Akut blodprop i hjertet (hjerteinfarkt)
Af Hjerteforeningen. Sidst opdateret 23.10.2009
En blodprop i hjertet kaldes også akut myokardieinfarkt (AMI).
Kranspulsårene løber uden på hjertet og forsyner hjertemusklen med blod og ilt. En blodprop i hjertet opstår, når der går hul på en forsnævring indvendig i en kranspulsåre. Blodpladerne vil straks forsøge at udbedre skaden på samme måde, som hvis der var en rift på huden. Når blodpladerne klumper sig sammen, dannes en prop af blod, der lukker kranspulsåren.
Det område i hjertemusklen, som kranspulsåren før forsynede med blod, får nu ikke længere tilført ilt med blodet. Det begynder derfor at gå til grunde efter en halv til halvanden time. Muskelvævet dør endeligt, hvis blodproppen ikke fjernes.
Det døde muskelvæv erstattes af bindevæv eller arvæv. Bindevæv er stærkt, men det kan ikke trække sig sammen ligesom muskelvæv. Jo mere muskelvæv, der er dødt, jo dårligere bliver hjertets evne til at pumpe.
En blodprop i hjertet er en af de hyppigste dødsårsager for både mænd og kvinder i Danmark. Heldigvis findes der i dag rigtig gode behandlingsmuligheder, som kan redde liv og forebygge skader på hjertet.


