Sænk tallet uden medicin

8/4 - 2010
Jeg er en relativt sund kvinde i 50'erne, der ikke ryger. Jeg er arveligt belastet for sygdom, min mor har forhøjet blodtryk og har tidligere været ramt af en blodprop i hjertet.

Imidlertid har jeg fået konstateret for højt kolesteroltal på 6,4. Jeg tager Simvastatin Actavis 20 mg for forhøjet kolesterol men vil søge at få det ned gennem kost og motion. Er det en fordel at tage fiskeolie og levertran mod forhøjet kolesterol? Det er sundt fedt, men dog ekstra fedt.

Er der andre gode råd? Er et glas rødvin om dagen godt - jeg har ikke prøvet det endnu?

Svar fra Lena Therkelsen, diætist
Fiskeolie og levertran er ikke med til at sænke kolesteroltallet. Derimod kan du med fordel spise fisk et par gange om ugen i stedet for kød. Spis mellem 200 og 300 gram i alt.

Du opnår den største effekt på dit kolesteroltal ved at skære ned på det mættede fedt, fx kød og pålæg med højt fedtindhold, smør, fede mælke- og osteprodukter, palmin, kokosolie og diverse kiks, kager og flødeis. Det er også en fordel at øge dit forbrug af umættet fedt ved at anvende planteolier og flydende margariner, samt spise forskellige slags nødder og frø, oliven, avokado og fede fisk.

600 gram frugt og grønt om dagen, bælgfrugter, fibre og fuldkorn – fx fra havregryn, müsli, rugbrød, grove brødtyper, fuldkornspasta, bulgur – virker også kolesterolsænkende.

Et glas rødvin om dagen er med til at forebygge hjertekarsygdom og diabetes.

Du kan hente mere råd og vejledning om at sænke kolesteroltallet hos Hjerteforeningens rådgivningscentre.

Find det nærmeste center

Læs mere om kolesterol
 
Venlig hilsen

Lena Therkelsen

bliv medlem gratis