Længe leve hjertet

Det er ikke altid let at være mand. At være mand øger risikoen for hjertekarsygdom. Mænd mangler det kvindelige kønshormon østrogen, som giver en vis beskyttelse mod åreforkalkning. Derfor er det vigtigt, at mænd lever sundt.
Du kan sænke din risiko for at blive ramt af hjertekarsygdom, hvis du spiser sundt. Men det kan være svært at finde motivationen nu for måske at undgå sygdom om mange år. Tænk derfor også på de gevinster, du opnår her og nu, når du spiser sundt:
Mange mænd har et bildæk rundt om taljen. Det vil svinde ind, når du begynder at spise sundere. Din kone vil måske sætte pris på en lidt slankere udgave af dig. Og du vil opleve at:
- Du får mere energi og overskud og kan klare mere, både på jobbet og i fritiden
- Dit humør bliver bedre, når din hjerne får den energi, den har brug for
- Du giver dit immunforsvar flere af de næringsstoffer, det har brug for
- Du får mulighed for nye, sjove oplevelser med mad og madlavning
- Du kan blive ved med at spise din yndlingsmad - den skal blot laves lidt anderledes eller sammensættes på nye måder
Sæt ind på alle fronter, hvis du for alvor vil gøre en indsats for at styre uden om hjertekarsygdomme. Hjertevenlig livsstil består af:
- Rygestop: Hold op med at ryge, hvis du ryger - og forsøg at undgå passiv rygning.
- Sund kost: Spis efter Hjerteforeningens anbefalinger
- Motion: Vær fysisk aktiv mindst en halv time hver dag
- Sund stress: Lidt stress er godt, men undgå langvarig, negativ stress
