Hjerteforeningen

Gem side | Send | Print | Del

DC-stød

Af Hjerteforeningen. Sidst opdateret 30.10.2009

DC-stød er en elektrisk behandling, der gives til patienter med meget hurtig eller uregelmæssig hjerterytme (flimren).  

DC-stød er en elektrisk impuls der påføres hjertet udefra gennem brystkassen. Impulsen gives via to elektroder, der placeres på brystet, dels under det højre kraveben og dels ved spidsen af hjertet. Når strømmen går igennem hjertet får den hjertet til at stoppe med den uregelmæssige flimren og starte med de regelmæssige sammentrækninger.

Den alvorligste form for hjerteflimren er den, der opstår i selve hjertekamrene kaldet hjertekammerflimren eller ventrikelflimren. Den fører til hjertestop, tab af bevidsthed og død, hvis ikke den behandles indenfor meget få minutter. Forkammerflimren (atrieflimren) er langt mere almindeligt og ikke farligt som hjertekammerflimren. 

Hvis et anfald af forkammerflimren ikke går over af sig selv, og der skal opnås regelmæssig sammentrækning af forkamrene, anvendes også DC-stød. 

DC-stød er meget kortvarigt, men giver smerter, og derfor bliver du kortvarigt bedøvet i forbindelse med behandlingen. DC-stød kan gives flere gange ved anfaldsvis forkammerflimren for at stoppe det enkelte anfald. 

Du skal almindeligvis have blodfortyndende medicin i forbindelse med DC-stød.