App'en RED LIV

Af Hjerteforeningen. Opdateret 15. september 2015
App'en RED LIV
Chancen for at overleve et hjertestop stiger tre gange, hvis der ydes livreddende førstehjælp. Hjerteforeningens app RED LIV skal introducere danskerne til de enkle trin: 30 tryk og 2 pust

En stigende del af danskere har modet til at gøre noget, hvis de bevidner et hjertestop, men trods dette er det fortsat næsten halvdelen der forholder sig passive i forbindelse med de ti hjertestop, der sker hver dag i Danmark.

Det vil vi gerne ændre på med kampagnen Gør noget for hjertet. Derfor lancerer vi i samme forbindelse en helt ny version af app’en Red liv, der allerede er hentet af over 55.000 danskere. App’en er nu kommet i en ny og bedre version, hvor der som noget nyt bl.a. vises korte film, som giver en introduktion til de enkle trin, der skal til for at redde liv. Vores app er udviklet med støtte fra Østifterne.

- Vi vil gerne have alle danskere til at gøre noget, hvis de oplever en person med hjertestop. Det værste, man kan gøre, er at gøre ingenting, men chancen for, at man gør noget, øges, hvis man kender til de grundlæggende trin, der skal til for at redde liv, siger Mette Bro, der er kampagneleder på Gør noget for hjertet kampagnen.

- Vi opfordrer alle danskere til at hente Hjerteforeningens gratis app, og lade sig inspirere og motivere til handling, hvis man nu er blandt de mange danskere, der på et tidspunkt i deres liv bliver vidne til et hjertestop, afslutter Mette Bro.

Hjerteforeningens ambassadør, TV-vært Trine Panum Kjeldsen har allerede hentet app’en:
- Jeg har hentet Hjerteforeningens app RED LIV. På min arbejdsplads på TV2 er jeg en del af et uddannet førstehjælpsteam, der tilkaldes, hvis en kollega eller gæst falder om med hjertestop. Jeg bruger app’en til at genopfriske de vigtige trin i livreddende førstehjælp – den er nem og overskuelig, siger journalist og TV-vært Trine Panum Kjeldsen

Hjerteforeningens og Østifternes RED LIV app til iOS og Android er efter nogle mindre justeringer klar i butikkerne igen. 

App’en holder dig opdateret på livreddende førstehjælp med bl.a. guides og små film, så du er klar til at gøre noget, hvis du oplever en person med hjertestop. 
 

App’en RED LIV er gratis og kan hentes i app store
og på Google Play.
Du kan også scanne denne QRL
med din smartphone
og gå direkte til butikken