At leve med hjertesvigt
Af Hjerteforeningen. Sidst opdateret 29.10.2009
Hvis du har kronisk hjertesvigt er der forhold, du skal være ekstra opmærksom på; både for at leve godt og for at sygdommen ikke skal udvikle sig yderligere:
Vægt
Hvis du har hjertesvigt skal du være opmærksom, når du får en vægtstigninger på ca. to-tre kg, som ikke skyldes ændringer i dine spisevaner. Stigningen i vægt kan være tegn på væskeophobning pga. forværring af sygdommen eller på, at du ikke får vanddrivende medicin nok. Tal derfor med din læge om det.
Feber
Ved feber øges kroppens behov for ilt. Det sætter hjertet på ekstra arbejde og skaber en forværring af hjertesvigt.
Derfor kan du have behov for at hvile ekstra meget og eventuelt øge din medicindosis, når du får feber, indtil feberen er væk. Tal med lægen om det. En influenzavaccination er en god idé.
Slå alarm ved stærk åndenød
Hvis du inden for et par timer får stærk åndenød uden grund, skal du kontakte vagtlæge eller 112. Åbn vinduerne og sæt dig med hovedet op og benene nedad, så du får ekstra luft.
Du kan også tage en ekstra pille nitroglycerin og/eller hurtigtvirkende vanddrivende medicin (Furosemid eller Bumetanid).
Motion
Man holder sit hjertes pumpekraft ved lige ved at bruge hjertet. Derfor er det godt for patienter med hjertesvigt at dyrke motion.
Anstreng dig dog ikke mere, end at du samtidig kan tale. Og vigtigst af alt må du ikke pludselig og uden forudgående optræning tage for hårdt fat. En gradvist stigende intensitet i træningen er ideel.
Hvilken type motion, du med fordel kan vælge, afhænger af, hvad du kan klare og hvad du kan lide af lave. Det kan fx være en daglig gåtur på ½ time, cykling, svømning eller dans.
Er du forhindret i at udøve disse motionsformer, kan du prøve med meget blide former for aktivitet, hvor du stille og roligt træner små muskelgrupper ad gangen. Denne form for hjertegymnastik foregår i forbindelse med genoptræning på nogle hjerteafdelinger. Endelig er det meget vigtigt at udføre øvelser, der styrker kredsløbet.
Ved regelmæssig træning vil du opleve, at du kan magte mere, og at trætheden bliver mindre.
Kost
Det er vigtigt, at hjertepatienter spiser den rigtige mad. Har du væskeophobninger (ødemer) på grund af et dårligt fungerende hjerte, er det en god idé at spare på saltet.
Du kan få vejledning om kost hos en klinisk diætist, fx i Hjerteforeningens rådgivningscentre, og du kan finde opskrifter i Hjerteforeningens kogebøger samt her på hjemmesiden.
Rygning
Rygning er skadelig for et sygt hjerte. Cigaretterne stjæler den i forvejen sparsomme ilt fra hjertet, skader dine blodårer og fremmer blodets tendens til at klumpe sig sammen. Du kan få informationsmateriale eller støtte til at holde op med at ryge i Hjerteforeningens rådgivningscentre.
Vand i benene
Har du meget vand i benene, kan du smøre ben og fødder to gange dagligt med en fed creme. Sørg i øvrigt for at bruge rummelige sko.
Træthed
Med kronisk hjertesvigt følger typisk træthed. Trætheden kan skyldes, at hjertet pumper dårligt. Derved bliver iltforsyningen til kroppen nedsat.
Trætheden kan også skyldes kaliummangel, som opstår, fordi den vanddrivende medicin ikke bare trækker vand, men også kalium ud med urinen. Derfor er det en god idé at aftale med din læge, hvor ofte du skal komme til blodprøvekontrol.
Patienter med hjertesvigt kan få problemer med at sove, fordi de har svært ved at få luft, når de ligger ned. Du kan frit eksperimentere med alle former for sovestillinger. Hvis det ender med, at du skal sidde op for at sove, er det et tegn på, at din medicin ikke virker som den skal. Så skal du henvende dig til din læge eller hjerteafdelingen for at få medicinen reguleret.
Arbejde
Generelt skader erhvervsarbejde ikke dit hjerte, så længe du føler, at du har kræfter til det. Det gælder dog ikke hårdt og ensformigt muskelarbejde, som har vist sig at være særligt belastende for et svagt hjerte.
Nedsat arbejdstid er ofte hensigtsmæssig. Dit arbejde må ikke belaste dig fysisk eller psykisk.
Sex
Du kan dyrke sex i den udstrækning, du har kræfter og lyst til det. Det er en myte, at mange hjertepatienter dør under samleje. Hjertet arbejder ikke anderledes, når man har sex, end ved anden form for fysisk aktivitet. Både åreforsnævring og nogle af de lægemidler, der bruges til behandling af hjertesvigt, kan dog give potensproblemer.
Vær opmærksom på, at du ikke må tage midler mod impotens (fx Viagra) i de første 24 timer efter, du har taget nitroglycerin.
Brug dine kræfter på det rigtige
Det tager tid at vænne sig til at leve med en kronisk hjertesygdom. Du har ikke de samme kræfter som før sygdommen. Du er ofte tilbøjelig til at overvurdere dine kræfter og tro, at du kan klare det samme som før.
Find ud af, hvad du synes, det er vigtigst at bruge dine kræfter på. Det kan være en hjælp at tale med andre i samme situation. Det kan Hjerteforeningens rådgivningscentre hjælpe dig med. Du har også mulighed for at skrive med andre hjertesyge på Hjertedebat.dk


