeg husker ikke hvor mange) kommer lægebilen og lægen der kommer ud er en jeg har arbejdet sammen med i netop disse situationer. Det var helt skøn at det lige var ham der havde vagt på ambulancen den søndag. Alle de andre er også dygtige – det giver bare en tryghed når man kender dem man arbejder sammen med. Ambulancen havde svært ved at komme hurtigt frem, hvorfor han beder mig hjælpe ham og paramedicineren. Det gør jeg selvfølgelig gerne.  Da ambulancen kom og min hjælp ikke var nødvendig mere, trak jeg mig væk og vi luntede videre på vores tur. Jeg er anæstesisygeplejerske og har set og været med til meget i kraft af mit speciale, men når man kun har jordbunden og sine hænder som redskaber, er det en helt anden snak. Vi brugte ikke hjertestarter – der var ikke en i nærheden, desuden er det ikke altid disse skal bruges og i denne situation var hjertemassagen det absolut vigtigste.

Jeg fortalte min oplevelse hjemme – en af mine voksne sønner var lige forbi – han sagde ” Mor, tænk at kunne skrive det på dit livs CV” – sådan har jeg ikke tænkt på det – men det har rørt mig meget at være med til at redde en anden person.

Jeg ved, at det ikke altid er det samme liv man redder et menneske til – og tænkte jeg meget over hvordan det mon gik.

Det er en kæmpe glæde at møde RL første gang 2 dage efter hendes hjertestop og senere på min terrasse. At erfare, at RL løb Copenhagen Halvmarathon her i september er helt vildt. Jeg løber selv og ved, hvor meget det betyder, for sådan nogle som os at kunne komme tilbage – RL er en stærk og modig kvinde, som jeg fornemmer virkelig bruger sin ”second chance”.

RL og hendes familie er glad for, at vi var der på det rigtige tidpunkt og viste hvad vi skulle gøre – men jeg må sige det har givet mig som person noget helt specielt at ”få lov” til at redde et andet menneske. Tak for det – håber aldrig det bliver nødvendigt igen.

RL har det rigtigt godt. Hun er både fysisk og psykisk frisk og har håndteret hændelsen på en rigtig god og sund måde. Hun har gennemgået en helt utrolig udvikling fra ulykken til ikke længe efter, hvor hun var frisk igen. Hun har en meget positiv livsindstilling og fortsætter med at nyde livet. I september, kun 7 måneder efter ulykken, gennemførte hun Copenhagen Halvmarathon med sin veninde NM, som var med på løbeturen d. 14. februar. Alle os der kender og holder af RL er evigt taknemmelige for, at der var nogen der kunne hjælpe i sådan en grad, at vi har fået vores lov til at beholde vores RL.

Den reddede:
66-årige RL, Skovlunde

RL har det rigtigt godt. Hun er både fysisk og psykisk frisk og har håndteret hændelsen på en rigtig god og sund måde. Hun har gennemgået en helt utrolig udvikling fra ulykken til ikke længe efter, hvor hun var frisk igen. Hun har en meget positiv livsindstilling og fortsætter med at nyde livet. I september, kun 7 måneder efter ulykken, gennemførte hun CPH Half marathon med sin veninde NM, som var med på løbeturen d.14. februar. Alle os der kender og holder af RL er evigt taknemmelige for, at der var nogen der kunne hjælpe i sådan en grad, at vi har fået vores lov til at beholde vores RL.


Nr. 29 Redning den 4. oktober 2016 (Struer)
78-årige AD redder sin mand, JD på 77 år, da han efter en foredragsaften kommer hjem og falder om med hjertestop

Indstillede:
78-årige AD, Struer

Efter at være kommet hjem fra en foredragsaften, sad min kone og jeg og talte om aftenens foredrag, da jeg pludselig mistede bevidstheden som følge af, hvad der senere viste sig at være et hjertestop.

Min kone var med det samme klar over at situationen var kritisk og ringede 1-1-2, og med god vejledning fra vagtcentralen påbegyndte hun nu førstehjælp.

Det lykkedes for hende med en stor kraftanstrengelse (min kone er ret lille og jeg er ret stor) at få mig ned fra stolen og ud på gulvet, således at hun kunne begynde at give mig hjertemassage, hvilket hun fortsatte med, indtil akutbilen efter 8-9 minutter nåede frem, hvorefter lægerne tog over. Der blev rekvireret en helikopter, og jeg blev fløjet til hospitalet i Skejby.

Jeg kan naturligvis intet huske fra den aften og nogle dage frem, men udtalelser fra bl.a. akutlæge og andre sundhedspersoner fortæller mig, at min kone den aften uden al tvivl reddede mit liv med sin hurtige og resolutte indgriben.

Den reddede:
77-årige JD, Struer

Efter at være blevet behandlet i 14 dage på hospitalet i Skejby med bl.a. indoperering af en pacemaker er jeg hjemme igen. Jeg har det fint og er tilsyneladende sluppet fra hjertestoppet uden men.


Nr. 30 Redning den 2. november 2015 (Kerteminde)
74-årige BR og 39-årige DL redder KR på 77 år

Indstillede:
74-årige BR, Kerteminde (hustru)
39-årige DL, Kerteminde

Om aftenen den 2. november 2015 var min mand, KR (77 år), ude at gå en tur, før han satte sig i sofaen med sin bog. Pludselig vælter han sig på siden og taber bog og briller. Jeg troede det var spas. Der kunne jo ikke været noget galt. Han er veltrænet, og var for kort tid siden blevet tjekket med blodprøver og hjertediagram.

Først bander jeg og tænker på at ringe til vores datter, så bliver jeg chokeret, men heldigvis handler jeg. Låser hoveddøren op og ringer 1-1-2. Jeg vender KR på ryggen og giver hjertemassage. Det har jeg lært for ca. 20 år siden. Alt dette skete på ca. 2 minutter. Jeg mærker, at ribbenene brækker, og tænker – det er rigtigt.

Fra alarmcentralen meddeler man, at man vil forsøge at skaffe hjælp fra vore naboer.

Meget hurtigt kommer Dorthe fra nr. 5, og naboerne fra nr. 1 var også på vej, men valgte at gå hjem, da ambulancen kom samtidig.

DL overtager hjertemassagen.

Redderne beder DL fortsætte, mens de gør deres udstyr klar med hjertestarter og drop.

Lægeambulancen kommer, og der bliver arbejdet med KR i ca. tre kvarter, men han vågner ikke op.

Som jeg husker, bliver der stødt med hjertestarteren to gange.

Den reddede:
77-årige KR, Kerteminde

På Odense Universitetshospital kan man se, at der er givet hjertemassage meget hurtigt. KR bliver indlagt på Intensivafdelingen, bliver lagt i respirator, får sovemedicin for at hjernen kan få hvile. Sovemedicinen skal brænde ud i løbet af nogle dage, og KR skal vågne. KR vågner imidlertid ikke. Elektroder og andet udstyr viser ingen aktivitet, så han vil dø. Der var da gået 5-6 døgn. Efter så lang tids bevidsløshed vælger man at tage sondemad og væske fra, og man kan blot vente

Natten til den 10. november 2015 skere miraklet. Det er i lægejournalen betegnet således: KR vågner. Efter yderligere 14 dage på hospitalet, udskrives han og kan genoptage sine to-tre ugentlige træninger i fitnesscentret. Alt er i dag, som intet er hændt. KR fik en stent i hjertet på grund af forsnævringer, og han har efterfølgende fået indopereret en ICD.

TELEFON-INERVIEW
Uddybende telefoninterview med DL (nabo til den reddede):

Jeg var gået i seng, da min mand Cs telefon ringede. Det var Alarmcentralen. C sagde: ”Det må du hellere tage dig af”. Jeg bliver løbende uddannet i førstehjælp – det gør jeg, fordi jeg passer børn.

Jeg skyndte mig at tage bukser på og løb så ind til naboen. Jeg mener, at jeg allerede der kunne fornemme, at ambulancen var på vej (heldigt at den i forvejen var i Kerteminde).

KR lå i sofaen. Jeg tror ikke, at hans hustru BR havde nået at give ret meget hjertemassage. Hun havde haft travlt med at ringe 1-1-2 og lukke døren op.

Jeg begyndte straks at give hjertemassage.

Meget kort tid efter kom Falck-redderne. De rev KR ned ad sofaen og lagde ham på gulvet (Keld er en stor mand, der lige havde fået opereret hoften – men Falck-redderne viste ”no mercy”).

Jeg fortsatte med at give hjertemassage – de kunne se, at jeg havde styr på det. Imens lagde én af redderne drop.

Først da lægeambulancen kom stoppede jeg. Lægeambulancen kom nok fra Odense – måske gik der et kvarter, aner det ikke – det føltes som 1000 år.

Bagefter roste den ene Falckredder mig meget for min indsats.

BR og KR har kun været vores naboer i et par år, så vi kendte dem ikke så meget. Men episoden har virkelig styrket vores forhold. Den uge, der gik bagefter, hvor vi ikke vidste buh eller bæh med KR – jeg tror ikke, jeg har grædt så meget nogensinde.

Efter KR var kommet hjem igen, har jeg været ekstra opmærksom … hele tiden lidt på vagt. Hver gang, jeg hører en udrykning, farer jeg lidt sammen – det sidder i mig.

Der var en anden episode lidt senere. KR står ude bag sin bil. Pludselig råber KR ”DL”. Jeg løber derover – hans hofte er hoppet ud.

Helt tilfældigt var det den sammen Falckredder, der kom – ham der havde rost mig. Det var fantastisk at tale med ham om, hvad der var sket sidst. Det var var godt at få talt det igennem. Det er nødvendigt at snakke snakke snakke.

OBS:
BRs og KRs døtre er begge ansat på hospitaler. Hverken de eller jeg (om min omgangskreds – min svigerfar er lokalformand i Hjerteforeningen) har tidligere hørt om, at Alarmcentralen kontakter naboer. Men det er rigtig godt, at man gør det.

Efter KRs hjertestop har jeg sammen med KRs hustru, BR, taget den udvidede førstehjælpsuddannelse. Nu er vi begge med i et hjertestarter-team, der er klar til at rykke ud. Det har vi været i et år nu … siden 4. januar 2016.


