Snak hjælper
17/6 - 2010
Det snurrer i venstre side af min krop, og min venstre pegefinger sitrer helt af sig selv. Det har nu stået på i 14 dage. Jeg lider af helbredsangst, og jeg har haft et hårdt år, hvor jeg har mistet en forælder. Der er uro i min krop, jeg har hovedpine, det trykker bag mit ene øje, og jeg har lidt for højt blodtryk på 140/100. Om natten sover jeg kun tre til fire timer.
Har jeg stress? Jeg bilder mig ind, at der sidder noget forfærdeligt i mit hoved, fx en svulst, og at den er skyld i mine symptomer.
Jeg er en kvinde i 30’erne.
Svar fra Bo Netterstrøm, stressforsker
Ved stress får nogen mennesker fysiske symptomer, andre får psykiske symptomer. Men det skal undersøges ordentligt, at dine symptomer ikke skyldes andet en stress. Hvis symptomerne kommer og går, skyldes de nok stress, men jeg synes, du skal få din læge til at lave en neurologisk undersøgelse af dig.
Det er klart, at når du har oplevet en så stor følelsesmæssig belastning, kan man blive stresset af småting. Sørg for at få talt med andre, du kender godt om, hvordan du oplevede din mor og hendes sygdom. Det hjælper.