Planteolier
Steg dit kød i den mængde olie eller flydende fedtstof, du synes, giver det bedste resultat. Kød optager ikke fedt under stegning, hvis du tager det af panden, så snart det er stegt færdigt. Dette gælder selvfølgelig ikke for paneret kød.
Husk, at selv om olier i flydende form er sundere end faste fedtstoffer, indeholder de stadig mange kalorier, ca. 900 pr. 100 g/0,9 dl. Det svarer til næsten 130 kalorier i en spiseskefuld.
Kolesterol
Planteolier indeholder mange umættede fedtsyrer, der sænker kolesteroltallet. Planteolier modvirker derfor åreforsnævring og reducerer risikoen for blodpropper. Det meste kolesterol dannes i leveren. Jo mere fedt vi spiser, jo mere kolesterol danner vi. Mens mættet fedt øger indholdet af LDL-kolesterol – det lede kolesterol - i blodet, sænker det umættede fedt indholdet af kolesterol.
Friturestegning
Vegetabilske olier er velegnede til friturestegning, men nogle olier med et meget højt indhold af flerumættede fedtsyrer tåler kun få opvarmninger. Umættede fedtsyrer oxyderes/ harsker hurtigere end mættede fedtsyrer, når de opvarmes. Mange videnskabelige studier viser dog, at det ikke har nogen sundhedsmæssig betydning til husholdningsbrug. Men det er spild at bruge sine gode økologiske og koldpressede olier til friturestegning. Brug en billig, raffineret olie, hvis du skal friturestege.
Varme, ilten i luften og lys påvirker alle fedtstoffer, men planteolier er særlig følsomme. Det giver olien en ubehagelig lugt og smag – den bliver harsk. Olier bør derfor opbevares lukket, køligt og mørkt med prop. Valnøddeolie, tidselolie og vindruekerneolie har det bedst i køleskabet.
Opbevaring
Køb din olie i mørke flasker eller metaldunke, så lyset ikke har nået at skade olien, inden du får den hjem. Tjek også fremstillingsdato og sidste salgsdato – jo kortere tid, din olie har opholdt sig i et varmt butikslokale, jo bedre.
Er du i tvivl, om dit fedtstof hører til den sunde slags?
Den fede huskeregel: Det sunde, umættede fedt er blødt eller flydende i køleskabet, mens det usunde, mættede fedt er hårdt i køleskab.