Slanker pasta og kartofler

15/5-2007

Jeg har printet en masse opskrifter ud fra jeres hjemmeside, fordi min mand og jeg godt kunne tænke os at tabe 5-10 kg. Jeg har hørt, at man ikke må spise kartofler, pasta, ris og hvidt brød. Mange af jeres opskrifter indeholder disse ingredienser. Er det lige meget eller skal vi benytte en slankeplan?? Min mand er ca. 189 cm og vejer ca. 92 kg. Jeg er 165 cm og vejer ca. 66 kg. Vi hat to børn, som har normalvægt.

Svar fra Gitte Wenneberg, diætist:
Jeg kan sagtens forstå din forvirring omkring kartoflen mv. Der er en trend for tiden, at ris, pasta og kartoflen bliver "hængt ud". Det er ikke helt fair, da fx kartofler giver rigtig meget mæthed pr. kalorie.

Faktum er, at indtager du færre kalorier end du forbrænder, taber du dig. Om det du spiser er pasta, eller grønsager betyder en hel masse for mængden på tallerkenen. Du får bjerge af mad, når du vælger det grønne og noget mindre, hvis du vælger pasta.
 
Du og din mand har begge en BMI på omkring 25. Det betyder, at I ligger i toppen af normalvægtområdet. En decideret slankeplan er der ikke behov for, med mindre I synes, at det er nemmere at følge en plan. Det kan have visse fordele at følge en plan og give jer en idé om, hvilke mængder man kan tillade sig at spise. Man får ofte ny inspiration til at leve sundere og mere varieret. Hjerteforeningen har netop udgivet ”Slank med Hjerteforeningen”, som I kan overveje at anskaffe.
 


Vælger I ikke at følge en plan, er det stadig en god ide at benytte Hjerteforeningens opskrifter, som følger kostrådene. Det er selvfølgeligt vigtigt at spise sundt til alle dagens måltider. Udskriv eller bestil også folderen "13 sunde vaner" på Hjerteforeningens hjemmeside.
 
God fornøjelse med projektet.

Med venlig hilsen
Gitte Wenneberg

bliv medlem gratis