Nr. 31 Redning den 30. december 2015 (Ballerup)
30-årige HT (kvinde) redder HL på 51 år (mand), da han får hjertestop i en tunnel i Ballerup

Indstillede:
HT, Ballerup

Indsendt af HLs far, PL , Måløv

HT ser en mand, der går ustabilt og støtter sig til væggen i en tunnel mellem Nyvej og Ballerupcentret.

Manden, HL, falder sammen med hjertestop. HL er helt blå/grå i hovedet.

En forbipasserende tilkalder politiet.

HT giver genoplivning ved brysttryk og mund til mund.

Den reddede:
51-årige HL, Ballerup

HL er i store træk uden mén. Han er dog påvirket af oplevelsen.


Nr. 32 Redning den 6. oktober 2016 (Fredericia)
65-årige HZ redder sin mand, JZ på 66 år, da han får hjertestop i sengen i eget hjem

Indstillede:
65-årige HZ, Fredericia

Jeg var gået i seng på vores private adresse i Fredericia omkring kl. 21.30 onsdag d. 05.10.2016 og var faldet godt i søvn.

Min hustru HZ så en svensk krimi i TV og kom først i seng godt midnat.

Hun læser lidt i en bog og slukker derefter lyset.

Kort efter hører hun en mærkelig rallende lyd ovre fra mig og tænder lyset igen, hvorved hun opdager at jeg ikke trækker vejret og kan konstatere, at jeg har fået et hjertestop.

Hun ringer 1-1-2 og begynder at give mig hjertemassage alt imens hun beholder kontakten til alarmcentralen, der giver hende gode råd løbende.

Da ambulancefolkene ankommer, fortsætter de hjertemassagen, som dog ikke vækker mig til live. Hvor lang tid går der?

Ambulancefolkene er derfor nødsaget til at anvende hjertestarteren som de dog måtte bruge tre gange før der igen var kontakt med mig.

Jeg er naturligvis min kone dyb taknemmelig over, at hun havde åndsnærværelse nok til at klare hjertemassagen og dermed holde de vigtige hjerte organer i gang indtil de professionelle nåede frem og så vidt jeg ser det, er hendes hjertemassage den egentlige og eneste årsag til, at jeg i skrivende stund kan fejre min fødselsdag (66 år i dag).

Den reddede:
66-årige JZ, Fredericia

JZ havde det rigtig godt. Blandt andet på grund af hjertemassagen fra sin hustrus side havde han ingen mén, og fungerede helt normalt. Den 24. december måtte han give op på grund af cancer, som han døde af den 24. december 2016. 


Nr. 33 Redning den 18. februar 2016 (Birkerød)
11-årige NM redder sin morfar, OP på 78 år, da han får hjertestop i Birkerød Svømmehal

Indstillede:
11-årige NM (dreng), Kastrup

Den 18/2-2016 gik jeg (OP) i Birkerød svømmehal med mine 2 børnebørn NM (dreng) på 11 år og P (dreng) på 7 år. Det var vinterferie, og alle legeredskaberne var tilgængelige i bassinet. Medens drengene leger, svømmetræner jeg, som jeg normalt gør to gange om ugen. På et tidspunkt spørger NM, om de må springe fra vipperne, hvis livredderen giver lov, hvilket han gør. Drengene elsker det, og jeg stiller mig som sædvanlig i vandet på den lille flisegesims, der er i væggen i den dybe del af bassinet, og holder fast i kanten med højre hånd, så jeg kan se drengene, mens de springer.

Oppe fra vippen ser NM ned på morfar og bemærker, at han pludselig slipper grebet i basinkanten og glider ned mod bunden. NM føler, at der er noget helt galt, så han hopper i vandet og dykker ned og ser, at morfar står helt stille på bunden med lukkede øjne og åben mund. Han er klar over, at der er noget helt galt og råber til fætter P: ”Morfar er druknet. Han står på bunden. Se efter om der kommer bobler ud af munden. Jeg henter livredderen.”

NM er hurtigt oppe af bassinet og skynder sig hen til livredderen, der står i den anden ende af bassinet, og siger: ”Min morfar er druknet. Han står på bunden ud for bane 3 i den dybe ende.”. Derpå sprang livredderen ud, dykkede ned og fik fat i min livløse krop, og fik mig op på det tørre. Der var helt sikkert tale om et hjertestop.  Der blev ringet efter en ambulance og livredderne gik naturligvis straks i gang med at få liv i mig igen. Først startede de genoplivningen manuelt og senere med hjertestarter, har jeg fået fortalt, indtil ambulancen kom og kunne overtage redningen.

NMs meget hurtige reaktion var helt sikkert hovedårsagen til, at jeg efter indlæggelse først på intensiv afdelingen på Gentofte hospital og senere på medicinsk hjerteafdeling slap fra ulykken uden men. Det var ikke muligt på hospitalet at finde årsagen til mit hjertestop. Det eneste man kunne konstatere var, at der var en ganske lille utæthed ved den ene hjerteklap.

Derfor vil jeg hermed indstille NM til prisen som årets hjerteredder 2017.

Det skrevne er naturligvis baseret på, hvad jeg har fået fortalt om hændelsesforløbet, da jeg selv intet kan huske fra dagen før ulykken, til jeg vågnede op 3 døgn senere, efter at være blevet vækket fra den kunstige koma.

Den reddede:
78-årige OP, Birkerød

OP er i dag kommet sig helt efter ulykken uden andet mén.


Nr. 33 Redning den 18. februar 2016 (Birkerød)
11-årige NMM redder sin morfar, OMP på 78 år, da han får hjertestop i Birkerød Svømmehal

Indstillede:
11-årige NMM, Kastrup

Den 18/2-2016 gik jeg (OMP) i Birkerød svømmehal med mine to børnebørn N på 11 år og P på 7 år. Det var vinterferie, og alle legeredskaberne var tilgængelige i bassinet. Medens drengene leger, svømmetræner jeg, som jeg normalt gør to gange om ugen.

På et tidspunkt spørger N, om de må springe fra vipperne, hvis livredderen giver lov, hvilket han gør. Drengene elsker det, og jeg stiller mig som sædvanlig i vandet på den lille flise-gesims, der er i væggen i den dybe del af bassinet, og holder fast i kanten med højre hånd, så jeg kan se drengene, medens de springer.

Oppe fra vippen ser N ned på sin morfar og bemærker, at han pludselig slipper grebet i bassinkanten og glider ned mod bunden. N føler, at der er noget helt galt, så han hopper i vandet og dykker ned og ser, at hans morfar står helt stille på bunden med lukkede øjne og åben mund.
Han er klar over, at der er noget helt galt og råber til sin fætter P: ”Morfar er druknet. Han står på bunden. Se efter om der kommer bobler ud af munden. Jeg henter livredderen”.

N er hurtigt oppe af bassinet og skynder sig hen til livredderen, der står i den anden ende af bassinet, og siger: ”Min morfar er druknet. Han står på bunden ud for bane 3 i den dybe ende”.

Derpå sprang livredderen ud, dykkede ned og fik fat i min livløse krop, og fik mig op på det tørre. Der var helt sikkert tale om et hjertestop. Der blev ringet efter en ambulance og livredderne gik naturligvis straks i gang med at få liv i mig igen. Først startede de genoplivningen manuelt og senere med hjertestarter (har jeg fået fortalt), indtil ambulancen kom og kunne overtage redningen.

N’s meget hurtige reaktion var helt sikkert hovedårsagen til, at jeg efter indlæggelse først på intensivafdelingen på Gentofte hospital og senere på medicinsk hjerteafdeling slap fra ulykken uden mén. Det var ikke muligt på hospitalet at finde årsagen til mit hjertestop. Det eneste man kunne konstatere var, at der var en ganske lille utæthed ved den ene hjerteklap.
Derfor vil jeg hermed indstille N til prisen som Årets hjerteredder 2017.

Det skrevne er naturligvis baseret på, hvad jeg har fået fortalt om hændelsesforløbet, da jeg selv intet kan huske fra dagen før ulykken, til jeg vågnede op 3 døgn senere, efter at være blevet vækket fra den kunstige koma.

Den reddede:
78-årige OMP er i dag kommet sig helt efter ulykken uden mén.


Nr. 34 Redning den 1. december 2016 (Vejle)
52-årige TL, HM og 44-årige TS redder deres kollega EGS på 63 år, da han falder om med hjertestop på værkstedet

Indstillede:
52-årige TL, Vejle
HM, Børkop
44-årige TS, Fredericia

EGS træder ind af døren til værkstedet på Tulipvej 10 i Vejle kl. 5.14. Få sekunder efter falder han om og har fået hjertestop.
Da EGS falder om, står de tre reddere bag en afskærmning på værkstedet, men de hører et stort bump, da EGS rammer gulvet. En anden kollega råber til dem, at han har brug for hjælp straks.
TL og TS går straks i gang med at yde livgivende førstehjælp og hjertemassage.

HM er i mellemtiden løbet efter en af de fire hjertestartere, som er på fabrikken. TS ringer 1-1-2, og der sendes vejvisere ud til porten ved indkørslen til fabrikken.
Sammen yder alle tre hjerte/lungeredning samt livgivende førstehjælp på EGS. Dette gør de i ca. 20 minutter, hvor Eriks vejrtrækning ophører en 5-7 gange.
TS, som er nyansat, kommer i forvirringen til at oplyse den forkerte adresse til alarmcentralen (Tulipvej 1), og ambulanceredder må ringe til TS efterfølgende, da de ikke kan finde dem på den oplyste adresse. Dette rettes, og de ankommer kort tid efter.
AED-hjertestarter støder ham 1 gang i samme øjeblik, som Falck ankommer. EGSs vejrtrækning og hjerte stabiliseres efter stød.

Falck-reddere overtager, og EGS køres til Odense Universitetshospital.

TL og TS havde ikke AED-kursus, men var i stand til at give hjertemassage. HM har både lært at betjene en AED og yde førstehjælp. De alle tre var klar over deres rolle i redningen, og støttede hinanden gennem hele processen.
Ambulanceredderen fortalte de tre, at havde de ikke reageret så hurtigt og forblevet med med at give hjerte/lungeredning, ville man ikke have kunnet gøre så meget for at redde EGS uden han fik alvorlige mén, da der var gået tid siden hjertestoppet skete.
Der er ansat ca. 300 personer på fabrikken, og af dem er over 100 personer uddannet i førstehjælp og i brug af AED.

