Antikoagulerende medicin
Af Hjerteforeningen. Sidst opdateret 29.10.2009
Antikoagulerende medicin kaldes også for blodfortyndende medicin
Medcinnavne
Marcoumar
Marevan
Anvendelse
Korttidsbehandling:
Efter blodprop i ben og lunger. Forebyggelse af blodpropper før og efter visse operationer, fx hjerteklap-operationer, og visse forsnævringer i arterierne.
Langtidsbehandling:
Ved gentagne blodpropper. Livslang behandling efter indoperation af en mekaniske hjerteklap og som forebyggelse af blodpropper ved kronisk forkammerflimren.
Virkning
Hæmmer blodets evne til at størkne ved at nedsætte leverens produktion af stoffer, der medvirker ved blodets størkning.
Mulige bivirkninger
Øget risiko for blødning ved for meget medicin. Kan ses ved små sår på huden, i tandkød, blødning i næsen og i mavesækken, ved blod i urinen, blå mærker og blødning efter blodprøvetagning.
Bemærkninger
Det er meget vigtigt med de lægeanbefalede blodprøvekontroller. Kontakt straks lægen, hvis der kommer blødninger.
Anden medicin kan påvirke virkningen af den antikoagulerende medicin. Anvend derfor kun håndkøbsmedicin efter aftale med en læge. Når du begynder på antikoagulationsbehandling udleveres et kort, hvor det oplyses, at du er i behandling. Bær det på dig og oplys om behandlingen ved indlæggelse på sygehus, blodprøvetagning og tandlægebesøg. Kost og alkohol kan også have indflydelse på den blodfortyndende behandling.


