Læg flere grøntsager på tallerkenen
20/9-2006
Jeg har en datter på 8 år, som altid har ligget i den lidt "tunge" ende. Hun er lige blevet vejet, hun er 138 cm høj og vejer 36,8 kg.
Har I nogle råd, jeg kan gå efter?
Jeg synes, hun motionerer godt. Hun cykler og går hver dag, svømmer og dyrker gymnastik en gang om ugen. Hun får kun slik om fredagen, og hun får en sodavand der, hvis jeg husker det. Men det er som om, hun ikke helt forbrænder, det hun indtager. Jeg er opmærksom på at skære mængden af mad ned. Men har I andre gode råd? Jeg er lidt i tvivl.
Svar fra Gitte Wenneberg, diætist:
Jeg forstår din tvivl omkring mad og vægt. Din datter ligger lige under den højeste kurve for højde og vægt og er dermed i normalområdet.
Det er fornuftigt, at du er opmærksom på, hvad hun spiser, så hun bliver inden for normalområdet og ikke får problemer med overvægt. Mange børn, der er overvægtige, bliver også overvægtige voksne. Du har fat i det rigtige, når du begrænser slik og sodavand til en fast ugedag, samt sørger for at hun får nok motion til daglig.
Det er også nødvendigt at være opmærksom på hvor meget mad, din datter spiser. Men det er en balancegang, for hun skal selvfølgelig føle sig mæt og hun må ikke føle, at hun er på kur.
Grønsager mætter godt og fylder meget i maven uden at indeholde særlig mange kalorier. Derfor kan du give din datter den samme mængde mad men med færre kalorier ved at bytte noget af kødet, sovsen, risen, pastaen og kartoflerne ud med grønsager. Sørg for, at der er grønsager og/eller til alle måltider. Snak om hvad I kan lide og smag gerne nye grønsager og tilbered dem på nye måder. Her på Hjerteforeningens hjemmeside har vi masser af opskrifter, der kan inspirere.
Vær også opmærksom på drikkevarer, da man hurtigt kan få mange kalorier via drikkevarerne. Drik og/eller spis højst ½ liter mælkeprodukt med højst 1,5 gram fedt pr. 100 gram, det er fx letmælk. Det kan dog godt betale sig at vænne sig til at drikke skummetmælk, det sparer mange kalorier i det lange løb.
Saftevand indeholder lige så mange kalorier som sodavand, så det skal man også holde igen med. Det samme gælder kakaomælk. Sluk tørst i vand, der er ingen kalorier i vand.
Alle måltider er vigtige og skal ikke springes over. Der skal være tre hovedmåltider og tre mellemmåltider på en dag. Et mellemmåltid kan godt være et stykke frugt, men afhængigt af sulten kan det også være noget mere fyldigt.
Morgenmåltidet skal lægge en god bund til at klare formiddagen. Vær også opmærksom på at undgå det morgenmad, der nærmest er slik og indeholder meget sukker.
Jeg håber, at disse råd kan hjælpe din datter med at holde vægten.
Med venlig hilsen
Gitte Wenneberg