Den reddede:
EGS, Skanderborg, har det godt og har fået indopereret en pacemaker.


Nr. 35 Redning den 11. februar 2016 (Hjerm)
51-årige TP, 48-årige SHM, 45-årige VL, 40-årige CSB, 48-årige TJ, 43-årige GBP og 52-årige KBJ redder CKD på 45 år, da han falder om med hjertestop i motionscentret

Indstillede:
51-årige TP, Hjerm
48-årige SHM, Hjerm
45-årige VL, Hjerm
40-årige CSB, Hjerm
48-årige TJ, Hjerm
43-årige GBP, Hjerm
52-årige KBJ, Hjerm (halbestyrer)

C kørte vores yngste datter til håndboldtræning i Hjerm Hallen og herefter gik han i motionscentret samme sted.
Det var 2½ måned efter hans hjerteklap-operation. Alting var begyndt at se lyst ud igen. Han trænede tre gange ugentlig på hjertehold på sygehuset, og tre gange ugentlig i det lokale motionscenter.
Tilfældigvis var C’s kammerat TP også i motionscentret og træne denne dag, desuden var en kvinde, SHM, der også. TP og C holdt pause efter opvarmningen og stod og snakkede om, at det kunne være fedt at tage til Bruce Springsteen-koncert, som netop var offentliggjort.
Da C ville i gang med træningen igen, oplevede han en underlig snurrende fornemmelse i hovedet, og herefter husker han ikke mere (før lørdag d. 13/2, hvor han tages ud af kunstigt koma).

TP så C falde om. Han troede først, at C bare var snublet, men da C ikke rejste sig op igen, skyndte han sig over til ham. TP så, at C så blå ud, og der var ingen vejrtrækning. Han bad SHM om at ringe 1-1-2, men hun var i chok, så TP tog selv telefonen og ringede 1-1-2. TP bad SHM om at kalde på hjælp ude i hallen/cafeteriet, hvilket hun gjorde.

TP startede med at give hjertemassage. VL kom til, hun blæste, men overgav den opgave til CSB, som kom til (Vivi var forkølet). TJ kom også ind, hun overtog telefonen, som havde kontakt med alarmcentralen. CSB havde hallens hjertestarter med. Den pakkede VL ud, men de kunne ikke få den til at virke, så beskeden fra alamcentralen var, at de skulle fortsætte med hjerte-lungeredning. GBP fik vores datter i omklædningsrummet, så hun ikke blev vidne til det, der skete. KBJ dækkede vinduerne til, så der blev afskærmet fra hallen, hvor der stadig foregik aktiviteter.

Jeg blev kontaktet.

TP og CSB gav hjerte-lungeredning, og de kunne se på C’s farve, at det hjalp. TJ stod med telefonen, og dermed kontakten til alarmcentralen, og sådan blev der arbejdet i ca. 10-15 minutter, indtil den første ambulance ankom. Redderne korrigerede TP til at trykke lidt anderledes, og ellers bad de ham og CSB om at fortsætte, imens de stillede masser af spørgsmål og pakkede alle deres remedier ud.

Kort tid efter kom en lægeambulance, og de fire ambulancefolk tog over. På dette tidspunkt havde TP og CSB arbejdet i ca. 20 minutter. Kort efter kom lægehelikopteren. Der blev arbejdet på at gøre C så stabil, at han kunne flyttes til helikopteren. Bl.a. fik han 11 stød af hjertestarter, før han var stabil nok til at blive flyttet i helikopteren.

Godt en time efter C faldt om, blev han fløjet mod Skejby, og herefter blev mine svigerforældre og jeg kørt til Skejby af TP.
Redningen fandt sted i motionscentret i Hjerm Hallen. (Efterfølgende har der været afholdt flere aftenkurser i hjerte-lungeredning for byens borgere. Desuden er der blevet indkøbt endnu en hjertestarter til den østlige del af byen, hvis uheldet er ude og jernbanebommene er nede).

Den reddede:
45-årige CKD, Hjerm, har det godt og er begyndt at arbejde igen på halv tid.


Nr. 36 Redning den 8. januar 2016 (Lundby)
64-årige LS og 39-årige TRP redder CS på 65 år, da han falder om med hjertestop i en stol hos genboen

Indstillede:
64-årige LS
39-årige TRP

CS falder om i en stol hos genboen kl. ca. 19,00. Genboen ringer til LS, som sammen med TRP løber over gaden. LS begynder førstehjælp. TRP kontakter 1-1-2, som løbende orienterer dem om, hvad de skal gøre. Fx ved opkast må der ikke gives indblæsninger.

LS og TRP skiftes til at give hjertemassage og indblæsninger.

Genboen løber efter hjertestarteren, som er placeret i et autoværksted ca. 100 meter væk, men hjertestarteren er opbevaret indendørs bag pansrede vinduer, så det lykkedes ikke at få fat i hjertestarteren.

Efter ca. 15 minutter ankommer Falck og overtager redningen, bl.a. med hjertestarter, hvor der stødes 2 gange uden resultat.

CS bliver kørt til Nykøbing F. Sygehus og straks efter overført til Rigshospitalet, hvor han ligger i koma i ca. 14 dage. Herefter foretages der en tredobbelt bypassoperation.

Efterfølgende har autoværkstedet opsat ny hjertestarter udendørs ved den lokale købmand, og Borgerforeningen har påtaget sig at betale for drift og service af hjertestarteren. Der har også været lokal indsamling til drift af hjertestarteren.

Den reddede:
CS er fuldstændig uden mén, og 100 procent rask. Han cykler og går lange ture hver dag. Herudover har han indmeldt sig i det lokale Fitnesscenter.


Nr. 37 Redning den 11.oktober 2016 (Brøndby)
31-årige MNV og 32-årige FS redder KH på 70 år, der inden et møde for pensionister i Finansforbundet falder om med hjertestop

Indstillede:
31-årige MNV
32-årige FS

Inden et møde for pensionister i Finansforbundet falder én af deltagerne sammen.

Vores foredragsholder Henning Kirk, der samtidig er læge, konstaterer, at det drejer sig om en blodprop i hjertet, og at der ikke er nogen puls.
MNV (køkkenchef i restauranten, der ligger umiddelbart ved siden af mødelokalet, kommer hurtigt til stede og ved en hurtig og professionel indsats, med bistand fra Henning Kirk, får han gang i hjertet igen ved hjælp af en hjertestarter. Det var tjener FS, der havde fundet og hentet hjertestarteren samt fået ringet 1-1-2.

Læge Henning Kirk påskønnede MNVs arbejde, og uden hans og FSs indsats havde vores medlem ikke været i live i dag.

Den reddede:
70-årige KH har det fint og er glad og taknemmelig.


Nr. 39 Redning den 22. februar 2016 (Tjele)
70-årige E, 66-årige R og 70-årige A redder P på 76 år, da han får hjertestop under sin badmintontræning i Hammershøjhallen 

Indstillede:
70-årige E, Hvidding
66-årige R, Tjele
70-årige A, Tjele

Den 22. februar 2016 under badmintontræning får P hjertestop.

E og R giver hjertemassage i fællesskab.

A støder med hjertestarteren én gang.

Uddrag af artikel i Landsdsbyerne (af Christina Brorson):

Mandag 21. marts kiggede P forbi Hammershøj Hallen for første gang siden sit hjertestop 22. februar. Sammen med sin kone, AM, ville han gerne høre forløbet fortalt og sige tak til sine redningsfolk.

– Lægen sagde til mig, at jeg havde været heldig. Jeg føler, at jeg har været mere end det, lød takken fra P.
Tårerne løb ned af hans kinder, mens han lyttede til beretningen om de intense minutter, som han selv intet kan huske fra. Først klokken 15 samme eftermiddag vågnede han nemlig op på Skejby Sygehus med AM og parrets tre børn ved sin side.

På grund af den hurtige livreddende indsats er lægernes melding i dag, at P ingen mén får.

– Hjertet har ikke taget skade, og de følger, han mærker i dag, såsom glemsomhed, vil forsvinde, fortæller AM.”

Den reddede:
76-årige P, Tjele, har det rigtig godt i dag og er i fuld vigør.


Nr. 40 Redning den 28. august 2016 (Fredericia)
40-årige B redder sin far, G på 70 år, da han falder om under et motionsløb i Fredericia

Indstillede:
40-årige B, Fredericia (datter)

B og G (min søster og min far) deltog i et motionsløb ved Fredericia.

Gt var cyklet ind til Hannerup, hvor løbet foregik. G og B mødtes inden start, og fulgtes da løbet blev skudt i gang.
Efter 2 km løb blev G svimmel og satte sig i vejkanten, men kun i ca. 1 minut.

Så gik de ca. 50 m og G begyndte at løbe igen – B fulgte med og bemærkede at hans vejrtrækning var meget besværet, han lød som en gammel travhest.

Efter ca. 500 m. løb faldt G om ude i vejkanten ved Hannerup Engvej. B konstaterer, at G er ukontaktbar, kalder på hjælp og lægger G i aflåst sideleje.

B bad én af dem, der stod ved løbet for at vise vej, ringe 1-1-2.

B talte beroligende til G, i håb om at hans vejrtrækning så ville blive mere rolig.

Vejrtrækningen ophørte dog efter ca. 1 minut, og B vendte straks G om på ryggen og startede hjertemassage. Hun kunne fornemme at han blev dårligere og dårligere.

En anden løber kom og hjalp, og de gav hjertemassage indtil ambulancen kom (5-8 min i alt).

Ambulancefolkene fortsatte hjertemassagen og gav stød 4 gange med hjertestarteren, inden de fik hjertet i gang igen.

Derefter var der afgang til Skejby Sygehus og en hel række undersøgelser de næste dage.

Der havde været en stor blodprop og en rytmeforstyrrelse.

G har nu en ICD-enhed og håber på, han igen vil kunne komme til at løbe små ture sammen med os.

Jeg synes, min søster er Årets hjerteredder, da jeg er overbevist om, at hendes hurtige indsats er grunden til, at vores far overlevede.

Den reddede:
70-årige G, Fredericia

G har det ok. Genoptræning på sygehuset er ikke startet endnu, men han cykler selv ture, går lange ture med hunden og deltager i seniormotion i den lokale idrætshal.


