Syvstjernen
![]()
Du kan spille Syvstjernen alene eller sammen med en kammerat. I skal bruge en mur og en tennisbold eller lignende.
Hvis I er to til at spille Syvstjernen, skal den ene af jer kaste bolden og den anden gribe den. Herefter bytter I, så I begge både prøver at kaste og gribe bolden i hver runde. Det gælder om at komme så langt i Syvstjernen som muligt. Hvis I ikke griber bolden, skal I starte helt forfra.
1. Kast bolden op på muren, lad bolden ramme jorden og grib bolden igen. Hvis I er to, er det din makker, der skal gribe bolden – nu er det din makkers tur til at kaste bolden og din tur til at gribe den.
2. Kast bolden op på muren, lad bolden ramme jorden og klap 2 gange, inden du griber bolden igen. Hvis I er to, er det din makker, der skal klappe og gribe bolden.
3. Kast bolden op på muren, lad bolden ramme jorden, lav et hop og grib bolden igen. Hvis I er to, er det din makker, der skal hoppe for derefter at gribe bolden.
4. Kast bolden op på muren, lad bolden ramme jorden, drej en gang rundt om dig selv og grib bolden. Hvis I er to, er det din makker, der skal dreje rundt og herefter gribe bolden.
5. Kast bolden op på muren, lad bolden ramme jorden, løft det ene ben og grib bolden herunder. Hvis I er to, er det din makker, der skal løfte sit ben og gribe bolden herunder.
6. Kast bolden højt op på muren, lad bolden ramme jorden, stå på et ben og grib bolden med den hånd, du ikke normalt kaster og griber med. Hvis I er to, er det din makker, der skal stå på et ben og gribe bolden med den ”forkerte” hånd.
7. Kast bolden op på muren, lad bolden ramme jorden, sæt dig på hug og rejs dig hurtigt igen og grib bolden. Hvis I er to, er det din makker, der skal sætte sig på hug, rejse sig og gribe bolden.
Antal deltagere: 1-2
Rekvisitter: Tennisbold eller lignende måske lidt større bold, en mur eller væg
Faciliteter: Gulv- gård- eller fliseareal på minimum 2 x 3 meter
Variationer: Du kan selv finde på nye måder at gribe bolden på, mulighederne er uendelige.