Effekten af rygestop
1/7-2003
Hvor lang tid går der, fra man stopper med at ryge, til man er ”clean” – altså fri for de sygdomme, som er rygerrelaterede?
De fleste i min familie er (stor)rygere, og hver gang vi er samlet bliver dette emne bragt på banen. Dem der ryger påstår, at det ikke hjælper så meget at stoppe med at ryge, fordi især sygdomme som kræft og rygerlunger vil forekomme alligevel. Jeg mener ikke, de har ret. Jeg røg i 15 år og stoppede med det for 12 år siden, og det er jeg meget stolt af.
Svar fra Jørgen Fischer Hansen, overlæge:
Den gunstige effekt af rygeophør virker, som al anden forebyggelse, med det samme. Lungefunktionen bedres, risikoen for blodpropper i hjertet halveres og risikoen for kræft reduceres kraftigt. Du har ret. Selvom man har været storryger i mange år, vil man efter 5-6 års rygestop nærme sig samme risiko for at få hjerte- og karsygdomme som mennesker, der aldrig har røget.
Med venlig hilsen
Jørgen Fischer Hansen