Nr. 41 Redning den 26. august 2016 (Kolding)
52-årige T  og 29-årige K  redder M  på 51 år, da hun falder om med hjertestop i en butik i Kolding

Indstillede:
52-årige T , København S
29-årige K , Kolding

Jeg faldt om med en blodprop i hjertet og efterfølgende hjertestop.
Jeg bor i Kolding og arbejder som skolesekretær i Kolding. Efter arbejde fredag den 26. august 2016 kører jeg i banken med penge for skolen, og herefter går jeg til gågaden.
Jeg går ind i en butik i Kolding, hvor jeg skal købe manilla-mærker. Jeg spørger en ekspedient, hvad de har af manilla-mærker, og hun viser mig stativet med mærkerne.

Jeg rækker ud efter nogle mærker og falder så om og slår baghovedet i gulvet.

Forretningsindehaveren løber ind i nabobutikken for at spørge, om de har en hjertestarter. Det har de ikke. En anden ansat ringer 1-1-2 for at tilkalde en ambulance. Den tredje ansatte, som var ved at ekspedere mig, bliver hos mig.

T arbejder til daglig i København. I anledning af kulturnatten er han i Kolding, hvor hans arbejdsplads har en bod. T løber ind i butikken for at hjælpe mig. Da han kommer ind i butikken, ser han, jeg er svedig og ligger med åbne øjne, og der er puls. Han lægger mig i aflåst sideleje og mærker igen efter puls, som nu er forsvundet.

T ved, at så er reglen hjertemassage, og han går i gang med hjertemassage og mund til mund.

Forretningsindehaveren løber op for enden af gågaden, så han kan hjælpe ambulancen hurtigst muligt på vej. Gågaden er nemlig denne dag fyldt med forskellige boder i anledning af kulturnatten.

Folk ude på gaden snakker om, at der er hjertestop, og da K hører to damer snakke om det, beder hun dem vise hende, hvor jeg ligger.

K, der er socialsygeplejerske hos Kolding kommune, kommer ind og hjælper T. Hun er nede i byen sammen med sin mand og datter i anledning af kulturnatten.

Da K kommer til, er T i gang med at give mig hjertemassage. Han snakker indimellem til mig, fordi jeg har denne snorkende vejrtrækning, som ofte ses ved hjertestop, og han hører, om jeg er tilstede.

K overtager hjertemassagen for at give T en pause, og hun beder det øvrige personale løbe ned på Regnbuen (et værested for aktive stofmisbrugere), fordi hun ved, at der hænger en hjertestarter på deres væg ved parkeringspladsen. K tror, at de løber efter den, men fornemmer også, at de er meget chokerede, så hun er bange for, at de ikke kan finde hen til Regnbuen.
Ks mand og datter venter udenfor.
T og K skiftes til at give mig hjertemassage. Det vigtigste er (har K fortalt efterfølgende) at de bliver ved med at have kræfter til at give mig god hjertemassage.
Da ambulancen ret hurtigt ankommer, fortsætter de med hjertemassage, alt imens ambulancefolkene påsætter hjertestarteren. T og K er med, da jeg får det første stød, men derefter fortrækker de også ud på gaden.
Ambulancefolkene fortsætter hjertemassagen, og jeg får 5 stød fra hjertestarteren. Jeg har været død i 15 minutter (fortalt af T). Da jeg bliver kørt ud i ambulancen, får T at vide, at jeg er i live igen.

Jeg bliver nu kørt til Odense sygehus, hvor jeg får en ballonudvidelse. Tilbage efter denne operation, opdager de, at det bløder i mit baghoved. Jeg bliver kørt tilbage til undersøgelse, men heldigvis er der ikke sket nogle skader med hovedet.
Jeg bliver lagt i koma i ca. 1½ døgn, og efter 4 dage bliver jeg overført til Kolding Sygehus, der fortsætter min behandling.
Jeg har ikke selv nogen erindring fra de første 5-6 dage efter blodproppen og hjertestoppet. Jeg kan hverken huske, jeg faldt om, jeg blev kørt til sygehuset, hvad jeg har sagt eller at min familie besøgte mig. Beskrivelsen er derfor skrevet ud fra udtalelser fra de ansatte hos Papirlageret og T og K.

Efter ca. 14 dage bliver jeg kørt tilbage til Odense sygehus, hvor jeg får endnu en ballonudvidelse og en ICD indopereret.

Den reddede:
51-årige M, Kolding
I dag har jeg det godt igen. Jeg er på vej tilbage og er startet med genoptræning den 22. november 2016. Jeg arbejder p.t. 3 dage om ugen og 3 ½ time pr. dag.

Min medicin bliver løbende reguleret, men jeg har som følge af T’ og Ks hurtige indsats ingen synlige men. Sygehuset har sagt, at det er deres indsats, der reddede mig.

Så jeg føler mig usædvanlig heldig, at de var til stede, da det skete. Og jeg vil være dem evigt taknemmelige for, at de reddede mit liv. T og K mener, de ”bare” gjorde, hvad man skal gøre. Men for mig er det ikke ”bare”, de er virkelig to fantastiske mennesker og årsagen til, at jeg er her i dag.
De har fortjent at blive Årets hjertereddere.

Aftalen med T er, at vi mødes til næste års kulturdag/nat i Kolding.

TELEFON-INTERVIEW
T arbejder som naturvejleder. Han er denne dag i Kolding og står på gågaden med oplysningsstand. Der kommer én ud fra en butik i gågaden og råber ”er der nogen her, der kan give førstehjælp”. ”Ja” råber T og går med. Han forestillede sig, at det drejede sig om noget sår el lignende, der skulle forbindes. Men i butikken ligger en kvinde i aflåst sideleje, hun glinser af sved. T undersøger kvinden, synes han kan høre hende trække vejret svagt, men da han vender den ramte om på ryggen for at starte livreddende førstehjælp, forsvinder pulsen. Han er i tvivl, om hun var i live, da hun lå i aflåst sideleje.

Han går i gang med 30 tryk og 2 pust, men undervejs i forløbet bliver han alligevel i tvivl om, hvorvidt han gør det rigtige.

I mellemtiden kommer en sygeplejerske til (hun er også blevet hidkaldt af personalet i butikken). T var parat til at trække sig, for han har tidligere lært, at når der kommer fagpersonale til, så skal man som lægmand trække sig. Men sygeplejersken foreslår, at de deler livredningen mellem sig, så hun pumper, og T giver indblæsninger.

Da paramedicinerne kommer til og overtager redningen, går T ud til sin stand på torvet, hvor han fortæller videre om sin virksomheds arbejde. Som han siger, ”Jeg har ikke mere at gøre der, så kan jeg lige så godt fortsætte mit arbejde”. En time efter holder han et kvarters pause og drikker en juice.

T fortæller først sin kone om hændelsen næste dag. For ham var det ikke traumatisk. Han var ikke alene, redderne kom hurtigt, så han var ikke alene om tvivlen.

Inden T går fra butikken, spørger den chokerede bestyrer, om de må få T’ kontaktinfo.

Noget tid senere blev han ringet op af kvinden (M ), han reddede. Hun har fået hans kontaktinfo i butikken, som hun har opsøgt.

Selv om T i forbindelse med hjertestoppet var rimeligt upåvirket, blev han alligevel meget glad, da han fik af vide, at hun havde overlevet og har det godt.

Hun spurgte også, om hun måtte indstille ham som kandidat til Årets hjerteredder.

Om sig selv siger T, at han nok har et hjælper-gen. Han har desuden for år tilbage været involveret i en anden episode, hvor en ung kvinde blev hevet op af havet og forsøgt genoplivet. Men det lykkedes ikke dengang.

T har lært livreddende førstehjælp flere gange, senest sidste år i forbindelse med et kajakkursus, og tidligere via sit arbejde, og som værnepligtig var han i sanitetstropperne og lærte det.
K

K kommer gående ned ad gågaden i Kolding under Kulturnatten. Hun kan høre nogle damer, der står 50 meter fra en butik og taler om et hjertestop. K arbejder som gadesygeplejerske, hvor hun opsøger stofmisbrugere og hjælper dem med kontakten til sundhedsvæsenet. Hun føler derfor, hun har pligt til at hjælpe. Derfor beder hun kvinderne om at vise, hvor det er.

I butikken ser K T, der allerede er i gang med livreddende førstehjælp på en kvinde. Kvinden har en snorkende vejrtrækning, K tænker, om hun er i live. Kvinden har meget slim i svælget, deraf den snorkende vejrtrækning.

T har på det tidspunkt været i gang helt alene i et minut. K overtager, hun tænker, at T må have trætte arme.

K råber også til personalet, at de skal hente en hjertestarter. Hun ved, der hænger én tæt ved på værestedet for stofmisbrugere, Regnbuen, der ligger 100 meter derfra.

Hun spørger også, om der er nogle, der har ringet 1-1-2 og sagt, at det var et hjertestop. Ja der var ringet, men de kunne ikke huske, om de havde sagt, at der var hjertestop eller blot en blodprop. K overvejer at få ringet igen, men nærmest samtidig kommer ambulancen. Desuden koncentrerer K sig om hjertemassagen.

Kort efter ankommer Falckredderne. K fortsætter med hjertemassagen, indtil paramedicinerne har gjort hjertestarteren klar og er klar til at støde. De støder 4-5 gange og giver adrenalin.

I alt tager det anslået kun ca. 5 minutter.

K taler også med personalet. De har været meget chokerede, og hun giver dem sit eget telefonnummer, så de kan få fat i hende efterfølgende, hvis der er noget. Bestyreren blev ved at sige ”… jeg vidste jo ikke, hvad jeg skulle gøre…” – han var meget påvirket.

K forsøger senere på dagen at få oplysninger om, hvordan det er gået kvinden, men da hun ikke er nærmeste pårørende, må personalet ikke oplyse om noget. Men hun håbede, at hun på et tidspunkt ville møde hende i gågaden.

Efterfølgende er det den ramte – M – selv, der tager kontakt til både K og T og fortæller, hvordan det er gået, og at hun gerne vil indstille dem som kandidater til Årets hjerteredder. Det sker i november. Hun havde inden taget kontakt til butikken for at få oplysninger om dem.

K var meget imponeret over T – han var meget fattet under redningen.


