”Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre”

13-årige Emil Kjeldbjerg gav sin mor hjertemassage i køkkenet. God guidning fra alarmcentralen og førstehjælp i skolen hjalp ham. Og så havde han sammen med sin familie øvet hjertemassage på en førstehjælpsdukke

Søndag den 12. juni 2016 er der stort beach-håndboldstævne i Horsens, og familien Kjeldbjerg har derfor været tidligere oppe end sædvanligt. Emil Kjeldbjergs far og lillebror er allerede taget af sted. 13-årige Emil, hans lillesøster og mor skal hygge hjemme, indtil de skal køre til stævnet ved 12-tiden. Inde på sit værelse er Emil gået i gang med lektierne. Hans mor, Anne Kjeldbjerg på 40 år, er i køkkenet, da hun falder om på gulvet. Hun har fået hjertestop.

Emil hører sin lillesøster på syv år råbe: ”Mor er faldet om”. Han skynder han sig ud i køkkenet, hvor han finder sin mor på gulvet. Han prøver at ruske i hende.

Så tager han den første telefon, han kan finde og ringer 1-1-2.

Alarmcentralen spørger Emil, om han kan give hjertemassage. Det kan han godt.

  • Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre. Jeg har lært førstehjælp i skolen, og damen fra alarmcentralen var god og fortalte mig hele tiden præcis, hvad jeg skulle gøre, fortæller Emil Kjeldbjerg i dag.

Førstehjælp i skolen
To måneder inden Annes hjertestop har Emil lært førstehjælp i skolen, hvor eleverne har øvet hjertemassage og mund-til-mund på en førstehjælpsdukke. Hver elev har givet hjertemassage i otte minutter.

Sammen med hele sin familie har Emil også øvet hjertemassage derhjemme. I forbindelse med sin svømmeundervisning har Emils lillebror haft en lille førstehjælpsdukke og instruktionsdvd med hjem. I dvd’en hedder dukken ”Anne”.

Med alarmcentralen i telefonen begynder Emil at give sin mor hjertemassage. Han tæller højt, og personalet i alarmcentralen taler hele tiden til Emil og guider ham. Ambulancen er på vej, siger kvindestemmen i røret.

Mormor og morfar tilkaldes
Da ambulancen ankommer fire minutter efter Emils alarmopkald, tager redderne over og støder Anne med hjertestarter. Hun får hjertemassage i 10 minutter, inden de kan flytte hende.

Ambulanceredderne tilkalder Emils mormor og morfar, der også bor i Horsens. Mormoren kommer, mens morfaren får hentet faren og lillebroren fra stævnet. Ambulancen kører Anne til Aarhus Universitetshospital, og en time senere besøger hele familien hende, mens hun ligger i kunstigt koma. Hun er i live takket være Emil.

  • Det føles mærkeligt og specielt, at jeg har reddet min mor. At jeg kunne gøre noget så stort for min mor, siger Emil.