Hjerteforeningen

Gem side | Send | Print | Del

Ligger søvnløs hver nat

Af Hjerteforeningen. Sidst opdateret 12.03.2010

11/5-2005

Jeg har de sidste tre år røget gennemsnitligt fem cigaretter i døgnet. Jeg lever meget sundt i øvrigt, dyrker tre til fire timers motion om ugen og har normal vægt. Det eneste jeg "fejler", er for højt blodtryk. Det bliver jeg behandlet medicinsk for.
 
Nu skal det være slut med cigaretterne, og jeg holdt op med at ryge for halvanden uge siden. I dagtimerne savner jeg slet ikke cigaretterne og er rigtig glad for bl.a. at have fået min lugtesans tilbage. MEN jeg kan ikke sove! Jeg ligger søvnløs i op til fire timer. Jeg har normalt et ret stort søvnbehov, gerne syv til otte timer, og jeg har i halvanden uge været nødt til klare mig med tre til fire timer - det går ikke! Jeg røg før rygestoppet min sidste cigaret lige inden sengetid, og jeg er godt klar over, at det må være den, jeg "mangler". Men har du et godt råd - hvad skal jeg gøre? Hvor lang tid skal jeg kæmpe med søvnbesvær? Jeg er meget tæt på at opgive!

Svar fra Anne Skjødt, hjertesygeplejerske, leder af Hjerteforeningens rådgivningscenter i København:
Du skriver ikke, om du bruger nikotinerstatning fx plaster, tyggegummi eller andet. Din beskrivelse tyder på, at nikotinabstinenser giver dig søvnproblemer. Jeg vil foreslå, at du køber et nikotinerstatningspræparat på apoteket. Her kan du også få en vejledning om, hvilken type, der er bedst for dig.
 
Jeg håber, du holder ud. Den første uge er den sværeste, og det er naturligt, at du bliver lidt opgivende, når du ikke får din nattesøvn.
 
Du er meget velkommen til at ringe til et af Hjerteforeningens rådgivningscentre for yderligere rådgivning.

Med venlig hilsen
Anne Skjødt