Nr. 42 Den 22. november 2015 (Bjæverskov)
58-årige H redder sin mand, P på 56, da han får hjertestop i eget hjem

Indstillede:
58-årige H, Bjæverskov (hustru)

Den 22. november om morgenen skovlede jeg sne. Da jeg havde arbejdet et stykke tid, blev jeg dårlig. Jeg holdt en kort pause ved skovlen, hvorefter jeg begyndte igen. Efter kort tid blev jeg atter dårlig, og valgte at sætte mig ind i stuen og holde pause. Jeg tog arbejdstøjet af og satte mig ind i stuen. Ubehaget ville ikke høre op, og jeg blev bange, hvorfor jeg gik op på 1. sal for at vække min kone H. Hun ville straks ringe 1-1-2, men jeg mente, at lægevagten var nok. Lægevagten sagde, at hun skulle ringe 1-1-2 – det gjorde hun heldigvis.

Jeg gik ned i stueetagen med H gående bag mig. Jeg gik ud på badeværelset for at tage bukser på (man kan ikke køre i ambulance i underbukser J). H var i gangen og låste dørene op, så de var åbne, når redderne kom. På badeværelset fik jeg bukser på, kastede op i toilettet og efterfølgende børstet tænder. Så faldt jeg omkuld.
H har ikke førstehjælpskursus, men kunne huske noget med 30 og 2, hvorfor hun straks trak mig ned på gulvet og trykkede mig 30 gange i brystet, hvorefter hun ringede 1-1-2 igen – denne gang med beskeden: ”Nu ligger han der”.
Alarmcentralen vejledte H i redningsaktionen, der ifølge redderne havde varet et kvarter, før de ankom.
H fortæller at jeg på et tidspunkt snorkede/rallede, og 1-1-2 bad hende lægge mig i aflåst sideleje. Det gjorde hun, og 1-1-2 lyttede med på mobiltelefonen. Da snorken/rallen fortsatte, blev hun bedt om at genoptage hjerte/lungeredning.

På et tidspunkt ser hun fire støvler i gangen og ved, at hjælpen er kommet frem. Redderne beder hende fortsætte indtil de er klar.

Redderne fortæller, at jeg havde hjertestop, da de ankom. Jeg fik 10 hjertestop, mens de behandlede mig. Hjertet blev sat i gang igen med hjertestarter, som redderne medbragte (der findes en AED i Skovbohallen – 1 km fra vores adresse).
Ude på vejen havde de omkringboende ryddet sne på vores trappe og indkørsel, og ude på vejen havde en mand med en minigraver ryddet sne på vejen hen til helikopteren, så jeg kunne blive kørt på båren.

Jeg blev fløjet til Rigshospitalet, fik lavet to ballonudvidelser, og om onsdagen overflyttet til Køge Sygehus, hvorfra jeg blev udskrevet om fredagen.
Det er lykkedes os at finde de to reddere fra Roskilde Brandvæsen og takke dem for mit liv

Den reddede:
56-årige P, Bjæverskov

Jeg blev udskrevet uden mén og kunne efter en uge hjemme atter genoptage mit arbejde.

I Køge Kommune er jeg blevet tilbudt deltagelse i et rehabiliteringshold for hjertepatienter – et forløb som jeg med tak og glæde deltager i.


Nr. 43 Redning den 22. februar 2016 (Nykøbing Sj.)
46-årige G redder A på 75 år, da han får hjertestop i Nykøbing Sj. Svømmehal

Indstillede:
46-årige G, Nykøbing Sjælland (Livredder i Nykøbing Sj. Svømmehal)

Nykøbing Sj. svømmehal – morgensvømning i tidsrummet 06:30-08:00.

Kl. ca. 07.10 observeres en person liggende stille i vandet på ryggen – i første omgang vurderes det, at personen svømmer rygcrawl, da han stadig har en smule bevægelse i arme og hoved. Han er ikke panisk og de andre svømmere reagerer ikke som om, at der er noget galt.
Livredderen (G) er hurtig i vandet, og i samme sekund vender personen sig om og ligger på maven med hovedet ned i vandet. Livredderen vender personen om og bjærger ham til kanten – det konstateres, at personen er bevidstløs. Livredderen beder en gæst på kant om at alarmere 1-1-2 i billetsalget og hente hjertestarter ved indgangen til svømmehallen samt at tage orange kuffert med ilt med.

En anden hjælper med at hive personen på land (en mand omkring 90-100 kg).
Livredderen begynder at give livreddende førstehjælp startende med to indblæsninger og går hurtigt over i 30 tryk. Stivhed i ansigt besværliggør indblæsning. Personen bliver langsomt mere blå i ansigtet.
En hjælper ankommer med hjertestarter og ilt – der åbnes for ilt, men masken kommer ikke på. Livredderen beder om, at hjælper overtager hjertemassage – 30 tryk.

Livredder åbner hjertestarter, påsætter pads som anvist og følger instruktion fra hjertestarteren. Livredder overtager hjertemassage og indblæsning, der analyseres, stød anbefales. Alle bliver bedt om ikke at røre personen, der stødes. Livredder fortsætter med hjertemassage – 30 tryk og 2 indblæsninger. Indblæsningerne ”har fat” – 30 tryk gives, en indblæsning gives og personen hoster og giver lyd fra sig.
Vejrtrækning vurderes her stabil og personen lægges i stabilt sideleje. Livredder holder personens hoved med fri luftveje og udfører almindelig førstehjælp. Hjælper henter et tæppe. Personen hoster en smule vand og slim op. Iltmaske holdes tæt ved personens mund. Han er utryg ved masken og stritter imod, når den forsøges at blive sat på.
Livredderen har situationen under god kontrol og beroliger personen ved at tale med ham.

Akutbil og ambulance ankommer og reddere modtager person og hjertestarter.

Den reddede:
75-årige A, Nykøbing Sj.

Den reddede person blev bragt på sygehus og har det godt i dag. Han har fået ballonudvidelser og indopereret en pacemaker.

Ca. 5 uger efter endt ophold på sygehus fik livredderen besøg af den reddede mand og hans kone, hvor de fik talt det hele igennem.


Nr. 44 Redning den 21. januar 2016 (Roskilde)
50-årige T redder S på 43 år, da han får hjertestop midt under fodboldtræningen i Roskilde

Indstillede:
50-årige T, Roskilde

Torsdag den 21. januar 2016 om aftenen spillede jeg fodbold, som jeg plejede i Himmelev fodboldklub i Roskilde. Det var koldt og tæt på frysepunktet. Lige pludselig får jeg et hjertestop. Jeg har aldrig haft problemer med mit hjerte før.
Næste del af historien har jeg fået fortalt fra mine fodboldkammerater. Jeg falder om og bliver liggende – jeg er faktisk død. Nogle af gutterne løber hen til mig, og de opdager, at den er helt gal med mig. T (som jeg nominerer til Årets hjerteredder) går straks i gang med hjertemassage og får én til at lave indblæsninger. Han får samtidig sat folk i gang med at skaffe ambulancer samt får én til at skaffe en hjertestarter i klubhuset. De laver hjertemassage på mig i ca. 12 minutter.

T er super dygtig til førstehjælp, og hans hurtige ageren er min gevinst. Jeg er ham evigt taknemmelig.

De får hjertestarteren hen til mig lynhurtigt, og de får den sat på mig. Den støder mig to gange, før to ambulancer kommer og tager over.
Ambulancefolkene arbejder lidt med mig, inden de tager mig med på hospitalet.
Ambulancefolket sagde til fodboldgutterne, at fordi de havde ageret så hurtigt og effektivt, så havde de reddet mit liv, og at jeg højst sandsynligt ikke ville få mén. Jeg tror, at jeg kommer tilbage til livet, da jeg ligger i ambulancen, men jeg er meget forvirret.
På hospitalet bliver jeg undersøgt, og de finder ud af at jeg har et ”hjerte med for tykke vægge”. Jeg får om tirsdagen en operation, men de kan ikke få ICD-en til at fungere, da mit hjerte er for stort og væggene for tykke. Denne information er meget skræmmende, idet jeg får af vide, at man ikke oplever dette særlig tit. Jeg må ikke forlade hospitalet og skal vente en uge til næste forsøg på at operere mig. Tirsdagen ugen efter prøver lægerne så igen at operere mig. Der har de fået en kraftigere ICD, samt de lægger elektroderne anderledes i mit hjerte. Heldigvis fungerer det perfekt.

Jeg er en stor sportstrænet mand på ca. 110 kg og ca. 1,95 m, så mit hjerte skal arbejde for sagen.

Jeg er super heldig. Jeg er i live i dag, og jeg er sluppet uden mén. Jeg tager betablokker hver dag nu, men ellers lever jeg næsten som tidligere. Jeg må ikke spille fodbold mere, så jeg er i gang med at finde andre sportsgrene, som er interessante. Men jeg savner fodbolden.
T og fodboldgutterne var oppe og besøge mig på hospitalet. Uden dem (specielt T), så havde jeg ikke været i live i dag. De skulle alle få en pris.

Den reddede:
43-årige S, Roskilde.

Jeg lever næsten et normalt liv i dag. Den største forandring er, at jeg nu tager betablokker hver dag. De gør, at jeg sveder ekstremt meget, men jeg er taknemmelig for, at jeg er i live. Jeg må ikke spille fodbold mere, og det savner jeg virkelig meget.


Nr. 45 Redning den 9. november 2014 (København)
PCJ, der er i 20’erne, redder 47-årige PF, da han får hjertestop umiddelbart før koncert på Charlottenborg

Indstillede:
Ca. 20-25-årige PCJ, Odense V

Det er i dag to år siden, jeg fik opkaldet ”Den er HELT GAL med P!” men takket være ”P-lydmand” (redderen) har jeg stadig min mand og vores tre børn deres far.

PF er professionel musiker og havde i ugen op til hjertestoppet været i Umeå og spille med et svensk bigband. Han havde ringet hjem og fortalt, at han var træt og havde ondt i alle musklerne, ligesom når man er ved at få influenza.

Søndag morgen tager PF flyet hjem til København og tager en taxi ind til Charlottenborg på Kongens Nytorv hvor han skal spille koncert om eftermiddagen. På vej fra lufthavnen stopper han ved DR-byen, hvor han skal hente nogle ekstra instrumenter i sit skab.

