Arvelighed
Af Hjerteforeningen. Sidst opdateret 04.02.2010
Nogle hjertekarsygdomme kan være arvelige. At en sygdom er arvelig vil sige, at den er knyttet til en ændring i generne (arvemassen). Det kan betyde, at flere medlemmer i samme familie udvikler samme hjertekarsygdom. Er der tale om en arvelig hjertekarsygdom, vil de sygdomsbærende gener normalt arves af ca. halvdelen af børnene.
Er der hjertekarsygdom i familien, kan det være en god idé at undersøge, om et eller flere af de andre familiemedlemmer har arvet anlæg for at blive syg. Nogle hospitaler med hjerteafdelinger tilbyder undersøgelser til nære pårørende, hvis der er mistanke om en arvelig hjertekarsygdom. Andre henviser til fx Rigshospitalet eller Skejby Sygehus.
Ændringer i menneskets gener kan ikke repareres. Et anlæg for hjertekarsygdom kan altså ikke fjernes eller helbredes, men man kan tage højde for den øgede sygdomsrisiko i den måde, man lever på. For nogle af sygdommene kan en tidlig diagnosticering og eventuel behandling måske reducere og i andre tilfælde forhindre sygdomsudviklingen.
Arvelige anlæg er ikke altid lig med sygdom
Selv om man bærer arveanlæg for en sygdom, er det ikke sikkert, at sygdommen udvikler sig. Det kan dog være en fordel at vide, om der er symptomer, man skal være opmærksom på, eller om man bør gøre en særlig indsats for at undgå at blive syg. Derfor er der god grund til, at nære slægtninge lader sig undersøge, hvis der er konstateret en arvelig hjertekarsygdom i familien.


