Bygge borg - udkæmpe slag



Deltagerne fordeles på to lige store hold.

Med 3-4 meters mellemrum ”ingenmandsland” bygger hvert hold en fæstning af forhåndenværende materialer fx et bord vendt om på siden. På toppen af hver fæstning placeres lige mange (ca. 4-6) ”tårne”, så de er synlige for fjenden.

Hvert hold får en masse små ”kanonkugler” og udpeger 1-2 ”mineryddere” – som bærer tydelig markering.

Når der gives signal fra kamplederen gælder det om at være det hold, der først skyder alle modstandernes tårne ned af fæstningen. Man kan også skyde efter fjenden, hvis man bliver ramt, skal man fx gå krabbegang ind til midten af ”ingenmandsland” og tilbage, før man igen må deltage i beskydningen.

De døde er sammen med ”minerydderne” de eneste, der må betræde ”ingenmandsland”.

Minerydderne har til opgave at samle ”kanonkugler” sammen og trille dem ud til deres hold.

Antal deltagere: 8 – mange

Rekvisitter: ”Kanonkugle” laves af en sammenkrøllet avispapirsside. ”Tårne” kan bestå af tomme mælkekartoner eller plastikbægre, tørklæder eller bånd til ”minerydderne”.

Faciliteter: Gulv- græs eller gårdareal på minimum 4 x 4 meter – jo flere deltagere, jo større areal.

bliv medlem gratis