Nedenstående husker PF faktisk ikke efterfølgende.

Han stiger ud af taxien ved Charlottenborg og går op i salen, hvor han skal spille koncert. I stort set samme øjeblik, PF kommer op i salen, falder han om. De andre musikere løber over til ham med det samme, flere af dem har kendt PF i årevis, og det bliver hurtigt klart for dem, at han har problemer med at trække vejret, og at hjertet ikke slår.

Her træder P-lydmand til – siger forsigtigt at han lige har lært førstehjælp i forbindelse med sit kørekort, og de andre lader ham selvfølgelig komme til. ”P-lydmand” er med for at hjælpe lydmanden til koncerten, derfor kaldenavnet.

Der bliver ringet 1-1-2, og P-lydmand begynder at give hjertemassage og kunstigt åndedræt. Der var på daværende tidspunkt ingen hjertestarter hverken på Charlottenborg eller på Det Kongelige Teater ved siden af. Ambulance og læge kommer knap fem minutter efter, der er ringet, og rigger med det samme hjertestarteren til.

PF får tre stød, før hjertet kommer i gang, og lægen og redderne arbejder med ham på stedet.

I mellemtiden er jeg nået over på Traumecentret på Rigshospitalet (vi bor tæt på) og er til stede, da ambulancen kommer med ham. Jeg lytter med, da lægen overleverer PF til hjertelægen og lægger derfor også mærke til, at hun fortæller ”at der er blevet ydet meget kompetent førstehjælp”, og at ”der har været ilttilførsel til hjernen hele tiden”. Et par grundigt bøjede ribben er også et klart bevis på, at der blev trykket til.

Ugen efter fik PF en dobbelt bypassoperation samt indsat en ICD.

Opfølgning: PF var normalvægtig, men havde året inden fået konstateret arveligt højt kolesterol (>10) og var derfor begyndt på kolesterolsænkende medicin. Der var desværre ingen læger, der havde foreslået, at efter 45 år med et ekstremt højt kolesteroltal ville det være en god idé at tjekke hjertet.

Den reddede:
47-årige PF, København, var sygemeldt et par måneder, men spillede allerede i begyndelsen af februar sin første koncert med DR bigband efter hjertestoppet. PF har det godt i dag. Faktisk kan han mærke, at han har mere energi end før operationen.


Nr. 46 Redning den 21. oktober 2016 (Kibæk)
TG, BS, OS og JH redder deres cykelkammerat ES på 68 år, da han falder om med hjertestop under en cykeltur

Indstillede:
TG, Kibæk
BS, Kibæk
OS, Kibæk
JH, Kibæk

ES er taget på cykeltur som så ofte før med fire cykelkammerater. Et par kilometer uden for Kibæk falder han om med hjertestop. De fire, han følges med, får koordineret den livreddende indsats, så de hver tager en opgave:

En ringer 1-1-2

En giver hjertemassage, han havde lige været på førstehjælpskursus

En stopper en bil, som de beder hente en hjertestarter

En hjælper med hjertemassagen

TG har for nylig været på førstehjælpskursus, så han starter hjertemassage med det samme. Da de fra 1-1-2 får at vide, de skal lave hjertemassage og skaffe en hjertestarter, hvis de kan, er de allerede i gang med begge dele.

De får en hjertestarter bragt ud til stedet. ES vågner op ved det tredje stød. Herefter tager ambulancepersonalet, som nu ankommer, over, og ES indlægges på sygehuset, hvor han er en uge.

Den reddede:
68-årige ES, Herning, er helt frisk og uden mén. Blev udskrevet fra sygehus efter en uge. Er i kontakt med Skejby Sygehus, hvor der bliver foretaget jævnlige kontroller, men der er ikke målt forstyrrelser. ES har fra sygehuset fået at vide, at det er usædvanligt at komme sig så godt efter det, han har været ude for. Det skyldes cykelvennernes hurtige og korrekte indsats.


Nr. 47 Redning den 22. februar 2016 (Aulum)
48-årige BO, 62-årige FJ og 45-årige JI redder KEK på 57 år, da han umiddelbart efter ankomst til Aulum Gymnastikforenings Løbeklub falder om med hjertestop i Aulum Fritidscenters foyer

Indstillede:
48-årige BO, Aulum
62-årige FJ, Aulum
45-årige JI, Aulum

De er alle fire medlemmer af Aulum Gymnastikforenings Løbeklub. Netop ankommet til aftenens træningspas falder KEK om med hjertestop. Det sker i Aulum Fritidscenters foyer, hvor løberne samles forud for løb.

JI ringer 1-1-2 og guides under hele forløbet via alarmcentralen. BO og FJ får fat i hjertestarteren, som hænger på væggen lige uden for døren. De giver stød, og FJ fortsætter med hjertemassage og BO med kunstig åndedræt. Efter syv-otte minutter begynder de at kunne mærke liv i KEK, og de fortsætter, indtil akutlægebil, ambulance og helikopter når frem og kan tage over.

Der blev stødt to gange.

KEK var død i små 10 minutter.

På Skejby kunne man konstatere, at hele tre hovedpulskransårer var stoppede, og at KEK tidligere havde haft en lille blodprop i hjertet, og at han både havde forhøjet blodtryk og kolesterol. Hans hjerterytme var fin, så lægerne vurderede, at det ikke hastede med operation. Otte dage efter fik KEK en tredobbelt bypassoperation. Der gik infektion i såret, så han måtte blive på sygehuset flere uger. Først en måned efter fik han indopereret en pacemaker og kunne udskrives fra Skejby.

Den reddede:
57-årige KEK, Aulum, fik på Skejby en tredobbelt bypassoperation og indopereret en ICD-enhed. To måneder efter hjertestoppet var KEK igen i løbeskoene. Han har ændret kostvaner (har altid været en slank mand), og fysisk har han det bedre end før. Han løber 10-12 kilometer tre gange om ugen, cirka 120 kilometer pr. måned. Hjertet pumper simpelthen bedre nu. Mentalt kan KEK mærke en lille forskel, idet han lettere bliver stresset, og han kan ikke klare så mange ”bolde i luften”.


Nr. 48 Redning den 1. juli 2015 (Kirke Hyllinge)
30-årige SB og 42-årige JC redder UW på 53 år, da han falder om med hjertestop midt under en løbetur via en rute ud over små markveje, hvor der ikke kører biler

Indstillede:
30-årige SB, Kirke Hyllinge
42-årige JC, København V

Da UW kom hjem fra arbejde den 1. juli 2015, besluttede UW sig for at løbe en tur som så mange gange før. Det foregik af UW’s sædvanlige rute ud over små markveje, hvor der ikke kører biler.

Da UW har løbet cirka 300 meter hjemmefra og netop er drejet ned ad en markvej fra Karlebyvej, falder han om og ligger død midt på markvejen cirka 20 meter fra Karlebyvej.

Kort tid derefter er SB på vej hjem, og hun vælger mirakuløst at køre ned ad den lille markvej. Hun får øje på UW og undrer sig over, hvorfor UW dog ligger der midt på vejen. SB har senere fortalt, at hun instinktivt troede, UW bare lå og hvilede sig. SB står ud af sin bil og går hen til UW og konstaterer, at han er blå i ansigtet.

(Denne situation har UW valgt at kalde mirakuløs, idet han efter at have boet i Kirke Hyllinge i næsten 10 år aldrig har mødt en bil på den lille markvej, hvor SB den dag valgte at køre hjem – i stedet for den normale asfaltvej hun plejede at bruge).

Resolut reagerer SB ved at ringe 1-1-2 og får samtidigt stoppet nogle biler på Karlebyvej. Hun får stoppet flere biler, blandt andre JC, som er politimand og straks får organiseret, at der bliver givet hjertemassage med hjælp af flere hænder. Under hjertemassagen fortæller SB, at UW’s ansigtsfarve gradvist skifter fra blå til rød. Men UW er stadig ikke ved bevidsthed.

Da ambulancen ankommer fem minutter efter, SB har ringet til den, hjælper redderne UW med en hjertestarter, men han kommer stadig ikke til bevidsthed. UW lægges i respirator i ambulancen og køres til Rigshospitalet.

Under turen har redderne kontakt til Rigshospitalet og lægerne derinde, som vurderer, at der kan være tale om en blodprop i hjertet. De er parate til at rykke direkte til operationsstuen ved ankomst.

Efter ballonudvidelsesoperation nedkøles UW og lægges i kunstig koma.

To døgn efter vågner UW op til en ny start. UW har efterfølgende fået en bypassoperation og en stent. I dag har UW’s kone og UW naturligvis det bedste forhold til SB og hendes mand. De lærte dem at kende på den mest fantastiske måde. For cirka 11 måneder siden fik SB en lille datter, som de også holder utroligt meget af.

Den reddede:
53-årige UW, Kirke Hyllinge, har det rigtigt godt. UW genoptaget sit liv inkl. arbejde nøjagtigt som før hændelsen. Og er oven i købet blevet gift med sin tidligere veninde efter hændelsen. Selv synes han, det er en mirakuløs historie. UW forstår stadig ikke, hvordan han kunne være så heldig.


Nr. 49 Redning den 9. juli 2016 (Hvalsø)
42-årige PL og 40-årige MKJ redder MIJJ på 3 år, da de finder ham druknet i en lille sø i haven under en (børne)fødselsdagsfest

Indstillede:
42-årige PL, Roskilde (brandmand i Ballerup og paramedicin)
40-årige MKJ, Hvalsø (deltids brandmand)

MKJ får øje på et livløst barn i en lille sø i haven, han råber, springer i søen og rækker barnet op til PL, som har råbt ”Ring 1-1-2 – barn druknet”.

Ingen puls – ingen vejrtrækning – han er blå. Drengen er nok død. PL yder hjertemassage. MKJ puster og får vand ud af lungerne. Der går fire-fem minutter – føles som en evighed, så kommer ustabil puls. Der kommer gang i hjertet, hostelyde og gråd.

Det var frygteligt. Moderen skreg, nogle tog sig af hende. Andre tog sig af børnene, som de tog indenfor. Alle hjalp.

Så kommer politi, helikopter og to ambulancer. Vellykket redning. MIJJ kommer med helikopter til Rigshospitalet og er hjemme efter to dage.

