Frisk og ristet fylder det samme i regnskabet
4/02-2009
Jeg spiser franskbrød hver morgen. Er det en fordel at riste det? Er cornflakes et bedre alternativ som morgenmad?
Svar fra Lene Kromann-Larsen, klinisk diætist:
Nej, det er ikke en fordel at riste franskbrødet, hvis du tænker på kalorieindholdet, som er det samme, om brødet er ristet eller frisk. Vil du spise et sundere brød, foreslår jeg fuldkornsbrød / rugbrød eller et groft brød med mange kostfibre - mindst 5 g kostfibre. Et andet alternativ er en "Amagermad", som består af en skive rugbrød lagt sammen med en skive hvedebrød.
Cornflakes er ikke et bedre alternativ, hvis du tænker på "bedre" som værende mere sund. Der er desværre få kostfibre og meget sukker i almindelige cornflakes. Ønsker du et morgenmadsprodukt, foreslår jeg havregryn, müesli uden tilsat sukker / honning / chokolade eller Havrefras. Men der er mange måder at komme sundt fra start, og nogle foretrækker at spise havregryn med cornflakes på i stedet for sukker. Så opnår man både lidt sødt og lidt "knas".
Med venlig hilsen
Lene Kromann-Larsen