Det vides ikke, hvor længe MIJJ har ligget i vandet. Men det er helt sikkert ifølge ambulancefolk, at han ikke havde overlevet uden de to helte.

MKJ har været deltidsbrandmand og PL er brandmand i Ballerup og desuden paramediciner.

Den reddede:
3-årige MIJJ, Ringsted, har det fint og har ikke fået mén.


Nr. 50 Redning den 15. august 2014 (Als)
50-årige JPR redder FE på 55 år, da han under MC Kædens 40-års jubilæumstræf på Als falder om lige uden for det telt, som han er på vej hen til for at sove

Indstillede:
50-årige JPR, Nordborg (frivillig brandmand)

FE husker intet, men han har fået at vide, at han havde været dårlig det meste af dagen. Da FE havde været med kammeraterne oppe og høre rockbandet Slade spille, går han ned til sit telt for at sove. Men lige uden for teltet falder FE om, og kammeraterne tror, at han, fordi han normalt er en rigtig spøgefugl, laver sjov med dem.

Det går op for de andre, at det gør FE ikke, da de kommer ned til teltet og ser, at han er helt blå i hovedet. JPR kommer spurtende og påbegynder livgivende hjertemassage.

MC Kædens 40 års jubilæums træf blev holdt på Als den 15.-17. august 2014.

JPR (frivillig brandmand) gav den reddede livreddende hjertemassage, til Falck nåede frem til stedet, hvor MC træffet blev afholdt.

Der blev brugt hjertestarter, da Falck langt om længe nåede frem og overtog behandlingen. Da Falck ankom ville de i første omgang bare erklære den reddede død … og først da JPR meget insisterende og lettere ophidset forklare paramedicineren, at han tre gange havde haft gang i hjertet på den reddede samt haft ”kontakt” og talt med den reddede, gik paramedicineren i gang med hjertestarteren, som så vidt vides blev brugt to-tre gange.

Den reddede person var sammenlagt ”død” i 52 minutter.

Den reddede:
55-årige FE, Værløse, har det i dag godt og er til mange lægers store overraskelse sluppet med meget få alvorlige mén. FE har sin fulde førlighed i behold, men er udfordret af, at korttidshukommelsen har taget skade, ligesom ham har mistet fornemmelsen af sult. Desuden er FE lige blevet tilkendt retten til flexjob, da han ikke kan klare et normalt 37 timers job længere pga. udtrætning mv.


Nr. 51 Redning den 12. juli 2016 (Gunderød/Hørsholm)
62-årige BS, 64-årige BH og 35-årige RE redder MAA på 58 år, der får hjertestop under en cykeltur

Indstillede:
62-årige BS, Birkerød
64-årige BH, Holte
35-årige RE, Kgs. Lyngby

MAA var alene på cykeltur på sin racercykel. Han væltede (uden at vide det) på Damsholtevej (ved Gunderød) med, viste det sig, et hjertestop. Til alt held kom BB cyklende og opdagede MAA, der lå blå i hovedet inde i rabatten. Hun ringede straks 1-1-2. Imens hun talte med 1-1-2 kom BH (i bil) og RE på cykel.

BS råbte dem an og spurgte, om der var nogen, der kunne førstehjælp, og det kunne BH. RE meldte sig også, og de to gik i gang. Imens de var i gang med førstehjælp, holdt BS mobilen op, hvor 1-1-2 guidede de to i at pumpe, puste og føle efter puls. Det var en stor støtte har RE efterfølgende fortalt.

Da Falck kom efter 12 minutter brugte de hjertestarter – de stødte to gange. MAA blev kørt til Gentofte og derefter til Rigshospitalet, hvor han lå i koma i fire dage.

Heldigvis var BS klog nok til at indhente navne og mobilnumre på de to, der ydede førstehjælp og give disse oplysninger og sit eget navn og mobilnummer til Falck. Vi har været forbi dem (et par måneder efter hjertestoppet), og de var meget glade for at se MAA med en sund kulør i ansigtet.

MAA havde hjertestop (ventrikelflimmer) og har efterfølgende fået en tredobbelt bypassoperation og en ICD. Han begyndte at arbejde efter et par måneder og er næsten tilbage i sin gamle form.

De fortjener – alle tre – i den grad at komme i betragtning til hjerteredderprisen 2017. Var det ikke for dem, var MAA ikke i live i dag, og i hvert fald ikke 100 procent sig selv.

Den reddede:
58-årige MAA, Birkerød, har det rigtigt godt, stadig ikke 100 procent i form, men næsten.


Nr. 52 Redning den 5. september 2016 (Aalborg/Nørresundby/Aalborg SV/Vadum)
JJ, LM, HJ og CT redder JGL på 55 år, da han får hjertestop ved bordtennisbordet

Indstillede:
JJ, Aalborg
LM, Nørresundby
HJ, Aalborg SV
CT, Vadum

Mandag den 5. september 2016 tog JGL af sted til sin ugentlige bordtennistræning lykkeligt uvidende om, at han i virkeligheden var alvorligt syg, og at denne dag ville blive den hidtil mest dramatiske i JGL’s liv.

Efter cirka en times spil følte JGL sig kortvarigt svimmel og støttede sig derfor til bordtennisbordet. Det næste han erindrer er, at flere klubmedlemmer står omkring ham og holder ham, hvilket JGL ikke forstår årsagen til. Efterfølgende falder JGL lidt mere til ro, og ambulancen ankommer.
JGL transporteres til hospitalet, hvor han undersøges, og lægerne konstaterer, at JGL’s kranspulsårer er forkalkede. Han bliver herefter akut opereret, og der indsættes stent i alle tre kranspulsårer.

Undervejs i løbet af aftenen og i de kommende dage går det langsomt op for JGL og hans familie, hvor usandsynlig heldig han har været. Hans modspiller LM og JGL er i gang med kampen, da LM ser, at JGL støtter sig til bordtennisbordet, hvorefter hele JGL’s krop stivner og bøjes sidevejs, inden han falder og kroppen rammer gulvet.

LM kontakter straks alarmcentralen og samtidig kommer et af de øvrige klubmedlemmer, JJ, til undsætning. JJ konstaterer, at JGL har hjertestop og starter straks hjertemassage samtidig med, at han råber, at hjertestarteren (placeret i indgangspartiet til idrætshallen) skal hentes.

LM har kontakt til alarmcentralen men videregiver sin telefon til et andet klubmedlem og løber efter hjertestarteren. JJ og LM samarbejder herefter om genoplivningen. JJ pumper 2 x 30 gange, og LM støder to gange med hjertestarteren.

Efter cirka to minutter er JGL igen ved bevidsthed, men meget omtåget og forvirret. Da ambulancen ankommer cirka 4½ minut efter JGL’s hjertestop, er han ved fuld bevidsthed, og ambulanceredderne roser klubmedlemmernes indsats.

På hospitalet konstateres det efterfølgende, at JGL’s hjertemuskel overhovedet ikke har taget skade af hjertestoppet, da hjertemassagen er påbegyndt umiddelbart efter hjertestoppet, og den har desuden været kraftig nok til at pumpe blod rundt i kroppen. JGL har derfor fuld erindring op til selve hjertestoppet og igen kort tid efter genoplivningen.

JGL’s bror døde i september 2014 af samme årsag, men han var desværre ikke som JGL på det rigtige sted.

JGL’s familie og JGL er derfor dybt taknemmelige for holdkammeraternes kompetente, resolutte og meget modige indsats – JGL skylder dem sit liv.

Den reddede:
55-årige JGL, Aalborg, føler sig i dag fuldstændig rask, arbejder på fuld tid og forventer at genoptage bordtennistræningen i det nye år.


Nr. 53 Redning den 17. juni 2016 (Rudkøbing)
Den 17. juni 2016 redder 28-årige JO, 50-årige JN og 45-årige SS E på 68 år, da han får hjertestop i eget hjem

Indstillede:
28-årige JO, Rudkøbing (hjertestarterforeningen)
50-årige JN, Tranekær (akuthjælper)
45-årige SS, Tranekær (hjertestarterforeningen, intensiv sygeplejerske på Svendborg Sygehus)

Den 17 juni kl. 11.54 skete det for mig, som ellers kun sker for andre. Jeg måtte ringe 1-1-2 og bede om hjælp til et hjertestop. Hvad jeg ikke vidste var, at et sådant opkald også indebærer, at Langelands Hjertestarterforening alarmeres.

Kl. 12.01 ankommer en akutbil fra Bios og forinden var først akuthjælper JN efter tre minutter og 51 sekunder og kort efter JO fra hjertestarterforeningen kommet. JO havde fri fra sit arbejde. Sidstnævnte havde hjertestarteren med. De overtog førstehjælpen, hvilket lettede mig. Da de kom, var jeg træt efter at have givet hjertemassage i cirka fem minutter. Jeg er ikke i tvivl om, at de gjorde, at E ikke blev hjerneskadet på grund af iltmangel. Dette betød også, at behandleren fra Bios samtidig med, at han støttede os i førstehjælpsbehandling, kunne forberede den videre behandling.

Starten til lægens arbejde var forberedt med hjertemassagen og kostbare minutter sparet. Hurtigt efter kom SS også fra hjertestarterforeningen, hvilket gjorde, at der kunne være en, der stod til rådighed for ambulancen og lægebilens personale. SS var på vej til Svendborg sygehus som intensivsygeplejerske.

Når JN kunne komme med så få minutters varsel, skyldes det, at hans arbejdsplads Midtlangeland Fjernvarme på Spodsbjergvej giver ham mulighed for det.

Efter cirka en times koncentreret arbejde var det muligt at køre til Odense Universitetshospital, hvor vi blev ledsaget af en politibil og en betjent på motorcykel.

Som pårørende er det en speciel og rørende oplevelse at se så mange mennesker gøre deres ypperste og sikre, at turen til Odense Universitetshospital kunne foregå med maximal hastighed for at hjælpe os.

En stor og varm tak til Bios personale inklusive lægen, der hurtigt var fremme. En ligeså stor og varm tak til de tre akuthjælpere fra Langelands Hjertestarterforening. Det, de udretter, er af allerstørste betydning, da hurtig hjælp ved hjertestop som bekendt er dobbelt hjælp. De uddanner sig og holder deres uddannelse ved lige i deres fritid. De står til rådighed døgnet rundt, og de udfører jobbet uden honorar eller kørselsgodtgørelse. De gør en forskel – de redder liv. De har min største respekt og støtte.

Jeg håber, at endnu flere melder sig som akuthjælper, så alle områder af Langeland kan få samme hjælp som os, at endnu flere vil støtte deres arbejde som medlemmer af foreningen, og at øens arbejdspladser vil give deres medarbejdere frihed til at være til rådighed også i arbejdstiden.

I vores tilfælde overlevede patienten fuldstændig uden nogen mén, da han ikke på noget tidspunkt havde manglet ilt til hjernen. Det er yderst sjældent, at man oplever det. Det blev da også flere gange bemærket på Odense Universitetshospital, at vi jo kom fra Langeland, hvor man har en velfungerende hjertestarterforening.

Jeg har lige læst, at der er 14 procent af personer med hjertestop, der kommer levende på sygehuset på landsplan. Her på Langeland er det 47 procent.

Det var også en oplevelse at se, hvordan akuthjælperne blev en del af det team, der kom fra Bios. Alle fortjener de ros.

Den reddede:
68-årige E, (Rudkøbing?), er kommet over det uden nogen mén overhovedet. Vendte efter 14 dages sygemelding og derefter ferie tilbage til fuldtidsarbejde. Dyrker sport og er flittig til at hjælpe sine børn med havearbejde.


 

Nr. 54 Redning den 11. december 2016 (Svendborg)
16-årige BAJ redder sin far, P-ED på 44 år, da han får hjertestop i eget hjem 

Indstillede:
16-årige BAJ, Svendborg

Den 11. december 2016 klokken cirka 23 har vi lagt os og ser Netflix. Pludselig går P-ED i krampe. Jeg råber på BAJ. Det går hurtigt. Jeg ringer 1-1-2, mens BAJ får lagt P-ED i stabilt sideleje. Der ligger han kun nogle få sekunder, inden han bliver blå.

Uden tøven og uden skræk vælter BAJ sin far om på ryggen og giver ham hjertemassage.

Jeg har 1-1-2 i røret. En sygeplejerske. Jeg er i panik. BAJ er rolig og handlekraftig. Alt, hvad sygeplejersken siger, at vi skal gøre, har BAJ allerede gjort.

Ambulancen kommer efter cirka fem minutter, og redderne tager over. BAJ og jeg sidder uden for soveværelsesdøren og kan høre dem arbejde. Lyden af P-ED’s kramper, hjertestarteren igen og igen. Intubation.

Efter 20 minutter er han så stabil, at vi kan komme af sted til Odense Sygehus. P-ED ligger i koma i 30 timer. Vi får besked om mulig hjernedød. BAJ våger over sin far på intensiven skiftevis i gråd og sovende i en stol, men giver sig ikke. Far SKAL vågne. Og det gør han.

På Sankta Lucia! Det viser sig inden for det første døgn, at hans hjerne er 100 procent uskadt.

At BAJ trods sine bare 16 år har udvist styrke, ro, viden og mod til at redde både sin fars liv og hjerne ved at udføre livreddende førstehjælp, som han lærte i 10. klasse på Steinerskolen. Vi har givet hans gamle lærere fuld rapport og en stor æske konfekt!

Vi er fulde af taknemlighed og stolte over vores B Løvehjerte.

Den reddede:
44-årige P-ED, Svendborg, har det godt. Han har pacemaker (ICD) nu og er ved at komme sig over operationen. De brækkede ribben generer stadigvæk, men det går fremad. P-ED og BAJ har et styrket bånd nu. P-ED har købt matchende halskæder ”Odins hjerte” til ham og BAJ.

TELEFON-INTERVIEW
Den 11.december 2016 var 16-årige BAJ hjemme sammen med sin mor og sin 44-årige norske stedfar P-ED. De er for nyligt flyttet fra Norge til Danmark. De havde været i gang med at lægge gulv i køkkenet i deres hus i Danmark hele dagen og slappede nu af med Netflix og iPads i soveværelset.

Pludselig krampede P-ED og blev blå. M kaldte på BAJ, der var hurtig og handlekraftig. Han væltede P-ED om og gav hjertemassage. BAJ har lært førstehjælp sidste år i 10. klasse i skolen. Han gik bare i gang og fortsatte og fortsatte.

BAJ’s mor, M, var mere handlingslammet og lod BAJ om den livreddende førstehjælp. Selv fik hun ringet 1-1-2 og hun forsøgte at få kontakt med P-ED, fx ved at klappe ham på kinden. Hun fortsatte med at have telefonisk kontakt med personalet på alarmcentralen, og hun åbnede døren for redderne, da de ankom efter fem minutter.

Alt, hvad sygeplejersken på 1-1-2 sagde, at de skulle gøre, gjorde BAJ allerede.

Redderne overtog den livreddende førstehjælp. Imens sad BAJ og M uden for døren. Redderne stødte igen og igen med den medbragte hjertestarter og P-ED blev intuberet. P-ED krampede også under genoplivningen.

Efter 20 minutter var P-ED stabil, og redderne tog ham med. På hospitalet blev mor og søn informeret om, at P-ED muligvis var blevet hjernedød. BAJ og M vågede over P-ED de næste 30 timer, mens han lå i koma. BAJ veg ikke fra P-ED’s side.

Da P-ED vågnede, konstaterede de, at han ikke havde fået mén. P-ED rakte ud efter BAJ som den første, da han vågnede.

Undersøgelser har også vist, at P-Ed har en medfødt hjertemuskelsygdom, der giver ham hjertesvigt. Hjertet pumper kun med 35 procent. Ingen vidste det forud for hjertestoppet. Han har efterfølgende fået en ICD.


Nr. 55 Redning den 18. marts 2016 (St. Heddinge)
30-årige JFN redder sin bror RFN på 28 år, da han falder om med hjertestop på badeværelset i sin lejlighed

Indstillede:
30-årige JFN, Rødvig Stevns

RFN falder om med hjertestop på badeværelset i sin lejlighed. Heldigvis er hans storebror JFN der den dag, da de skulle mure et porthul til.

RFN går på toilettet og efter noget tid, undrer JFN sig over, hvor han bliver af. JFN finder RFN på gulvet i badeværelset og kan se, at det er helt galt. Han kan ikke finde puls, og RFN er begyndt at blive blålig. JFN får fat i sin telefon og får ringet 1-1-2. Med hjælp fra personen i røret går han i gang med hjertemassage.

Da ambulance og paramediciner ankommer, overtager de. De støder i alt 14 gange, men får stadig ikke ordentlig gang i hjertet, så RFN bliver fløjet til Rigshospitalet i helikopter, mens han stadig får hjertemassage.

RFN får hjertemassage i 1 time og 45 minutter.

Den reddede:
28-årige RFN, St. Heddinge, har fået indopereret en ICD, da hans venstre hjertehalvdel kun pumper 25 procent af de normale 60 procent. Han arbejder fuldtid. RFN’s korttidshukommelse og hans syn har taget lidt skade, men efter omstændighederne har han det godt.


Nr. 56 Redning den 11. maj 2015 (Skive)
65-årige MFP redder sin mand, OM på 66 år, da han får hjertestop, mens de ser fjernsyn

Indstillede:
65-årige MFP, Skive

Den 11. maj 2015 klokken cirka 19 får OM hjertestop, mens han ser fjernsyn. Hustruen, MFP, kunne høre, at OM var bevidstløs og var væk. Hun begynder hjertemassage med det samme og får ringet 1-1-2 og får forklaret, hvad der er galt.

Tre minutter efter er akutbilen her og begynder at støde efter 15 minutter. Efter tre stød er der liv. Hun får at vide flere gange, at hun har reddet sin mands liv. OM kommer til Aarhus med helikopter.

Den reddede:
66-årige OM, Skive, fik efter næsten to måneder en ICD. OM det godt.


Nr. 57 Redning den 31. oktober 2016 (Odense)

Vennerne JHE, JFJ, CJ, CKJ, JF, PI og bilisten PS redder HA, da han falder om med hjertestop foran Bilka i Odense

Indstillede:
JHE, Odense NV
JFJ, Odense N
CJ, Odense V
CKJ, Odense NV
PI, Odense NV

PS, Agedrup (bilisten, som gav indblæsninger)

Da HA’s hjerte sagde stop foran Bilka den 31. oktober, og han faldt af cyklen, standsede en forbipasserende bilist og begyndte at give indblæsninger, mens cykelkammeraterne skiftedes til at give hjertemassage. En af de fem handlekraftige holdkammerater kaldte hjælp i Bilka.

Der blev ringet 1-1-2, og fire medarbejdere og en narkoselæge, der tilfældigt befandt sig i butikken, kom ud med en hjertestarter, der hang i Bilka, og hjalp med at give livreddende førstehjælp, indtil ambulancen ankom.

Den reddede:
HA, Odense, har det godt i dag og er begyndt at cykle igen. Han har fået indopereret en ICD pacemaker.


Nr. 58 Redning december 2016 (Odense)
34-årige SBJ redder en af sine kolleger, da vedkommende får hjertestop

Indstillede:
34-årige SBJ

SBJ, sportsjournalist, var involveret i en voldsom episode for nylig, hvor en af hendes kollegaer faldt om med hjertestop.

De var tre, der trådte til. SBJ og en anden kollega gav hjertemassage, og en tredje kollega kom hurtigt med hjertestarteren og satte den på.

Det var en kollega, der faldt om ved siden af os. Den pågældende person har det heldigvis godt i dag uden mén. Lægerne sagde, at det skyldes, at hjertet kom så hurtigt i gang igen, da der blev anvendt hjertestarter.

Det var en meget rørende oplevelse, da det var en praktikant (jeg er praktikantvejleder), der faldt om foran tre andre praktikanter og så SBJ og en yderligere underviser.

SBJ var selv ret mærket af det en uges tid efter. Nu har hun det egentligt godt med at tale om det, for det er så vigtigt at folk handler hurtigt – har jeg selv lært. SBJ og hendes tre kollegaer var et rigtig godt team.

SBJ understreger, at oplevelsen virkelig satte en tyk streg under, hvor vigtigt det er at kunne hjertemassage.

Den reddede:
Personen blev reddet ifølge hospitalet, fordi der blev anvendt hjertestarter.

 

af , d. 16/02/2017